Johannes: Det danske navn der svarer til det hebraiske Jehohanan eller Johanan, som betyder “Jehova har vist godhed; Jehova har været nådig”. Skribenten af dette evangelium oplyser ikke sit navn, men i det andet og tredje århundrede e.v.t. var det almindeligt anerkendt at skribenten var apostlen Johannes. Når navnet Johannes forekommer i dette evangelium, henviser det til Johannes Døber, undtagen i Joh 1:42 og 21:15-17, hvor Jesus omtaler Peters far, Johannes. (Se studienoter til Joh 1:42 og 21:15). Apostlen Johannes bliver ikke nævnt ved navn, men han og hans bror Jakob bliver omtalt som “Zebedæus’ sønner”. (Joh 21:2; Mt 4:21; Mr 1:19; Lu 5:10; se studienote til Joh 1:6). I de sidste vers i evangeliet omtaler skribenten sig selv som “den discipel Jesus elskede” (Joh 21:20-24), og der er gode grunde til at forbinde dette udtryk med apostlen Johannes. – Se studienote til Joh 13:23.

Ifølge Johannes: Ingen af evangelieskribenterne identificerer sig i deres beretninger, og titlen er tilsyneladende ikke en del af den oprindelige tekst. I nogle håndskrifter af Johannesevangeliet ses titlen Euaggelion kata Ioannen (“Den gode nyhed [eller “Evangeliet”] ifølge Johannes”), mens der andre steder bruges den kortere titel Kata Ioannen (“Ifølge Johannes”). Man kan ikke sige med sikkerhed hvornår den slags titler blev tilføjet eller brugt første gang. Nogle mener at det var i det andet århundrede e.v.t., for man har fundet eksempler på den lange titel i håndskrifter af evangelierne der er dateret til slutningen af det andet eller begyndelsen af det tredje århundrede. Nogle forskere mener at de indledende ord i Markusevangeliet (“Her begynder den gode nyhed om Jesus Kristus, Guds Søn”) må have været grunden til at ordet “evangelium” (bogst.: “god nyhed”) begyndte at blive brugt til at beskrive disse beretninger. Den slags titler sammen med navnet på den der havde skrevet bogen, må være blevet til af praktiske grunde, for det hjalp til at identificere bøgerne.

begyndelsen: I Bibelen er sammenhængen afgørende for hvordan ordet “begyndelsen” skal forstås. Her kan det græske ord arche ikke referere til Guds, Skaberens, ‘begyndelse’, for han er evig og uden begyndelse. (Sl 90:2) Det må derfor referere til det tidspunkt hvor Gud begyndte at skabe. Guds første skabning blev kaldt Ordet, et udtryk der bruges om den åndeskabning der senere blev til Jesus. (Joh 1:14-17) Så Jesus er den eneste der med rette kan omtales som “den førstefødte af alle skabninger”. (Kol 1:15) Han var “den første som Gud skabte” (Åb 3:14), så han eksisterede før andre åndeskabninger og det fysiske univers blev skabt. Ja, ved hjælp af Jesus blev “alle andre ting i himlen og på jorden skabt”. – Kol 1:16; andre eksempler på hvordan ordet “begyndelsen” anvendes, findes i studienote til Joh 6:64.

Ordet: Eller “Logos”. Græsk: ho logos. Her brugt som en titel, og den forekommer også i Joh 1:14 og Åb 19:13. Johannes identificerer den der bærer titlen, nemlig Jesus. Denne titel bruges om Jesus i hans førmenneskelige tilværelse på det åndelige plan, under hans tjeneste på jorden som et fuldkomment menneske og efter at han igen var blevet ophøjet til himlen. Jesus var Guds talsmand, den Gud kommunikerede igennem, eller brugte til at overbringe oplysninger og instruktioner til sine andre åndesønner og til mennesker. Så det virker logisk at antage at Gud, før Jesus kom til jorden, ved mange lejligheder benyttede Ordet som sit himmelske talerør når han kommunikerede med mennesker. – 1Mo 16:7-11; 22:11; 31:11; 2Mo 3:2-5; Dom 2:1-4; 6:11, 12; 13:3.

hos: Bogst.: “hen imod”. I denne sammenhæng betegner det græske forholdsord pros et tæt forhold og fællesskab. Det viser også at der er tale om forskellige personer, i dette tilfælde Ordet og den eneste sande Gud.

Ordet var en gud: Eller “Ordet var guddommeligt [eller “gudlignende”]”. Johannes’ udtalelse beskriver en egenskab eller et kendetegn ved “Ordet” (græsk: ho logos; se studienote til Ordet i dette vers), dvs. Jesus Kristus. Ordets fremtrædende stilling som Guds førstefødte Søn, gennem hvem Gud skabte alt andet, gør at han med rette kan beskrives som “en gud; gudlignende; guddommelig; et guddommeligt væsen”. Mange oversættere foretrækker gengivelsen “Ordet var Gud”, der sidestiller ham med Gud den Almægtige. Men der er gode grunde til at konkludere at Johannes ikke mente at “Ordet” var den samme som Den Almægtige Gud. For eksempel står der tydeligt i både den foregående sætning og den efterfølgende sætning at “Ordet” var “hos Gud”. Desuden forekommer det græske ord theos tre gange i vers 1 og 2. I den første og tredje forekomst står den bestemte artikel på græsk foran theos, men i den anden forekomst er der ikke nogen artikel. Mange bibelforskere er enige om at den manglende bestemte artikel før det andet theos er bemærkelsesværdig. Når den bestemte artikel bruges i denne sammenhæng, henviser theos til Gud den Almægtige. Når den bestemte artikel mangler i denne grammatiske konstruktion, beskriver theos snarere en egenskab eller et kendetegn ved “Ordet”. Derfor er der flere bibeloversættelser på engelsk, fransk og tysk der gengiver teksten på en måde der svarer til gengivelsen i Ny Verden-Oversættelsen og indeholder tanken om at “Ordet” var “en gud; guddommeligt; et guddommeligt væsen; af guddommelig art; gudlignende”. Dette støttes af oversættelser fra oldtiden af Johannes’ evangelium til sahidiske og bohairiske dialekter af det koptiske sprog, sandsynligvis fremstillet i det tredje og fjerde århundrede e.v.t., som behandler den første forekomst af theos i Joh 1:1 anderledes end den anden forekomst. Disse gengivelser fremhæver en egenskab ved “Ordet”, at hans natur var den samme som Guds, men de sidestiller ham ikke med hans Far, Den Almægtige Gud. Det stemmer med det der står i Kol 2:9 om at det er i Kristus at “alle Guds egenskaber bor i fuldt mål”. Og ifølge 2Pe 1:4 vil endda Kristus’ medarvinger “få del i guddommelig natur”. Desuden bliver det græske ord theos i Septuaginta-oversættelsen brugt som et synonym til de hebraiske ord der er gengivet med “Gud”, nemlig el og elohim, som menes at have den grundlæggende betydning “Den Mægtige; Den Stærke”. Disse hebraiske ord bruges til at henvise til Den Almægtige Gud, andre guder og mennesker. (Se studienote til Joh 10:34). At kalde Ordet “en gud”, eller “en der er mægtig”, er i tråd med profetien i Esa 9:6, der forudsiger at Messias ville blive kaldt “Vældig Gud” (ikke “Almægtig Gud”), og at han ville være “Evig Far” for alle dem der får den forret at leve som hans undersåtter. Hans Far, “Hærstyrkers Gud, Jehova”, vil i sin brændende iver sørge for at dette sker. – Esa 9:7.

Hvad der blev til: Der er ikke nogen tegnsætning i vers 3 og 4 i de ældste græske håndskrifter. Den tegnsætning der anvendes i Ny Verden-Oversættelsen, følger tegnsætningen i de videnskabelige udgaver af den græske tekst udgivet af Westcott og Hort, De Forenede Bibelselskaber og Nestle og Aland. Den sidste del af vers 3 hænger sammen med vers 4. Denne gengivelse indikerer at liv og lys blev til gennem Ordet. (Kol 1:15, 16) Nogle oversættelser bygger på en anden opfattelse af den græske tekst og forbinder den sidste del af vers 3 med de foregående ord, og tanken bliver derfor at “uden ham er ikke en eneste ting blevet til af hvad der er blevet til”. Men mange forskere støtter læsemåden i Ny Verden-Oversættelsen.

ham: Dvs. Ordet, eller Logos. – Se studienote til Joh 1:1.

liv ... lys: Disse ord er to gennemgående temaer i Johannes’ inspirerede beretning. Gud er livets Kilde, og ved Jesus, Ordet, er alle andre former for liv “blevet til”. (Joh 1:3) Det er i den betydning at livet blev til gennem Jesus Kristus. Det var også ved Jesus at Gud gjorde det muligt for den syndige, døende menneskehed at få evigt liv. I den forstand kan Jesus omtales som det liv der blev til lys for menneskene. I Joh 1:9 kaldes Ordet “det sande lys som oplyser alle slags mennesker”. De mennesker der følger Jesus, “verdens lys”, vil “have livets lys”. (Joh 8:12) Gud har gjort Ordet til “livets Hovedformidler”, den der oplyser mennesker mens de går på den vej der fører til livet. – ApG 3:15.

Johannes: Det danske navn der svarer til det hebraiske Jehohanan eller Johanan, som betyder “Jehova har vist godhed; Jehova har været nådig”. Skribenten af dette evangelium oplyser ikke sit navn, men i det andet og tredje århundrede e.v.t. var det almindeligt anerkendt at skribenten var apostlen Johannes. Når navnet Johannes forekommer i dette evangelium, henviser det til Johannes Døber, undtagen i Joh 1:42 og 21:15-17, hvor Jesus omtaler Peters far, Johannes. (Se studienoter til Joh 1:42 og 21:15). Apostlen Johannes bliver ikke nævnt ved navn, men han og hans bror Jakob bliver omtalt som “Zebedæus’ sønner”. (Joh 21:2; Mt 4:21; Mr 1:19; Lu 5:10; se studienote til Joh 1:6). I de sidste vers i evangeliet omtaler skribenten sig selv som “den discipel Jesus elskede” (Joh 21:20-24), og der er gode grunde til at forbinde dette udtryk med apostlen Johannes. – Se studienote til Joh 13:23.

som Gud havde sendt: Eller “som var udnævnt af Gud”. Johannes Døber havde fået sin opgave af Gud (Lu 3:2), og den indbefattede at han skulle være en forkynder, eller et offentligt sendebud. Johannes bekendtgjorde ikke blot for de jøder der kom ud til ham, at Messias og Guds rige var kommet nær, men opfordrede dem også til at angre deres synder. (Mt 3:1-3, 11, 12; Mr 1:1-4; Lu 3:7-9) Johannes Døber tjente som profet, lærer (med disciple) og evangelieforkynder. – Lu 1:76, 77; 3:18; 11:1; Joh 1:35.

Johannes: Dvs. Johannes Døber. Skribenten af dette evangelium, apostlen Johannes, omtaler Johannes Døber 19 gange, men i modsætning til de andre evangelieskribenter bruger han aldrig tilnavnet “Døber”. (Se studienoter til Mt 3:1; Mr 1:4). Apostlen Johannes skelner dog mellem de tre kvinder der hed Maria. (Joh 11:1, 2; 19:25; 20:1) Men han behøvede ikke at præcisere at det var Johannes Døber der var tale om, for apostlen nævner ikke på noget tidspunkt sig selv ved navn, så ingen kunne være i tvivl om hvilken Johannes det drejede sig om. Det bekræfter også at det var apostlen Johannes der skrev dette evangelium. – Se “Introduktion til Johannes” og studienote til Joh Titel.

som et vidne: Eller “til en vidnegerning”. Det græske navneord der betyder “et vidne” (martyria), forekommer mere end dobbelt så mange gange i Johannes’ evangelium som det gør i de tre andre evangelier tilsammen. Det beslægtede udsagnsord, der er oversat med at vidne (martyreo), forekommer 39 gange i Johannes’ evangelium – til sammenligning forekommer det kun 2 gange i de andre evangelier. (Mt 23:31; Lu 4:22) Dette græske udsagnsord bliver brugt så ofte i forbindelse med Johannes Døber at nogle har foreslået at han burde kaldes “Johannes Vidnet”. (Joh 1:8, 15, 32, 34; 3:26; 5:33; se studienote til Joh 1:19). I Johannesevangeliet bliver dette udsagnsord også tit brugt i forbindelse med Jesus’ tjeneste. Jesus er flere gange citeret for at sige “jeg vidner”. (Joh 8:14, 17, 18) Det Jesus sagde til Pontius Pilatus, er særligt bemærkelsesværdigt: “Jeg er blevet født og er kommet til verden for at vidne om sandheden.” (Joh 18:37) I Åbenbaringens Bog, som Johannes også blev inspireret til at skrive, omtales Jesus som “det trofaste vidne” og “det trofaste og sande vidne”. – Åb 1:5; 3:14.

ham: Dvs. Johannes Døber. – Se også ApG 19:4.

verden: Det græske ord kosmos henviser her til menneskehedens verden. I denne sammenhæng ser det ud til at udtrykket komme ind i verden primært refererer til det at Jesus gik ud blandt menneskene i tiden efter sin dåb, og ikke så meget tidspunktet hvor han blev født som menneske. Efter sin dåb udførte han den opgave han havde fået tildelt, og han bragte således lys til menneskehedens verden. – Se også Joh 3:17, 19; 6:14; 9:39; 10:36; 11:27; 12:46; 1Jo 4:9.

verden blev til gennem ham: Her henviser det græske ord kosmos (“verden”) til menneskehedens verden, som det tydeligt fremgår af sidste del af verset, hvor der står: verden kendte ham ikke. Dette græske udtryk forekom nogle gange i ikkereligiøse skrifter som en henvisning til universet og skaberværket generelt, og apostlen Paulus kan have anvendt det i den betydning da han henvendte sig til et græsk publikum. (ApG 17:24) Men i De Kristne Græske Skrifter refererer udtrykket som regel til menneskehedens verden eller en del af den. Det er rigtigt at Jesus var med til at skabe alle ting, deriblandt himlen og jorden og alt hvad der findes der, men dette vers fokuserer på hans rolle i forbindelse med skabelsen af mennesket. – 1Mo 1:26; Joh 1:3; Kol 1:15-17.

kød: Eller “et menneske”. Det græske ord sarx sigter her til et fysisk væsen, et levende væsen af kød. Da Jesus blev født som menneske, var han ikke længere en ånd. Han iførte sig ikke bare en fysisk krop, som engle havde gjort før i tiden. (1Mo 18:1-3; 19:1; Jos 5:13-15) Derfor kunne Jesus med rette omtale sig selv som “Menneskesønnen”. – Joh 1:51; 3:14; se studienote til Mt 8:20.

Ordet blev kød: Jesus var helt og fuldt et menneske lige fra han blev født til han døde. Jesus forklarede formålet med at han blev kød da han sagde: “Det brød jeg vil give, ja, det er mit kød til liv for verden.” (Joh 6:51) Og fordi Jesus helt igennem var et menneske, kunne han selv erfare hvad mennesker af kød og blod kommer ud for, og dermed blive en medfølende Ypperstepræst. (He 4:15) Der kan ikke være tale om at Jesus både havde et fysisk og et åndeligt legeme på samme tid. Bibelen siger at han “blev gjort lidt ringere end englene”. (He 2:9; Sl 8:4, 5; se studienote til kød i dette vers). Men det var ikke alle der mente at Jesus var kommet til jorden i kødet, som menneske. Gnostikerne for eksempel, der var af den opfattelse at viden (græsk: gnosis) var noget man opnåede på mystisk vis, blandende græsk filosofi og orientalsk mysticisme med den frafaldne kristendom. De hævdede at alt fysisk stof er af det onde. Derfor fremmede de den lære at Jesus ikke kom i kødet, men at det kun så ud som om han havde en fysisk krop. Det lader til at en tidlig form for gnosticisme var fremherskende i slutningen af det første århundrede e.v.t., så det kan være at det var helt bevidst at Johannes skrev at “Ordet blev kød”. I sine breve advarer Johannes mod den falske lære at Jesus ikke kom “som menneske”. – 1Jo 4:2, 3; 2Jo 7.

boede: Bogst.: “teltede; boede i telt”. Nogle har forstået udtalelsen om at Ordet ‘boede, eller teltede, blandt os’ som om Jesus var en inkarnation, ikke et rigtigt menneske. Men Peter brugte det beslægtede navneord der er gengivet med “telt”, da han omtalte sin egen fysiske krop som en midlertidig bolig. (2Pe 1:13) Selvom Peter vidste at han snart skulle dø, og at han ville blive oprejst som en ånd, ikke som et menneske, antydede han ikke at han var en inkarnation. – 2Pe 1:13-15; se også 1Kt 15:35-38, 42-44; 1Jo 3:2.

vi så hans herlighed: Gennem Jesus’ liv og tjeneste så Johannes og de andre apostle en herlighed, en pragt eller storhed, som kun en der genspejlede Jehovas egenskaber til fuldkommenhed, kunne udstråle. Desuden fik apostlen Johannes, sammen med Jakob og Peter, lov til at være vidne til Jesus’ forvandling. (Mt 17:1-9; Mr 9:1-9; Lu 9:28-36) Så det Johannes skriver her, sigter måske ikke kun til at Jesus genspejlede Guds egenskaber, men også til synet af forvandlingen, som fandt sted mere end 60 år tidligere. Denne begivenhed gjorde også et uudsletteligt indtryk på apostlen Peter, der skrev sine breve omkring 30 år før Johannes skrev sit evangelium. Peter refererede specifikt til forvandlingen som en enestående bekræftelse af “det profetiske ord”. – 2Pe 1:17-19.

en enestefødt søn: Det græske ord monogenes, der ofte bliver oversat med “enestefødt”, er blevet defineret som “den eneste af sin art eller slags; noget der er unikt”. I Bibelen anvendes begrebet til at beskrive sønners og døtres forhold til deres forældre. (Se studienoter til Lu 7:12; 8:42; 9:38). I apostlen Johannes’ skrifter bliver dette udtryk udelukkende anvendt om Jesus (Joh 3:16, 18; 1Jo 4:9), men aldrig i forbindelse med Jesus’ fødsel eller hans liv som menneske. Derimod anvender Johannes udtrykket til at beskrive Jesus i hans førmenneskelige tilværelse som Logos, eller Ordet, den der ‘i begyndelsen var hos Gud’, endda “før verden blev til”. (Joh 1:1, 2; 17:5, 24) Jesus er den “enestefødte Søn” fordi han er Jehovas Førstefødte og den eneste som er blevet skabt direkte af Gud. Selvom andre åndeskabninger også kaldes “den sande Guds sønner” eller “Guds sønner” (1Mo 6:2, 4; Job 1:6; 2:1; 38:4-7), blev alle disse sønner skabt af Jehova gennem den førstefødte Søn (Kol 1:15, 16). Udtrykket monogenes refererer altså både til at Jesus er “den eneste af sin art eller slags; unik; uden sidestykke”, og til at han er den eneste Søn der er frembragt direkte af Gud selv. – 1Jo 5:18; se studienote til He 11:17.

Guds velvilje: Eller “ufortjent godhed”. Det græske ord charis forekommer mere end 150 gange i De Kristne Græske Skrifter og har forskellige nuancer alt efter sammenhængen. Når det henviser til den ufortjente godhed Gud viser mennesker, beskriver ordet en fri gave som Gud gavmildt giver uden at forvente at få noget til gengæld. Det er et udtryk for Guds gavmildhed over for menneskene, hans store kærlighed til dem og hans godhed over for dem; den bliver udelukkende givet fordi giveren er gavmild, ikke fordi modtageren har gjort sig fortjent til det. (Ro 4:4; 11:6) Dette udtryk betyder ikke nødvendigvis at modtagerne er uværdige til at blive vist godhed, og derfor kunne Jesus også få denne velvilje, eller godhed, fra Gud. I forbindelse med Jesus kan udtrykket meget passende oversættes med “Guds velvilje”, som i dette vers, eller at ‘have Guds godkendelse; være vellidt af Gud’. (Lu 2:40, 52) I andre sammenhænge bliver det græske udtryk gengivet med “godkendelse”, “syntes godt om”, “elsket” og “kærlige gave”. – Lu 1:30; ApG 2:47; 7:46; 1Kt 16:3; 2Kt 8:19.

fuld af Guds velvilje og sandhed: “Ordet”, Jesus Kristus, havde Guds velvilje og talte altid sandt. Men sammenhængen viser at der ligger endnu mere i disse ord – Jehova udvalgte specifikt sin Søn til at forklare og vise Farens ufortjente godhed og sandhed i fuldt mål. (Joh 1:16, 17) Disse eksempler på Guds egenskaber kom så tydeligt til udtryk gennem Jesus at han kunne sige: “Den der har set mig, har også set Faren.” (Joh 14:9) Det var gennem Jesus at Gud viste sin ufortjente godhed og sandhed mod enhver der ville tage godt imod det.

Den der kommer efter mig: Johannes Døber blev født omkring seks måneder før Jesus, og han begyndte sin tjeneste før Jesus gjorde. I den forstand kom Jesus “efter”, eller bagefter, Johannes. (Lu 1:24, 26; 3:1-20) Jesus gjorde imidlertid langt større gerninger end Johannes, så på den måde rykkede han frem foran Johannes, eller overgik ham, på enhver måde. Johannes Døber anerkendte også at Jesus havde haft en førmenneskelig tilværelse, for han sagde han var til før mig.

ufortjent godhed efter ufortjent godhed: Det græske ord for “ufortjent godhed” er charis. I denne sammenhæng er det et udtryk for Guds gavmildhed, hans store kærlighed og godhed. Det er en godhed der udelukkende bliver givet fordi giveren er gavmild, ikke fordi modtageren har gjort sig fortjent til det. (Se Ordforklaring: “Ufortjent godhed”). Det at ordet charis forekommer to gange sammen med det græske forholdsord anti (her gengivet med “efter”), betegner at der bliver vist ufortjent godhed i rigt mål, kontinuerligt eller gang på gang. Tanken kunne også have været gengivet med “kontinuerlig [eller “konstant”] ufortjent godhed”.

Loven ... den ufortjente godhed og sandheden: I De Kristne Græske Skrifter bliver Loven, der blev givet gennem Moses, ofte sat op som modsætning til “ufortjent godhed”. (Ro 3:21-24; 5:20, 21; 6:14; Ga 2:21; 5:4; He 10:28, 29) Moseloven tjente som en “opdrager der førte ... til Kristus”, og den indeholdt profetiske billeder og var dermed en skygge af det der blev opfyldt på ham. (Ga 3:23-25; Kol 2:16, 17; He 10:1) Blandt andet gjorde Loven “det bare tydeligt for os at vi er syndere”. (Ro 3:20) Denne viden førte til at man indså at “den løn synden betaler, er døden”, og at “alle overtrædelser og ulydige handlinger blev gengældt med retfærdig straf”. (Ro 6:23; He 2:2) Her antyder Johannes at der er en kontrast mellem “Loven” og “den ufortjente godhed og sandheden”, som er kommet gennem Jesus Kristus. Jesus opfyldte det der var forudskildret i Loven, deriblandt de ofre man bragte for at opnå tilgivelse og forsoning. (3Mo 4:20, 26) Han åbenbarede også at Gud ville vise syndige mennesker sin “ufortjente godhed”, eller “kærlige gave”, som det græske udtryk charis nogle gange bliver gengivet med, ved at give sin Søn som et sonoffer for synder. (Kol 1:14; 1Jo 4:10; se studienote til Ro 6:23 og Ordforklaring: “Ufortjent godhed”). Jesus åbenbarede en ny ‘sandhed’ – at dette offer ville befri mennesker fra synd og død. – Joh 8:32; se studienote til Joh 1:14.

den enestefødte gud: Johannes refererer her til Ordet, “Jesus Kristus”, som han tidligere har beskrevet som “en gud”. (Joh 1:1, 17) Johannes omtaler Jesus som Guds enestefødte Søn. (Joh 1:14; 3:16) I denne passage kalder Johannes Jesus for “den enestefødte gud”, et udtryk der understreger den unikke plads Jesus indtager i Guds hensigt. Jesus kan med rette omtales som “en gud” på grund af den måde hvorpå udtrykket “gud” anvendes i Bibelen. Denne titel indeholder tanken om en der er mægtig, og bliver endda brugt om mennesker i Bibelen. (Sl 82:6; se studienoter til Joh 1:1; 10:34). Jesus er “en gud”, eller en der er mægtig, fordi han har fået magt og myndighed fra Den Almægtige Gud, Faren. (Mt 28:18; 1Kt 8:6; He 1:2) Jesus er den eneste der er skabt direkte af Gud selv, og den eneste gennem hvem alt andet “er blevet til” (Joh 1:3), og derfor er det meget passende at han omtales som “den enestefødte gud”. Dette udtryk viser at Jesus har den mest ærefulde og højtstående stilling blandt alle Guds åndesønner. I nogle håndskrifter står der “den enestefødte Søn”, og nogle bibeloversættelser gengiver det derfor på den måde. Men i de tidligste og mest anerkendte håndskrifter står der “den enestefødte gud” (med den bestemte artikel på græsk) eller “enestefødt gud” (uden den bestemte artikel på græsk).

ved Farens side: Eller “på pladsen op mod Farens bryst”. Dette udtryk hentyder til en særligt ærefuld plads og til et nært fællesskab. Det er en talemåde der sikkert er hentet fra den måde man indtog måltider på; gæsterne lå på divaner på en sådan måde at man kunne læne sig tilbage mod en nær vens bryst. (Joh 13:23-25) Jesus bliver på den måde beskrevet som Jehovas nærmeste ven, den der bedre og mere fyldestgørende end nogen anden kunne forklare Gud. – Mt 11:27.

Johannes aflagde følgende vidnesbyrd: Eller “Dette er Johannes’ vidnesbyrd”. I Joh 1:7 bliver Johannes Døber omtalt som “et vidne” (en form af det græske ord martyria, som også forekommer her), en der kom for at vidne om lyset. Her henviser det samme græske ord til den bekræftelse eller proklamation som Johannes Døber udtalte i forbindelse med Jesus, og som er nedskrevet i de efterfølgende vers.

Elias: Se studienote til Mt 11:14.

Profeten: Dvs. den længe ventede profet som Moses havde forudsagt ville komme. – 5Mo 18:18, 19; Joh 1:25-27; 6:14; 7:40; ApG 3:19-26.

Jehovas: I Esa 40:3, der er citeret her, forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. (Se Tillæg A5 og C). Evangelieskribenterne Matthæus, Markus og Lukas anvender denne profeti om Johannes Døber, og her i Johannesevangeliet mønter Johannes Døber profetien på sig selv. Johannes ville ‘gøre Jehovas vej lige’ i den forstand at han ville være en forløber for Jesus, der ville repræsentere sin Far og komme i sin Fars navn. – Joh 5:43; 8:29.

døber: Eller “nedsænker; dypper”. Det græske ord baptizo betyder “at dyppe; at neddykke”. Andre bibelvers viser at dåb indebærer fuldstændig nedsænkning. Ved en lejlighed døbte Johannes et sted i Jordandalen nær Salem fordi “der var meget vand”. (Joh 3:23) Da Filip døbte den etiopiske eunuk, gik de begge “ned i vandet”. (ApG 8:38) Det samme græske ord er brugt i Septuaginta i 2Kg 5:14, hvor der siges at Naaman “dyppede sig syv gange i Jordan”.

løse hans sandalrem: At løse remmen på en andens sandal, tage sandalen af vedkommende og bære den (Mt 3:11; Mr 1:7; Lu 3:16) blev betragtet som mindreværdigt og blev som regel udført af en træl.

Betania: I nogle håndskrifter står der “Bethabara” i stedet for “Betania”, en læsemåde der afspejles i nogle bibeloversættelser. Men i de mest pålidelige håndskrifter står der “Betania”.

Betania på den anden side af Jordanfloden: Dvs. Ø for Jordanfloden. Denne by ved navn Betania, der kun nævnes én gang i De Kristne Græske Skrifter, er ikke den samme som den der lå i nærheden af Jerusalem. (Mt 21:17; Mr 11:1; Lu 19:29; Joh 11:1) Det er usikkert hvor dette Betania Ø for Jordanfloden lå. Nogle, som går ind for det traditionelle sted for Jesus’ dåb, mener at byen lå på den anden side af Jordan over for Jeriko. Men beretningen i Joh 1:29, 35, 43; 2:1 synes at angive et sted der lå tættere på Kana i Galilæa frem for et sted i nærheden af Jeriko. Byen må altså have ligget et sted S for Galilæas Sø, men det er ikke muligt at fastslå dette med bestemthed. – Se Tillæg B10.

Guds Lam: Da Jesus var blevet døbt og vendte tilbage efter at være blevet fristet af Djævelen, præsenterede Johannes Døber ham som “Guds Lam”. Dette udtryk forekommer kun her og i Joh 1:36. (Se Tillæg A7). Det er meget passende at sammenligne Jesus med et lam. På Bibelens tid ofrede man får for at få Guds tilgivelse og for at kunne nærme sig ham. Det forudskildrede det offer som Jesus ville bringe ved at give sit fuldkomne menneskeliv for menneskers skyld. Udtrykket “Guds Lam” kan hentyde til flere forskellige passager i de inspirerede skrifter. Johannes Døber havde et godt kendskab til De Hebraiske Skrifter, så hans ord kan have hentydet til en eller flere af følgende muligheder: Den vædder Abraham ofrede i stedet for sin søn Isak (1Mo 22:13), det påskelam der blev slagtet i Egypten dengang israelitterne blev befriet fra slaveriet (2Mo 12:1-13), eller den vædder der blev ofret på Guds alter i Jerusalem hver morgen og aften (2Mo 29:38-42). Johannes kan også have tænkt på Esajas’ profeti hvor der står at den Jehova kalder “min tjener”, bliver “ført afsted som et får til slagtning”. (Esa 52:13; 53:5, 7, 11) I sit første brev til korintherne omtalte apostlen Paulus Jesus som “vores påskelam”. (1Kt 5:7) Apostlen Peter kaldte Kristus’ blod for “dyrebart”, og han sammenlignede det “med blodet fra et lam der var helt uden fejl og mangler”. (1Pe 1:19) Og i Åbenbaringens Bog bliver den herliggjorte Jesus mere end 25 gange omtalt symbolsk som “Lammet”. – Nogle eksempler findes i: Åb 5:8; 6:1; 7:9; 12:11; 13:8; 14:1; 15:3; 17:14; 19:7; 21:9; 22:1.

verdens: I den ikkereligiøse græske litteratur er det græske ord kosmos nært forbundet med menneskeheden, og det gælder også i høj grad i Bibelen. I denne sammenhæng, såvel som i Joh 3:16, refererer kosmos til hele menneskehedens verden, der her beskrives som værende skyldig i synd, dvs. synden der er nedarvet fra Adam.

som en due: Duer blev brugt til hellige formål og havde også en symbolsk betydning. De blev bragt som ofre. (Mr 11:15; Joh 2:14-16) De symboliserede uskyld og renhed. (Mt 10:16) Noa sendte en due ud, og den havde et olivenblad med da den kom tilbage til arken, hvilket viste at vandet havde trukket sig tilbage (1Mo 8:11), og at der snart ville komme hvile og fred (1Mo 5:29). Ved Jesus’ dåb brugte Jehova også det der så ud som en due, for at henlede opmærksomheden på den plads Jesus har som Messias – han er Guds rene og syndfri Søn, der ville ofre sit liv for mennesker og danne grundlaget for en periode med hvile og fred under hans styre som Konge. Den måde hvorpå ånden fra Gud, eller Guds virksomme kraft, dalede ned over Jesus ved hans dåb, kan have lignet en due der basker med vingerne når den nærmer sig sin gren.

Guds Søn: Dette udtryk anvendes ofte i Bibelen i forbindelse med Jesus. (Joh 1:49; 3:16-18; 5:25; 10:36; 11:4) Gud har ikke en bogstavelig hustru og er ikke et menneske, så derfor må dette udtryk skulle forstås i overført betydning. Det er tydeligvis brugt for at hjælpe læseren til at forstå at Jesus’ forhold til Gud ligner det forhold en jordisk søn har til sin far. Det er også med til at understrege at Jesus fik livet af Jehova, for han blev skabt af ham. På lignende måde bliver det første menneske, Adam, omtalt som en “søn af Gud”. – Se studienote til Lu 3:38.

Johannes ... sammen med to af sine disciple: Den ene af disse to disciple af Johannes Døber var “Andreas, Simon Peters bror”. – Se studienote til Joh 1:40.

de to disciple ... fulgte ... efter Jesus: Disse ord indikerer at de første af Jesus’ disciple var nogle af dem der havde fulgt Johannes Døber. – Se studienoter til Joh 1:35, 40.

omkring den tiende time: Dvs. ca. kl. 16. – Se studienote til Mt 20:3.

en af de to: Disse to disciple er tidligere blevet omtalt i Joh 1:35. Disciplen der ikke nævnes ved navn, er sandsynligvis apostlen Johannes, der var søn af Zebedæus, og den der har skrevet dette evangelium. (Mt 4:21; Mr 1:19; Lu 5:10) Noget der støtter den tanke, er at skribenten aldrig nævner sig selv ved navn, aldrig omtaler apostlen Johannes ved navn og blot kalder Johannes Døber for “Johannes”.

Messias: Eller “Kristus; den salvede”. Det græske ord Messias (en translitteration af det hebraiske ord mashiach) forekommer kun to gange i De Kristne Græske Skrifter. (Se Joh 4:25). Det hebraiske udsagnsord som titlen mashiach stammer fra, er mashach og betyder “at smøre eller sprede ud (med væske)” og “at salve”. (2Mo 29:2, 7) På Bibelens tid blev præster, konger og profeter ceremonielt salvet med olie. (3Mo 4:3; 1Sa 16:3, 12, 13; 1Kg 19:16) Her i Joh 1:41 bliver titlen “Messias” efterfulgt af følgende forklaring: der betyder “den salvede” [eller “Kristus”, fdn.]. Titlen “Kristus” (græsk: Christos) forekommer over 500 gange i De Kristne Græske Skrifter og svarer til titlen “Messias”. Begge titler betyder altså “den salvede”. – Se studienote til Mt 1:1.

Du er Simon: Simon kaldes i Bibelen ved fem forskellige navne. (Se studienoter til Mt 4:18; 10:2). Her er det åbenbart første gang Jesus møder Simon, og ved den lejlighed giver han ham det semitiske navn Kefas, der måske er beslægtet med det hebraiske kefim (klipper), som bruges i Job 30:6 og Jer 4:29. Her kommer evangelieskribenten Johannes også med en forklaring, nemlig der oversættes “Peter”, et græsk navn der betyder “klippestykke”. I Bibelen er det kun Simon der har dette semitiske navn såvel som det græske navn. Jesus, der kunne se at Nathanael var en mand “som ikke [havde] noget falsk i sig” (Joh 1:47; 2:25), kunne også se hvad Peter indeholdt. Især efter Jesus’ død og opstandelse udviste Peter klippelignende egenskaber, og han blev en søjle i menigheden der gav den styrke og stabilitet. – Lu 22:32; ApG 1:15, 16; 15:6-11.

Johannes’: Ifølge nogle gamle håndskrifter bliver faren til apostlen Peter her kaldt Johannes. I andre gamle håndskrifter omtales han som Jonas. I Mt 16:17 kalder Jesus Peter for “Simon, Jonas’ søn”. (Se studienote til Mt 16:17). Ifølge nogle bibelforskere kan de græske former af navnene Johannes og Jonas blot være forskellige stavemåder af det samme hebraiske navn.

Nathanael: Kommer af det hebraiske navn der betyder “Gud har givet”. Sandsynligvis et andet navn for Bartholomæus, en af Jesus’ 12 apostle. (Mt 10:3) Bartholomæus, der betyder “søn af Tolmai”, var et patronym (dvs. et tilnavn dannet af farens navn). Der var ikke noget usædvanligt ved at Nathanael blev kaldt Bartholomæus, eller søn af Tolmai, for en anden mand blev blot kaldt Bartimæus, dvs. Timæus’ søn. (Mr 10:46) Når Matthæus, Markus og Lukas omtaler Bartholomæus, nævner de ham sammen med Filip. Når Johannes omtaler Nathanael, forbinder han ham ligeledes med Filip, og det er endnu et vidnesbyrd om at Bartholomæus og Nathanael er en og samme person. (Mt 10:3; Mr 3:18; Lu 6:14; Joh 1:45, 46) Det var ikke ualmindeligt at en person var kendt under mere end ét navn. – Joh 1:42.

Moses ... i Loven, og ... profeterne: Denne ordlyd leder tankerne hen på udtrykket “Loven og Profeterne”, der forekommer mange gange og i forskellige versioner i evangelierne. (Mt 5:17; 7:12; 11:13; 22:40; Lu 16:16) Her henviser “Loven” til de fem Mosebøger i Bibelen, og “profeterne” henviser til de profetiske bøger i De Hebraiske Skrifter. Når de to udtryk nævnes sammen, kan det betegne alle bøgerne i De Hebraiske Skrifter. De disciple der nævnes her, undersøgte tydeligvis ivrigt De Hebraiske Skrifter, og Filip kan have genkaldt sig passager som dem vi finder i 1Mo 3:15; 22:18; 49:10; 5Mo 18:18; Esa 9:6, 7; 11:1; Jer 33:15; Eze 34:23; Mik 5:2; Zak 6:12 og Mal 3:1. Faktisk er der flere bibelvers der indikerer at alle De Hebraiske Skrifter vidner om Jesus. – Lu 24:27, 44; Joh 5:39, 40; ApG 10:43; Åb 19:10.

Kan der komme noget godt fra Nazaret?: Det er den almindelige opfattelse at Nathanaels kommentar afspejlede det faktum at Nazaret var en ubetydelig landsby som selv folk i Galilæa så ned på. (Joh 21:2) Nazaret bliver ikke specifikt omtalt i De Hebraiske Skrifter og heller ikke af Josefus, men nabobyen Jafia (der lå mindre end 3 km SV for Nazaret) omtales i Jos 19:12 og af Josefus. Men det er ikke alle byer i Galilæa der bliver nævnt i De Hebraiske Skrifter eller af Josefus. Det er også værd at bemærke at evangelierne altid omtaler Nazaret som “en by” (græsk: polis), et udtryk der normalt betegner et befolkningsområde der er større end en landsby. (Mt 2:23; Lu 1:26; 2:4, 39; 4:29) Nazaret var omkranset af lave bjerge med udsigt ud over Esdrelonsletten (Jizreel). Der boede mange i området, og der lå en del større og mindre byer i nærheden. Den lå tæt på vigtige handelsruter, så indbyggerne har haft adgang til information om datidens sociale, religiøse og politiske aktiviteter. (Se også Lu 4:23). Nazaret havde også sin egen synagoge. (Lu 4:16) Så det lader til at den ikke bare var en ubetydelig landsby. Nathanaels udtalelse kan ganske enkelt være et udtryk for at han var overrasket over at Filip troede at en mand fra nabobyen Nazaret i Galilæa kunne være den lovede Messias, for Skrifterne havde forudsagt at Messias ville komme fra Betlehem i Juda. – Mik 5:2; Joh 7:42, 52.

en israelit som ikke har noget falsk i sig: Alle Jakobs efterkommere var israelitter, men Jesus henviste uden tvivl til mere end kødeligt slægtskab. Israel betyder “en der kæmper med (holder fast ved) Gud”, og Jakob fik dette navn efter at han havde kæmpet med en engel for at få en velsignelse. I modsætning til sin bror, Esau, værdsatte Jakob det der er helligt, og han var villig til at kæmpe af alle kræfter for at opnå Guds velvilje. (1Mo 32:22-28; He 12:16) Jesus’ ord til Nathanael indikerer at han ikke bare var israelit af fødsel, men også fordi han efterlignede sin forfar Jakob ved at have den samme stærke tro og holde fast ved det der havde med Guds vilje at gøre. Jesus’ ord (som kan være en reference til Sl 32:2) indikerer også at der ikke var noget hyklerisk eller bedragerisk ved Nathanael.

Du skal få større ting at se end det: Snart skulle Nathanael begynde at se disse ord gå i opfyldelse. Ved en bryllupsfest i sin hjemby Kana i Galilæa var Nathanael vidne til Jesus’ første mirakel, hvor han forvandlede vand til udsøgt vin. (Joh 2:1-11; 21:2) Sammen med de 11 andre der senere blev udnævnt som apostle, så Nathanael Jesus helbrede syge, uddrive dæmoner og endda oprejse nogle der var døde. Ud over at være vidne til disse ting fik Nathanael og de andre apostle selv kraft til at udføre mirakler og forkynde budskabet: “Himlenes rige er kommet nær.” – Mt 10:1-8.

som sandt er: Bogst.: “i sandhed, i sandhed”. Græsk: amen amen. På græsk bruges her en translitteration af det hebraiske amen, der betyder “lad det være sådan” eller “sikker”. Jesus brugte ofte udtrykket amen som indledning til en udtalelse, et løfte eller en profeti, og han understregede på den måde at det der fulgte efter, var sandt og pålideligt. Jesus’ brug af dette udtryk siges at være unik i religiøs litteratur. (Mt 5:18; Mr 3:28; Lu 4:24) Det er kun i Johannesevangeliet at udtrykket gentages (amen amen), og det er tilfældet i alle 25 forekomster. Når der i grundteksten står amen to gange lige efter hinanden, bliver det i denne oversættelse gengivet med “som sandt er”. Hele sætningen “Jeg siger jer som sandt er” kan også oversættes med: “Jeg forsikrer jer” eller “Jeg siger jer i sandhed”.

himlen: Det græske ord der er anvendt her, kan henvise til de fysiske himle, dvs. den himmel vi kan se, eller til de åndelige himle.

engle: Eller “sendebud”. Det græske ord aggelos og det tilsvarende hebraiske ord malakh forekommer næsten 400 gange i Bibelen. Begge ord betyder bogstaveligt “sendebud”. Når det drejer sig om sendebud fra åndeverdenen, oversættes ordene med “engle”, men når der klart er tale om mennesker, anvendes gengivelsen “sendebud”. Det fremgår som regel tydeligt af sammenhængen om der er tale om jordiske eller himmelske sendebud, men når teksten giver rum for begge dele, vil fodnoter ofte vise den alternative gengivelse. (1Mo 16:7; 32:3; Job 4:18, fdn.; 33:23, fdn.; Præ 5:6, fdn.; Esa 63:9, fdn.; Mt 1:20; Jak 2:25; Åb 22:8; se Ordforklaring). Når der i den symbolske Åbenbaringens Bog står “engel”, kan der dog i visse tilfælde være tale om et menneske. – Åb 2:1, 8, 12, 18; 3:1, 7, 14.

til Menneskesønnen: Eller “for at betjene Menneskesønnen”. Når Jesus talte om ‘engle der steg op og ned’, kan han have tænkt på det syn Jakob fik af engle der bevægede sig op og ned ad en trappe, eller stige (1Mo 28:12), noget der viser at englene udfører en betydningsfuld tjeneste mellem Gud og dem han godkender. Jesus’ ord viser også at de der fulgtes med ham, så vidnesbyrd om at Guds engle sørgede for ham, og at han i særlig grad mærkede sin Fars omsorg og ledelse.

Menneskesønnen: Se studienote til Mt 8:20.