Kedrondalen: Eller “Kedrons vinterbæk”. Kedrondalen, som kun nævnes her i De Kristne Græske Skrifter, adskiller Jerusalem fra Oliebjerget. Den løber fra N til S langs den østlige del af byen. Der er normalt ikke vand i Kedrondalen, ikke engang om vinteren, undtagen når der falder usædvanligt kraftig regn. Det græske ord cheimarros, der her er oversat med “dal”, betyder bogstaveligt “en vinterbæk”, dvs. en kraftig strøm af vand der kommer af voldsomme regnskyl om vinteren. Det græske ord bliver brugt mere end 80 gange i Septuaginta som en oversættelse af det hebraiske ord nachal, der også betyder “dal”, og som er det ord der bruges når Kedrondalen bliver omtalt i De Hebraiske Skrifter. (2Sa 15:23; 1Kg 2:37) De hebraiske og græske ord der her oversættes med “dal”, kan begge henvise til en bæk eller rivende strøm. (5Mo 10:7; Job 6:15; Esa 66:12; Eze 47:5) Men ofte henviser ordene til en dal hvor der på grund af regnskyl om vinteren, løber en flod igennem. (4Mo 34:5; Jos 13:9; 17:9; 1Sa 17:40; 1Kg 15:13; 2Kr 33:14; Ne 2:15; Høj 6:11) Begge ord bliver ofte oversat med “wadi”. – Se Ordforklaring: “Wadi”.

en gruppe soldater: Det græske ord speira der bliver brugt her, indikerer at der er tale om romerske soldater. Johannes er den eneste af de fire evangelieskribenter som nævner at der var romerske soldater til stede da Jesus blev arresteret. – Joh 18:12.

slog ud efter ypperstepræstens træl: Denne hændelse bliver beskrevet af alle fire evangelieskribenter, og deres beretninger supplerer hinanden. (Mt 26:51; Mr 14:47; Lu 22:50) Det er kun Lukas, “den elskede læge” (Kol 4:14), der nævner at Jesus “rørte ved trællens øre og helbredte ham”. (Lu 22:51) Johannes er den eneste evangelieskribent der nævner at det var Simon Peter der trak sværdet, og at trællen hvis øre blev hugget af, hed Malkus. Johannes var åbenbart den discipel der “var en bekendt af ypperstepræsten” og ypperstepræstens husstand. (Joh 18:15, 16) Så det er naturligt at hans evangelium nævner navnet på den mand der blev såret. At Johannes var en bekendt af ypperstepræstens husstand, fremgår også af Joh 18:26, hvor Johannes forklarer at den træl der beskyldte Peter for at være en discipel af Jesus, “var i familie med ham som Peter havde hugget øret af”.

drikke det bæger: I Bibelen bruges ordet “bæger” ofte som et symbol på Guds vilje for en person, eller den lod Gud har tildelt ham. (Sl 11:6; 16:5; 23:5) At “drikke det bæger” betyder her at underordne sig Guds vilje. I tilfældet med Jesus sigter ordet “bæger” til hans lidelser og død på grund af de falske anklager for blasfemi såvel som til hans opstandelse til udødeligt liv i himlen. – Se studienoter til Mt 20:22; 26:39.

kommandanten: Det græske ord chiliarchos (chiliark) betyder bogstaveligt “anfører for tusind mand”, dvs. soldater. Ordet sigter til en romersk kommandant. Der var seks kommandanter i hver legion. Legionen var dog ikke delt i seks enheder, men hver kommandant havde befalingen over hele legionen en sjettedel af tiden. En kommandant havde stor myndighed, og han kunne udnævne og indsætte officerer. Det græske ord kan også referere til højtstående militærfolk i bred forstand. Der fulgte en romersk kommandant med soldaterne da Jesus blev arresteret.

jødernes: Henviser åbenbart til jødiske myndighedspersoner eller religiøse ledere. – Se studienote til Joh 7:1.

De førte ham først til Annas: Johannes er den eneste der specifikt fortæller at Jesus blev ført til Annas, som var blevet udnævnt til ypperstepræst omkring år 6 eller 7 e.v.t. af Kvirinius, den romerske statholder i Syrien. Annas beklædte embedet indtil omkring år 15 e.v.t. Selvom Annas var blevet afsat af romerne og ikke længere sad inde med den officielle titel, er det tydeligt at han som tidligere ypperstepræst fortsatte med at udøve stor magt og indflydelse og havde en afgørende stemme i det jødiske hierarki. Fem af hans sønner beklædte ypperstepræsteembedet, og hans svigersøn Kajfas tjente som ypperstepræst fra omkring år 18 e.v.t. til omkring år 36 e.v.t., hvilket indbefattede det år, dvs. år 33 e.v.t., det mindeværdige år hvor Jesus blev henrettet. – Se studienote til Lu 3:2.

en anden discipel: Henviser åbenbart til apostlen Johannes. Det passer med Johannes’ karakteristiske stil, hvor han ikke nævner sig selv ved navn i sit evangelium. (Se studienoter til Joh 13:23; 19:26; 20:2; 21:7; 21:20). Og derudover optræder Johannes og Peter sammen i beretningen i Joh 20:2-8, som udspiller sig i tiden efter Jesus’ opstandelse. I Bibelen forklares der ikke hvordan Johannes, en discipel fra Galilæa, var blevet en bekendt af ypperstepræsten, men det var hans bekendtskab med ypperstepræstens husstand der gjorde det muligt for ham at komme forbi tjenestepigen som holdt vagt ved døren, og også at give adgang til Peter. – Joh 18:16.

trækul: Sort, porøst kul, som regel restproduktet ved en ufuldstændig forbrænding af træ. I fortiden blev trækul fremstillet ved at man dækkede en stabel træ med jord og lod den brænde langsomt over flere dage og kun tilførte netop så meget luft at de luftarter og dampe der strømmede ud fra det ophedede træ, kunne forbrændes. På denne måde fik man en forholdsvist ren form for kul. Det var en tidskrævende proces der skulle overvåges omhyggeligt, men trækul var godt brændsel der gav en stærk og stabil varme uden røgudvikling. I koldt vejr varmede man sig ved en åben trækulsild eller et kulbækken. (Esa 47:14; Jer 36:22) Fordi trækul afgiver en jævn varme uden flammer og røg, er det også velegnet til madlavning. – Joh 21:9.

En af de øverste præster: Dvs. Annas. – Se studienoter til Joh 18:13; ApG 4:6.

til ypperstepræsten Kajfas: Se Tillæg B12 for at se hvor Kajfas’ hus muligvis lå.

galede en hane: Se studienote til Mr 14:72.

statholderens residens: Se studienote til Mt 27:27.

tidligt om morgenen: Dvs. om morgenen den 14. nisan, den dag hvor Jesus blev ført for retten og slået ihjel. Påsken begyndte aftenen før, og som det fremgår af de andre evangelieberetninger, havde Jesus’ og hans apostle spist påskemåltidet aftenen forinden. (Mt 26:18-20; Mr 14:14-17; Lu 22:15) I dette vers må påskemåltidet derfor henvise til måltidet den 15. nisan, den første dag af de usyrnede brøds fest. På Jesus’ tid blev påsken (den 14. nisan) og de usyrnede brøds fest (den 15.-21. nisan) som fulgte efter, nogle gange omtalt under ét som “påske”. – Lu 22:1.

Er du jødernes konge?: Se studienote til Mt 27:11.

Mit rige er ikke en del af denne verden: Jesus svarede ikke direkte på spørgsmålet da Pilatus spurgte: “Hvad har du gjort?” (Joh 18:35) I stedet fokuserede han på det første spørgsmål Pilatus stillede: “Er du jødernes konge?” (Joh 18:33) I det korte svar Jesus gav, nævnte han Riget tre gange, det rige hvori han skulle indsættes som Konge. Med ordene om at hans rige ikke er “en del af denne verden”, gjorde Jesus det klart at Riget ikke havde en menneskelig oprindelse. Det stemmer overens med tidligere udtalelser der refererer til “himlenes rige” og “Guds rige”. (Mt 3:2; Mr 1:15) Jesus havde også sagt at hans disciple ikke var “en del af verden”, dvs. det uretfærdige menneskesamfund der har fjernet sig fra Gud og hans tjenere. (Joh 17:14, 16) Og tidligere på aftenen havde Jesus med det han sagde til Peter, vist at hans disciple ikke skulle kæmpe for at forsvare ham som de der støtter en jordisk konge, ville have gjort. – Mt 26:51, 52; Joh 18:11.

Du siger selv at jeg er en konge: Ved at svare som han gør, bekræfter Jesus at han er en konge. (Mt 27:11; se også studienoter til Mt 26:25, 64). Men Jesus’ kongedømme er anderledes end hvad Pilatus forestiller sig, for Jesus’ rige er “ikke en del af denne verden” og udgør derfor ikke en trussel mod Rom. – Joh 18:33-36.

vidne om: De græske ord der oversættes med “at vidne om” (martyreo) og “vidnesbyrd; vidne” (martyria; martys), har, som de bruges i De Kristne Græske Skrifter, en bred betydning. Disse beslægtede ord bruges om det at afgive en vidneforklaring om førstehåndsoplysninger eller om noget man personligt er blevet bekendt med, men de kan også indeholde tanken om at “erklære; bekræfte; tale godt om”. Jesus vidnede og forkyndte ikke kun om sandheder han var overbevist om, nej, han levede også på en måde der bekræftede at hans Fars profetiske ord og løfter er sande. (2Kt 1:20) Guds hensigt i forbindelse med Riget og dets messianske Hersker var blevet forudsagt i detaljer. Gennem hele Jesus’ liv på jorden, der kulminerede i hans offerdød, blev alle profetier om ham opfyldt, deriblandt de skygger, eller forbilleder, som Lovpagten indeholdt. (Kol 2:16, 17; He 10:1) Derfor kan det siges om Jesus at han i ord og handling ‘vidnede om sandheden’.

sandheden: Jesus refererede ikke til sandhed i al almindelighed, men til sandheden om Guds hensigt. En vigtig del af Guds hensigt er at Jesus, “Davids søn”, skal tjene som Ypperstepræst og Regent i Guds rige. (Mt 1:1) Jesus forklarede at hovedårsagen til at han skulle til menneskenes verden, hans liv på jorden og hans tjeneste var at han skulle forkynde sandheden om det rige. Englene forkyndte et lignende budskab i tiden før og omkring det tidspunkt da Jesus blev født i Betlehem i Judæa, den by hvor David blev født. – Lu 1:32, 33; 2:10-14.

Hvad er sandhed?: Pilatus’ spørgsmål drejer sig åbenbart ikke specifikt om den sandhed Jesus lige har talt om, men om sandhed generelt. (Joh 18:37) Hvis hans spørgsmål havde været oprigtigt, ville Jesus uden tvivl have besvaret det. Men Pilatus stiller det sikkert som et retorisk spørgsmål i skeptisk og kynisk mistro, som for at sige: “Sandhed? Hvad er det? Der findes ikke nogen sandhed!” Pilatus venter faktisk ikke engang på et svar, men går ud til jøderne.

plejer jeg at løslade en fange: Eller “har I den skik at jeg skal løslade en fange”. Skikken med at løslade en fange nævnes også i Mt 27:15 og Mr 15:6. Denne tradition var åbenbart af jødisk oprindelse. Selvom der i De Hebraiske Skrifter ikke nævnes noget om denne skik, lader det til at det på Jesus’ tid var blevet en almindelig praksis blandt jøderne. Det har ikke virket fremmed for romerne, for der er vidnesbyrd om at de løslod fanger for at stille folkemængden tilfreds.