Apostlenes Gerninger 7:1-60

7  Men ypperstepræsten sagde: “Er det sandt hvad de siger?” 2  Stefanus svarede: “Brødre og fædre, hør på mig. Herlighedens Gud viste sig for vores forfar Abraham mens han var i Mesopotamien, før han slog sig ned i Karan,+ 3  og han sagde til ham: ‘Forlad dit land og dine slægtninge, og kom til det land som jeg vil vise dig.’+ 4  Så forlod han kaldæernes land og slog sig ned i Karan. Og efter at hans far var død,+ fik Gud ham til at flytte derfra til det land hvor I nu bor.+ 5  Og dog gav han ham ikke nogen arv i det, nej, ikke engang et sted der var stort nok til at han kunne sætte sin fod på det, men Gud lovede at give hele landet til ham og hans efterkommere,+ selvom han endnu ikke havde noget barn.+ 6  Og Gud sagde til ham at hans efterkommere skulle være udlændinge i et land der ikke var deres, og at man ville gøre dem til slaver og mishandle dem i 400 år.+ 7  ‘Og den nation som de bliver slaver for, vil jeg dømme,’+ sagde Gud, ‘og derefter vil de rejse ud derfra og tilbede mig på dette sted.’+ 8  Han gav ham også omskærelsens pagt,+ og han blev far til Isak+ og omskar ham på den ottende dag,+ og Isak blev far til Jakob, og Jakob til de 12 familieoverhoveder. 9  Og familieoverhovederne blev jaloux på Josef+ og solgte ham til Egypten.+ Men Gud var med ham,+ 10  og han reddede ham ud af alle hans trængsler+ og sørgede for at Egyptens konge, Farao, syntes godt om ham og lagde mærke til hans visdom. Og Farao satte ham til at styre Egypten og hele sit hus.+ 11  Men der kom hungersnød i hele Egypten og Kanaan, ja, stor nød, og vores forfædre kunne ikke finde noget at spise.+ 12  Men Jakob hørte at der var mad* i Egypten, og han sendte vores forfædre afsted første gang.+ 13  Anden gang gav Josef sig til kende for sine brødre, og Farao hørte om Josefs familie.+ 14  Så sendte Josef bud og tilkaldte sin far, Jakob, og alle sine slægtninge fra Kanaan,+ i alt 75 personer.+ 15  Altså tog Jakob ned til Egypten,+ og han døde dér,+ og det gjorde vores forfædre også.+ 16  De blev båret til Sikem og lagt i den grav som Abraham havde købt af Hamors sønner i Sikem for en sum sølvpenge.+ 17  Da tiden nærmede sig hvor Gud ville opfylde sit løfte til Abraham, voksede folket i antal og blev stort i Egypten, 18  indtil der kom en anden konge over Egypten, en der ikke kendte noget til Josef.+ 19  Han udtænkte en snedig plan imod vores folk og tvang fædrene til at sætte deres spædbørn ud så de ikke kunne blive i live.+ 20  På det tidspunkt blev Moses født, og han var et ualmindeligt smukt barn. Han blev passet* i tre måneder i sin fars hus.+ 21  Men da han blev sat ud,+ tog Faraos datter ham til sig og opdragede ham som sin egen søn.+ 22  Moses blev altså oplært i al egypternes visdom. Og han var magtfuld i ord og handling.+ 23  Da han var fyldt 40 år, besluttede han at besøge* sine brødre, Israels folk.+ 24  Og da han så en af dem blive uretfærdigt behandlet, forsvarede han den mishandlede og hævnede ham ved at slå egypteren ihjel.+ 25  Han troede at hans brødre ville forstå at Gud brugte ham til at redde dem, men de forstod det ikke. 26  Næste dag dukkede han op mens to af dem var oppe at slås, og han prøvede at få dem til at slutte fred og sagde: ‘Mænd, I er brødre. Hvorfor mishandler I hinanden?’+ 27  Men den der mishandlede sin landsmand, skubbede ham væk og sagde: ‘Hvem har udnævnt dig til leder og dommer over os? 28  Du vil vel ikke slå mig ihjel, ligesom du slog egypteren ihjel i går?’+ 29  Da Moses hørte det, flygtede han og boede som udlænding i Midjans land, hvor han blev far til to sønner.+ 30  Efter at der var gået 40 år, viste en engel sig for ham i ørkenen ved Sinajs Bjerg i flammen fra en brændende tornebusk.+ 31  Moses blev meget forbløffet over synet. Men da han nærmede sig for at undersøge hvad det var, hørte han Jehovas stemme: 32  ‘Jeg er dine forfædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud.’+ Moses begyndte så at ryste og turde ikke undersøge det nærmere. 33  Jehova sagde til ham: ‘Tag dine sandaler af, for den jord du står på, er hellig.+ 34  Jeg har set mit folk i Egypten blive undertrykt, og jeg har hørt dem sukke og stønne,+ og jeg er kommet ned for at befri dem. Kom nu, jeg vil sende dig til Egypten.’+ 35  Den samme Moses som de nægtede at kendes ved da de sagde: ‘Hvem har udnævnt dig til leder og dommer?’,+ er netop ham Gud sendte+ som både leder og befrier gennem den engel der viste sig for ham i tornebusken. 36  Denne mand førte dem ud,+ og han gjorde undere og tegn i Egypten+ og ved Det Røde Hav+ og i ørkenen i 40 år.+ 37  Det er den Moses der sagde til Israels folk: ‘Gud vil blandt jeres brødre udvælge en profet som mig til jer.’+ 38  Han er den som var i menigheden i ørkenen sammen med den engel+ der talte til ham+ på Sinajs Bjerg, og sammen med vores forfædre, og han modtog levende hellige udtalelser som han skulle give til os.+ 39  Vores forfædre ville ikke adlyde ham men afviste ham,+ og i deres hjerte vendte de tilbage til Egypten,+ 40  og de sagde til Aron: ‘Lav os guder som kan gå foran os. For vi ved ikke hvad der er sket med ham Moses der førte os ud af Egypten.’+ 41  De lavede så en kalv i de dage og bragte et offer til afguden og glædede sig over det de havde skabt med deres hænder.+ 42  Så vendte Gud sig bort fra dem og overlod dem til at tilbede himlens hær,+ sådan som der står skrevet i Profeternes Bog: ‘Det var ikke mig I bragte forskellige ofre til i 40 år i ørkenen, vel, Israels hus? 43  Men det var Moloks telt+ og guden Raifans stjerne I bar, de figurer I lavede for at tilbede dem. Derfor vil jeg deportere jer til den anden side af Babylon.’+ 44  I ørkenen fik vores forfædre Vidnesbyrdets telt, sådan som Gud havde befalet Moses at lave det efter den model han havde vist ham da han talte til ham.+ 45  Og vores forfædre overtog det og bragte det sammen med Josva ind i det land der havde tilhørt nationerne,+ dem som Gud drev ud foran vores forfædre.+ Her blev det indtil Davids tid. 46  Han var elsket af Gud og bad om lov til at opføre* en bolig til Jakobs Gud.+ 47  Det blev dog Salomon der byggede et hus til ham.+ 48  Men Den Højeste bor ikke i huse der er bygget af mennesker.+ Det er som profeten siger: 49  ‘Himlen er min trone,+ og jorden er min fodskammel.+ Hvilken slags hus ville I bygge til mig, siger Jehova, eller hvor skulle mit hvilested være? 50  Har jeg ikke skabt alle disse ting?’+ 51  I er stædige, og jeres hjerter og ører er lukkede,+ og I modarbejder altid den hellige ånd. I gør ligesom jeres forfædre.+ 52  Hvem af profeterne har jeres forfædre ikke forfulgt?+ Ja, de dræbte dem der forudsagde at den retfærdige+ skulle komme, ham I nu har forrådt og myrdet,+ 53  I der modtog Loven sådan som den blev formidlet af engle,+ men ikke har holdt den.” 54  Da de hørte det, blev de rasende og begyndte at skære tænder ad ham.+ 55  Men fuld af hellig ånd stirrede han ind i himlen og så Guds herlighed og Jesus stå ved Guds højre hånd,+ 56  og han sagde: “Se! Jeg ser himlene åbne og Menneskesønnen+ stå ved Guds højre hånd.”+ 57  Så råbte de højt og holdt sig for ørerne og kastede sig alle sammen over ham. 58  Efter at have jaget ham uden for byen stenede de ham.+ Vidnerne+ lagde deres yderklæder ved fødderne af en ung mand der hed Saulus.+ 59  Mens de stenede Stefanus, sagde han indtrængende: “Herre Jesus, tag imod min ånd.” 60  Så faldt han på knæ og råbte med høj røst: “Jehova, kræv dem ikke til regnskab for denne synd.”+ Og efter at have sagt det sov han ind i døden.

Fodnoter

^ Eller “korn”.
^ Eller “opfostret”.
^ Eller “se til”.
^ Eller “finde”.

Studienoter

ypperstepræsten: Dvs. Kajfas. – Se studienote til ApG 4:6.

Forlad dit land: Da Stefanus stod foran Sanhedrinet, sagde han at Abraham fik denne befaling da “herlighedens Gud viste sig for vores forfar Abraham mens han var i Mesopotamien, før han slog sig ned i Karan”. (ApG 7:2) Abraham (der tidligere hed Abram) kom oprindeligt fra den kaldæiske by Ur. Som Stefanus’ udtalelse indikerede, var det åbenbart dér Abraham første gang fik besked på at forlade sit land. (1Mo 11:28, 29, 31; 15:7; 17:5; Ne 9:7) Beretningen i 1Mo 11:31 – 12:3 kan dog give det indtryk at denne befaling først blev givet efter at Abrahams far, Tera, var død, og Abraham midlertidigt havde slået sig ned i Karan. Men set i lyset af denne beretning, samt det Stefanus siger her, er det logisk at slutte at Jehova gav denne befaling mens Abraham stadig boede i Ur, og gentog den mens han boede i Karan.

Gud: Bogst.: “han”, henviser til “herlighedens Gud” i vers 2.

efterkommere: Eller “afkom”.

efterkommere: Eller “afkom”.

mishandle dem i 400 år: I 1Mo 15:13, som der citeres fra her, siger Gud til Abram (Abraham) at hans efterkommere vil blive gjort til slaver og mishandlet i 400 år. Denne tidsperiode sluttede da Jehova befriede israelitterne fra slaveriet i Egypten den 14. nisan 1513 f.v.t., så den må være begyndt i 1913 f.v.t. Bibelkronologien viser at det var i det år at Abrahams søn Isak – der var omkring fem år gammel på det tidspunkt – begyndte at blive hånet og mishandlet af Ismael, der var hans halvbror. Ismael var blevet født ca. 19 år tidligere af Sarajs (Saras) egyptiske tjenestepige Hagar. Ismael har måske chikaneret sin yngre bror fordi Isak skulle have den førstefødtes arv selvom Ismael var født først. (1Mo 16:1-4; 21:8-10) Paulus omtalte senere Ismaels behandling af Isak som forfølgelse. (Ga 4:29) Det var åbenbart alvorligt nok til at Jehova godkendte Saras krav om at Abraham skulle jage Ismael og hans mor væk. (1Mo 21:11-13) Så Isak var den første af Abrahams efterkommere der mærkede den forudsagte mishandling. Således markerede denne hændelse, der omhyggeligt beskrives i Bibelen, begyndelsen til de forudsagte 400 år med mishandling, som først ville få sin afslutning ved udfrielsen fra Egypten.

tilbede: Eller “udføre hellig tjeneste for”. Det græske udsagnsord latreuo har grundbetydningen “at tjene”, men kan i nogle sammenhænge oversættes med “at tilbede”. Anden del af verset leder tankerne hen på 2Mo 3:12, hvor det tilsvarende hebraiske udsagnsord kan gengives med “tjene” eller “tilbede”. (2Mo 3:12, fdn.) I Bibelens sprogbrug refererer det græske ord latreuo almindeligvis til at tjene Gud, eller til at udføre tjeneste i forbindelse med tilbedelsen af Gud (Mt 4:10; Lu 1:74; 2:37; 4:8; Ro 1:9; Flp 3:3; 2Ti 1:3; He 9:14; 12:28; Åb 7:15; 22:3), for eksempel i helligdommen eller i templet (He 8:5; 9:9; 10:2; 13:10). I nogle få tilfælde bruges det i forbindelse med falsk tilbedelse – om det at tjene eller tilbede noget der er skabt. – ApG 7:42; Ro 1:25.

omskærelsens pagt: Dvs. en pagt som medførte at Abraham og alle hans mandlige efterkommere skulle omskæres.

og Isak blev far til Jakob: Den græske tekst gentager ikke nogen af de to foregående udsagnsord “blev far til” og “omskar”. Derfor kan enten det første, det andet eller begge udsagnsord gentages i den sidste del af verset. Så det er altså også muligt at gengive den del af verset således: “Og Isak gjorde det samme ved [dvs. omskar] Jakob, og Jakob ved de 12 familieoverhoveder.”

familieoverhoveder: Eller “patriarker”. Det græske ord patriarches forekommer fire gange i De Kristne Græske Skrifter. Her sigter det til Jakobs 12 sønner (1Mo 35:23-26), og i grundteksten bruges det også i forbindelse med David (ApG 2:29) og Abraham (He 7:4).

i alt 75 personer: Stefanus citerer sandsynligvis ikke fra et bestemt vers i De Hebraiske Skrifter da han siger at antallet af Jakobs familiemedlemmer i Egypten i alt var på 75. Dette tal findes ikke i den masoretiske tekst af De Hebraiske Skrifter. I 1Mo 46:26 står der: “Alle der nedstammede fra Jakob, og som kom til Egypten sammen med ham, udgjorde 66, foruden Jakobs svigerdøtre.” Vers 27 fortsætter: “Jakobs husstand som kom til Egypten, udgjorde i alt 70.” Antallet af personer tælles her på to forskellige måder – det første tal indbefatter åbenbart kun Jakobs direkte efterkommere, og det andet tal oplyser hvor mange der i alt kom til Egypten. Antallet af Jakobs efterkommere findes også i 2Mo 1:5 og 5Mo 10:22, hvor tallet “70” optræder. Det ser ud til at Stefanus nævner et tredje tal der indbefatter flere af Jakobs øvrige familie. Nogle mener at der kan være tale om sønner og sønnesønner af Josefs sønner Manasse og Efraim, der omtales i 1Mo 46:20 ifølge Septuaginta. Andre mener at der kan være tale om Jakobs sønners koner, der ikke er regnet med i det tal vi finder i 1Mo 46:26. Så tallet “75” kan være det samlede antal. Dette tal kan dog være baseret på afskrifter af De Hebraiske Skrifter der cirkulerede i det første århundrede e.v.t. I mange år har bibelforskere vidst at der i 1Mo 46:27 og 2Mo 1:5 i den græske Septuaginta stod tallet “75”. Desuden fandt man i det 20. århundrede to fragmenter af Dødehavsrullerne med den hebraiske tekst af 2Mo 1:5, og der står tallet “75” også. Det tal Stefanus oplyser, kan være baseret på en af disse gamle tekster. Uanset hvordan det forholder sig, er det tal Stefanus nævner, blot en anden måde at tælle det samlede antal af Jakobs efterkommere på.

personer: Eller “sjæle”. Det græske ord psyche, der traditionelt oversættes med “sjæl”, refererer her til et levende menneske. – Se Ordforklaring: “Sjæl” og Tillæg A2.

ualmindeligt smukt: Eller “guddommeligt smuk”. Det græske udtryk der anvendes her, betyder bogstaveligt “smuk for Gud”. Dette udtryk afspejler et semitisk idiom der henviser til noget der er ekstraordinært. I denne sammenhæng kan det indeholde tanken om både at være “usædvanligt smuk” og at være “smuk i Guds øjne”. (Se også 2Mo 2:2). Nogle bibelforskere mener at udtrykket ikke alene sigter til en persons udseende, men også til de egenskaber Gud kan se hos et menneske. En lignende konstruktion findes i Jon 3:3, hvor der, ifølge en bogstavelig gengivelse af den hebraiske tekst, står at Nineve var “en stor by for Gud”, et udtryk der giver billedet af “en meget stor by”. – Andre eksempler findes i 1Mo 23:6, fdn.; Sl 36:6, fdn.

oplært i al egypternes visdom: Stefanus’ tale foran Sanhedrinet indeholder flere fakta angående den jødiske historie som ikke findes i De Hebraiske Skrifter. Det er for eksempel kun Stefanus der omtaler den uddannelse Moses fik i Egypten. Læs om flere eksempler på detaljer i Stefanus’ tale der ikke er taget med i De Hebraiske Skrifter, i studienoter til ApG 7:23, 30, 53.

Da han var fyldt 40 år: Stefanus’ tale foran Sanhedrinet indeholder flere fakta angående den jødiske historie som ikke findes i De Hebraiske Skrifter. For eksempel fortæller Stefanus at Moses var 40 år gammel da han flygtede fra Egypten. Læs om flere eksempler på detaljer i Stefanus’ tale der ikke er taget med i De Hebraiske Skrifter, i studienoter til ApG 7:22, 30, 53.

besluttede han: Eller “opkom det i hans hjerte”. Dette græske udtryk afspejler et hebraisk idiom. – Se også Esa 65:17; Jer 3:16.

Israels folk: Eller “israelitterne”. Bogst.: “Israels sønner”. – Se Ordforklaring: “Israel”.

40 år: I De Hebraiske Skrifter står der ikke specifikt hvor mange år Moses var i Midjan. Men her giver Stefanus os nogle oplysninger om den jødiske historie der ikke tidligere var taget med i Skrifterne. Han fortæller at Moses var 40 år da han flygtede til Midjan (2Mo 2:11; ApG 7:23), og at han blev der indtil en periode på yderligere 40 år var gået eller nærmede sig sin afslutning. Så den tidsperiode der refereres til her, strækker sig sandsynligvis fra 1553 til 1513 f.v.t. Stefanus’ udtalelse stemmer overens med at Moses var 80 år gammel da han talte til Farao (2Mo 7:7) og førte Israels folk ud af Egypten. Den harmonerer også med at der står at Moses var 120 år da han døde efter at have tilbragt 40 år i ørkenen. – 5Mo 34:7; ApG 7:36.

en engel: Stefanus henviser her til beretningen i 2Mo 3:2, hvor der i den oprindelige hebraiske tekst står “Jehovas engel”. I de fleste græske håndskrifter står der her “en engel”, men nogle få håndskrifter og oversættelser fra oldtiden til andre sprog har en ordlyd der kan gengives med “en Herrens [eller “Jehovas”] engel”. Nogle oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk (benævnt som J7, 8, 10-12, 14-17, 28 i Tillæg C4) anvender her tetragrammet så der således står “Jehovas engel”.

Jehovas stemme: Denne del af Stefanus’ tale (ApG 7:30-33) er en reference til beretningen i 2Mo 3:2-10. I vers 4 råber “Jehova” til Moses gennem en engel, og i vers 6 siger “Jehova” det der er citeret i ApG 7:32. Udtrykket “Jehovas stemme” forekommer ofte i De Hebraiske Skrifter, hvor det hebraiske ord for “stemme” står sammen med tetragrammet. (Nogle eksempler findes i 1Mo 3:8; 2Mo 15:26; 5Mo 5:25; 8:20; 15:5; 18:16; 26:14; 27:10; 28:1, 62; Jos 5:6; 1Sa 12:15; 1Kg 20:36; Sl 106:25; Esa 30:31; Jer 3:25; Da 9:10; Zak 6:15). Det er værd at bemærke at når udtrykket “Jehovas stemme” forekommer i 5Mo 26:14; 27:10; 28:1, 62 i et fragment af Septuaginta (i samlingen Papyrus Fouad Inv. 266) fra det første århundrede f.v.t., står Guds navn skrevet med hebraisk kvadratskrift midt i den græske tekst. Grundene til at Ny Verden-Oversættelsen bruger udtrykket “Jehovas stemme” i hovedteksten selvom der i eksisterende græske håndskrifter står “Herrens stemme” i ApG 7:31, bliver forklaret i Tillæg C1 og C3 introduktion; ApG 7:31.

Jehova sagde til ham: Den passage Stefanus henviser til, er den vi i dag finder i 2Mo 3:2-10, hvor sammenhængen tydeligt viser at det er Jehova der taler gennem en engel. Selvom det meste af indholdet af dette vers er taget fra 2Mo 3:5, kan man se en tilsvarende indledning i den oprindelige hebraiske tekst i 2Mo 3:7, hvor der bogstaveligt står: “Og Jehova sagde.” – Se Tillæg C3 introduktion; ApG 7:33.

befrier: Eller “løskøber”. Det græske ord lytrotes kommer af udsagnsordet lytroomai, der betyder “at udfri; at købe fri”. Det er også beslægtet med navneordet lytron, der betyder “løsesum”. (Se studienote til Mt 20:28). Udsagnsformen anvendes i forbindelse med udfrielsen gennem Jesus Kristus (Lu 24:21; Tit 2:14, fdn.; 1Pe 1:18, fdn.), der som forudsagt skulle være en profet som Moses (5Mo 18:15; ApG 7:37). Så ligesom Moses udfriede israelitterne fra Egypten, er Jesus Kristus den der vil udfri hele menneskeheden gennem løskøbelsen.

gjorde undere: Eller “gav varsler”. – Se studienote til ApG 2:19.

i 40 år: Disse 40 år strækker sig fra 1513 f.v.t., tidspunktet for udfrielsen fra Egypten, til 1473 f.v.t. da israelitterne gik ind i det lovede land. Både før og i løbet af disse 40 år gjorde Moses undere og tegn. Et eksempel er da Moses vendte tilbage til Egypten og først gjorde tegn foran alle israelitternes ældste. (2Mo 4:30, 31) Derefter, i tiden op til udfrielsen fra Egypten, blev der gjort store undere og tegn gennem Moses foran Farao og alle egypterne. Senere spillede han en vigtig rolle da Farao og hans hær blev tilintetgjort i Det Røde Hav. (2Mo 14:21-31; 15:4; 5Mo 11:2-4) Et af de mest bemærkelsesværdige tegn man forbinder med Moses, var den daglige forsyning af manna i ørkenen. Dette mirakel varede ved i 40 år indtil folket begyndte at spise af afgrøderne fra Kanaans land, i begyndelsen af året 1473 f.v.t. – 2Mo 16:35; Jos 5:10-12.

Israels folk: Eller “israelitterne”. Bogst.: “Israels sønner”. – Se Ordforklaring: “Israel”.

Gud: I dette citat fra 5Mo 18:15 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst, hvor der står “Jehova jeres Gud”. Stefanus’ citat er en anelse forkortet; han anvender kun ordet for “Gud”. Peter citerer det samme vers i ApG 3:22, men anvender hele udtrykket “Jehova jeres Gud”. (Se studienote til ApG 3:22). I nogle oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk forekommer Guds navn her, og derfor står der “Jehova jeres Gud” (J7, 8, 10-17) eller “Jehova Gud” (J28). (Se Tillæg C4). I nogle få græske håndskrifter findes også en ordlyd der kan gengives med “Herren Gud” eller, af samme grunde som behandles i Tillæg C, “Jehova Gud”. Men i langt de fleste græske håndskrifter og oversættelser fra oldtiden til andre sprog står der ganske enkelt “Gud”.

menigheden i ørkenen: Her bliver israelitterne, der blev kaldt ud af Egypten, omtalt som en ‘menighed’. I De Hebraiske Skrifter kommer det hebraiske ord qahal, der almindeligvis oversættes med “menighed” i Ny Verden-Oversættelsen, af et rodord der betyder “at kalde sammen; at træde sammen”. (4Mo 20:8; 5Mo 4:10) Dette ord anvendes ofte til at beskrive israelitterne som et hele, for eksempel i udtryk som “Israels menighed” (3Mo 16:17; Jos 8:35; 1Kg 8:14), “den sande Guds menighed” (Ne 13:1) og “Jehovas menighed” (4Mo 20:4; 5Mo 23:2, 3; 1Kr 28:8; Mik 2:5). I Septuaginta er det hebraiske ord qahal ofte gengivet med det græske ord ekklesia (eksempelvis i Sl 22:22 [21:23, LXX]), som er det ord der oversættes med “menighed” i De Kristne Græske Skrifter. – Se studienoter til Mt 16:18; ApG 5:11.

Vidnesbyrdets telt: I Septuaginta, som måske har påvirket Lukas’ ordvalg i dette vers, bliver disse ord anvendt som en gengivelse af det hebraiske udtryk for “mødeteltet”. (2Mo 27:21; 28:43; 4Mo 1:1) Under israelitternes ørkenvandring var det i dette telt at pagtens ark, med dens primære indhold, “Vidnesbyrdets to tavler”, blev opbevaret. Når ordet “Vidnesbyrdet” forekommer i sådanne sammenhænge, sigter det som regel til De Ti Bud der var skrevet på stentavler. (2Mo 25:16, 21, 22; 31:18; 32:15) Det hebraiske udtryk for “vidnesbyrd” kan også gengives med “en påmindelse; noget man skal huske”. Arken tjente som et helligt arkiv til opbevaring af hellige påmindelser, eller vidnesbyrd. – Se Ordforklaring: “Pagtens ark” og “Allerhelligste, Det”.

den model: Eller “det mønster; det eksempel”. Det græske ord typos, der anvendes her, har samme betydning i He 8:5 og i 2Mo 25:40 ifølge Septuaginta.

Josva: Her er der tale om lederen af Israels folk der førte israelitterne ind i det lovede land. (5Mo 3:28; 31:7; Jos 1:1, 2) Det hebraiske navn Jehoshua og den forkortede form Josva betyder “Jehova er frelse”. Lukas anvender her den græske form Iesous. Den latinske udgave er Jesus (Iesus). (Se Tillæg A4). Det var et udbredt navn blandt jøderne på Bibelens tid. I De Kristne Græske Skrifter er der omtalt fire personer ved navn Iesous: Josva, Nuns søn, Moses’ efterfølger (ApG 7:45; He 4:8); en forfar til Jesus Kristus (Lu 3:29); Jesus Kristus selv (Mt 1:21) og en kristen, der åbenbart var jødisk, og som var en af Paulus’ medarbejdere (Kol 4:11). Josefus nævner flere der havde dette navn, ud over dem der tales om i Bibelen.

i huse der er bygget af mennesker: Eller “på steder (i ting) gjort med hænder”. I grundteksten forekommer det græske ord cheiropoietos også i ApG 17:24 (“bygget af mennesker”), i He 9:11 (“frembragt af hænder”) og i He 9:24 (“bygget med hænder”).

Jehova: I dette citat fra Esa 66:1 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. Ordene siger Jehova svarer til ordene i begyndelsen af Esa 66:1 (“Hør hvad Jehova siger”) og også til det der står midt i det efterfølgende vers (“erklærer Jehova”). – Esa 66:2; se Tillæg C.

stædige: Bogst.: “stivnakkede”. Det græske ord der er brugt her, forekommer kun én gang i De Kristne Græske Skrifter, men det anvendes nogle få gange i Septuaginta som en gengivelse af et hebraisk udtryk med en lignende betydning. – 2Mo 33:3, 5, fdn.; 34:9, fdn.; 5Mo 9:6, fdn.; Ord 29:1, fdn.

og jeres hjerter og ører er lukkede: Bogst.: “og uomskårne på hjerter og ører”. Dette billedlige udtryk der betegner en der er stædig og uimodtagelig, har sin baggrund i De Hebraiske Skrifter. (3Mo 26:41, fdn.; Jer 9:25, 26; Eze 44:7, 9) I Jer 6:10 (fdn.) er sætningen der bogstaveligt lyder “deres øre er uomskåret”, oversat med “deres ører er lukkede”. Så hjerter og ører der ikke er lydhøre og modtagelige over for Guds vejledning, bliver omtalt som uomskårne.

formidlet af engle: Stefanus’ tale foran Sanhedrinet indeholder flere fakta angående den jødiske historie som ikke findes i De Hebraiske Skrifter. Ét eksempel er den rolle engle spillede i forbindelse med at Moseloven blev givet. (Ga 3:19; He 2:1, 2) Læs om flere eksempler på detaljer i Stefanus’ tale der ikke er taget med i De Hebraiske Skrifter, i studienoter til ApG 7:22, 23, 30.

blev de rasende: Eller “følte de sig ramt i deres inderste”. Det græske udtryk forekommer kun her og i ApG 5:33. Det betyder bogstaveligt “at blive gennemsavet”, men begge gange anvendes det i overført betydning til at beskrive en stærk følelsesmæssig reaktion.

skære tænder: Udtrykket kan indeholde tanken om angst, fortvivlelse og vrede, måske sammen med bitre ord og voldelige handlinger. I denne sammenhæng sigter det tydeligvis til at være fyldt af raseri. – Job 16:9; se studienote til Mt 8:12.

Jesus stå ved Guds højre hånd: Stefanus var den første der vidnede om at han havde set Jesus i himlen stående ved Guds højre hånd, som forudsagt i Sl 110:1. Man tillagde den højre hånd stor symbolsk betydning. At være ved en herskers højre hånd betød at man var den næstmest betydningsfulde person, kun overgået af herskeren selv (Ro 8:34; 1Pe 3:22), eller at man havde herskerens velvilje. – Se studienoter til Mt 25:33; Mr 10:37; Lu 22:69.

Saulus: Betyder “spurgt [Gud] om; anmodet [Gud] om”. Saul, eller Saulus, der også er kendt under sit romerske navn Paulus, hørte til “Benjamins stamme” og var “hebræer, født af hebræere”. (Flp 3:5) Saulus var romersk borger af fødsel (ApG 22:28), og det er derfor logisk at hans jødiske forældre gav ham det romerske navn Paulus, der betyder “lille”. Sandsynligvis havde han begge navne lige fra han var barn. Der kan være flere grunde til at hans forældre gav ham navnet Saulus. Navnet Saul havde en særlig betydning blandt benjaminitter fordi den første konge over hele Israel var benjaminit og hed Saul. (1Sa 9:2; 10:1; ApG 13:21) Det kan dog også være at hans forældre kaldte ham Saulus på grund af det som navnet betød. En mulighed er også at hans far hed Saul, og at sønnen blev opkaldt efter sin far, som det var skik og brug. (Se også Lu 1:59). Uanset hvad grunden var, ville Saulus bruge sit hebraiske navn når han var blandt sine landsmænd, og især da han studerede til farisæer og levede som farisæer. (ApG 22:3) Og i mere end et årti efter at han var blevet kristen, ser det ud til at han mest var kendt under sit hebraiske navn. – ApG 11:25, 30; 12:25; 13:1, 2, 9.

sagde han indtrængende: “Herre Jesus: Som der står i vers 55 og 56, havde Stefanus i et syn set “himlene åbne og Menneskesønnen stå ved Guds højre hånd”. Så Stefanus skelnede klart mellem Jesus og Jehova. Stefanus vidste at Jesus havde fået bemyndigelse af Jehova til at oprejse de døde. Det ville derfor være naturligt for Stefanus at tale direkte til Jesus, som han havde set i synet, og bede ham om at bevare hans ånd, eller livskraft. (Joh 5:27-29) Stefanus tiltalte Jesus med ordene “Herre Jesus [græsk: Kyrie Iesou]”. I De Kristne Græske Skrifter kan Kyrios referere både til Jehova Gud og til Jesus Kristus, men i dette tilfælde kan man se ud af sammenhængen at der er tale om Jesus. Det græske ord der her er oversat med “sagde han indtrængende”, er ikke det udtryk der i De Kristne Græske Skrifter almindeligvis bruges for “at bede”, men i mange bibeloversættelser er det gengivet med “bad”, hvilket giver det indtryk at Stefanus bad direkte til Jesus. Men mange pålidelige opslagsværker forklarer at det græske ord der anvendes her (epikaleo), betyder “at påkalde; at anråbe; at appellere til en højere myndighed”, og det gengives ofte på den måde. (ApG 2:21; 9:14; Ro 10:13; 2Ti 2:22) Det samme ord forekommer i passagen hvor Paulus erklærer: “Jeg appellerer til kejseren!” (ApG 25:11) Der er derfor ingen grund til at drage den slutning at Stefanus bad direkte til Jesus. Grunden er snarere den at Stefanus, fordi han havde fået det føromtalte syn, følte sig fri til at komme med denne anmodning til Jesus. – Se studienote til ApG 7:60.

Jehova: I eksisterende græske håndskrifter står der her ordet “Herre” (Kyrios). I De Kristne Græske Skrifter sigter denne titel ofte til Jehova Gud eller til Jesus Kristus, alt efter sammenhængen. I dette tilfælde er der åbenbart tale om Jehova Gud af følgende grunde: Stefanus’ ord minder meget om det Jesus sagde til sin Far i Lu 23:34: “Far, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.” I Lukas’ gengivelse af Stefanus’ tale, som vi finder i ApG 7:2-53, forekommer ordet Kyrios tre gange. I alle tre tilfælde er det citater fra eller referencer til De Hebraiske Skrifter der helt tydeligt henviser til Gud. (Se studienoter til ApG 7:31, 33, 49). Mange bibelkommentatorer og oversættere er enige om at Kyrios i disse tilfælde henviser til Jehova. (Se Tillæg C). Ordet Kyrios forekommer også i ApG 7:59, men her siger Stefanus specifikt “Herre Jesus”. Denne udtalelse betyder dog ikke, som nogle hævder, at Jesus er den der bliver tiltalt med Kyrios i ApG 7:60. Der er et naturligt ophold mellem det Stefanus siger i vers 59, og det han siger i vers 60. Stefanus havde stået op, så da han falder på knæ foran sine fjender, er det sikkert for at henvende sig til Jehova i bøn. (Se også Lu 22:41; ApG 9:40; 20:36; 21:5, hvor det at knæle er forbundet med bøn til Gud). Det ser derfor ud til at Stefanus’ sidste ord var en bøn rettet til den almægtige Gud, Jehova. Derudover står der i ApG 7:56 at Stefanus så “himlene åbne og Menneskesønnen stå ved Guds højre hånd”, så det er forståeligt nok at han henvendte sig til Jesus i vers 59 og så til Jehova i vers 60. Nogle hebraiske oversættelser af De Kristne Græske Skrifter (benævnt som J17, 18, 22, 23 i Tillæg C4) anvender tetragrammet her i vers 60, men ikke i vers 59 i deres gengivelse af udtrykket “Herre Jesus”. – Se Tillæg C3 introduktion; ApG 7:60.

sov han ind i døden: I Bibelen bruges udtrykket “at sove” både om bogstavelig søvn (Mt 28:13; Lu 22:45; Joh 11:12; ApG 12:6) og om dødens søvn (Joh 11:11; ApG 7:60; 13:36; 1Kt 7:39; 15:6, 51; 2Pe 3:4). Når udtrykket bruges om døden, gengiver oversættere det ofte med ‘at sove i døden’ eller simpelthen at vedkommende døde, så læserne ikke tager fejl af hvad der menes. I Bibelen sigter ordet “søvn” i overført betydning til dem der er døde på grund af synden og døden, der er nedarvet fra Adam. – Se studienoter til Mr 5:39; Joh 11:11.

Medieindhold

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF BIBELEN (STUDIEUDGAVE)
Apostlenes Gerninger 7
Dansk
Læs Bibelen online
https://cms-imgp.jw-cdn.org/img/p/1001070103/univ/art/1001070103_univ_sqr_xl.jpg
nwtsty