Gå direkte til indholdet

UNGE SPØRGER

Skal jeg slå op med min kæreste? (2. del)

Skal jeg slå op med min kæreste? (2. del)

 Først må du finde ud af hvor og hvornår det vil være bedst at sige det. Hvad skal du tænke på?

 Ja, hvordan ville du gerne behandles? (Mattæus 7:12) Ville du bryde dig om at få nyheden overbragt når der var andre til stede? Sikkert ikke.

 Medmindre omstændighederne gør det tilrådeligt, vil det være bedst ikke at afslutte forholdet ved at indtale en besked på en telefonsvarer eller ved at sende en sms eller en e-mail. Vælg i stedet for et tidspunkt og nogle omgivelser der vil give jer mulighed for at tale dette alvorlige spørgsmål igennem.

 Hvad skal du så sige når tiden er inde til det? Apostlen Paulus tilskyndede kristne til at ‘tale sandhed’ med hinanden. – Efeserne 4:25.

 Det bedste er derfor at være taktfuld, men samtidig bestemt. Fortæl klart og tydeligt hvorfor du føler at forholdet ikke vil kunne fungere for dig.

 Du behøver ikke at remse en alenlang liste af fejl op eller at bombardere din kæreste med kritik. I stedet for at sige “du gør ikke” det og det, eller “du gør aldrig” det og det, vil det være bedre at du formulerer dig på en måde så du får fortalt hvordan du føler – “jeg har brug for en der ...” eller “jeg føler at vi må holde op med at komme sammen fordi ...”

 Det er ikke tiden til at være blødsøden eller at give efter for en andens mening. Husk at der er en alvorlig grund til at du har valgt at slå op. Vær derfor på vagt hvis din kæreste prøver at manipulere med dig for at få dig til at ændre mening. “Da jeg havde gjort det forbi,” fortæller en ung kvinde ved navn Lori, “begyndte min ekskæreste at spille deprimeret hele tiden. Jeg tror han gjorde det for at jeg skulle få ondt af ham. Jeg havde det også rigtig dårligt med det. Men jeg lod ikke hans reaktion rokke ved min beslutning.” Ligesom Lori må du vide hvad du vil. Hold fast ved din afgørelse. Lad dit nej betyde nej. – Jakob 5:12.