Gå direkte til indholdet

Hvorfor vil mine forældre ikke lade mig have det sjovt?

Hvorfor vil mine forældre ikke lade mig have det sjovt?

Forestil dig følgende:

Du vil gerne til en fest, men du er ikke sikker på at dine forældre vil give dig lov. Hvilken mulighed vælger du?

  1.  SPØRG IKKE – TAG BARE AF STED

  2.  SPØRG IKKE – TAG IKKE AF STED

  3.  SPØRG – OG SE HVAD DER SKER

 1. SPØRG IKKE – TAG BARE AF STED

 Hvorfor du måske overvejer denne mulighed: Du vil gerne imponere dine venner og vise dem hvor selvstændig du er. Du føler at du ved bedre end dine forældre, eller du har ikke særlig stor respekt for deres dømmekraft. – Ordsprogene 14:18.

 Konsekvenserne: Dine venner vil måske blive imponeret, men de vil også finde ud af at du ikke altid er til at stole på. Hvis du går bag dine forældres ryg, vil du måske gøre det samme over for dine venner. Hvis dine forældre opdager det, vil de blive såret og føle sig svigtet, og de vil sikkert pålægge dig nogle restriktioner! – Ordsprogene 12:15.

 2. SPØRG IKKE – TAG IKKE AF STED

 Hvorfor du måske overvejer denne mulighed: Du tænker over tilbuddet og når frem til at det der skal foregå, ikke kan forenes med dine principper, eller at nogle af de inviterede ikke er godt selskab. (1 Korinther 15:33; Filipperne 4:8) Men måske ville du egentlig gerne med – du tør bare ikke spørge dine forældre.

 Konsekvenserne: Hvis du ikke tager med fordi du ved at det er en dårlig idé, vil du virke mere overbevisende når du svarer dine venner. Men hvis grunden til at du ikke tager med, simpelt hen er at du ikke tør spørge dine forældre, ender du måske med at sidde derhjemme og have ondt af dig selv fordi du føler at du er den eneste der ikke har det sjovt.

 3. SPØRG – OG SE HVAD DER SKER

 Hvorfor du måske overvejer denne mulighed: Du anerkender dine forældres myndighed over dig og respekterer deres dømmekraft. (Kolossenserne 3:20) Du elsker dine forældre og ønsker ikke at såre dem ved at gå bag deres ryg og tage af sted. (Ordsprogene 10:1) Du har også en chance for at fortælle hvad du mener.

 Konsekvenserne: Dine forældre kan mærke at du elsker og respekterer dem. Og hvis de synes at det du gerne vil, er fornuftigt, siger de måske ja.

Hvorfor forældre nogle gange siger nej

Ligesom livreddere på stranden har dine forældre et bedre overblik og kan få øje på farlige situationer

 En af grundene kan illustreres sådan her: Hvis du havde valget, ville du sikkert foretrække at svømme ved en strand der overvåges af livreddere. Hvorfor? Fordi det er meget begrænset hvor opmærksom du selv er på farer mens du har det sjovt ude i vandet. Livredderne har et bedre overblik og kan spotte farlige situationer. Dine forældres større viden og erfaring gør også at de kan være opmærksomme på farer som du ikke selv ser. Ligesom det gælder for livredderne på stranden, vil dine forældre ikke hindre dig i at have det sjovt, men hjælpe dig til at undgå farer som kunne spolere din glæde ved livet.

 Her er en anden grund: Dine forældre har et stærkt ønske om at beskytte dig. Kærlighed får dem til at sige ja når det er muligt, men nej når det er nødvendigt. Når du beder om lov til noget, spørger de sig selv om de kan sige ja og så leve med konsekvenserne. De vil kun sige ja til sig selv – og til dig – hvis de er rimelig overbeviste om at der ikke sker dig noget.

Hvordan du forbedrer dine chancer for at få et ja

Hvad du kan gøre

 Ærlighed: Spørg dig selv: ‘Hvorfor vil jeg så gerne af sted? Er det først og fremmest det der skal foregå, jeg er interesseret i, eller vil jeg bare gerne accepteres af mine kammerater? Er det fordi der kommer en jeg godt kan lide?’ Vær også ærlig over for dine forældre. De har selv været unge, og de kender dig rigtig godt. Derfor vil de, uanset hvad du siger, sikkert gennemskue dine virkelige motiver. De vil sætte pris på at du er åben, og du vil få gavn af deres livsvisdom. (Ordsprogene 7:1, 2) Hvis du på den anden side ikke er ærlig, vil dine forældre få sværere ved at stole på dig, og dine chancer for at få et ja vil blive mindre.

 Timing: Lad være med at plage dine forældre om at give dig lov til noget når de lige er kommet hjem fra arbejde eller er optaget af andre ting. Tal med dem når de er mere afslappede. Men vent ikke til sidste øjeblik for så at presse dem til at give et svar. Dine forældre vil ikke synes om at skulle træffe en forhastet beslutning. Spørg i god tid så de har mulighed for at overveje det.

 Oplysninger: Vær ikke vag og uklar. Forklar nøjagtigt hvad det er du gerne vil. Forældre føler sig ikke trygge ved svaret “det ved jeg ikke”, især ikke når de har spurgt dig: “Hvem kommer?”, “Vil der være en ansvarlig voksen til stede?” eller “Hvornår er du hjemme igen?”

 Indstilling: Betragt ikke dine forældre som fjender. Se dem som en del af dit team – for når alt kommer til alt, er det dét de er. Hvis du betragter dine forældre som dine allierede, vil du ikke lyde så aggressiv, og de vil sandsynligvis være mere samarbejdsvillige.

 Vis dine forældre at du er moden nok til at acceptere og respektere deres beslutning. Hvis du gør det, vil de respektere dig. Og næste gang vil de måske være mere åbne for om der skulle være en mulighed for at sige ja.