Gå direkte til indholdet

UNGE SPØRGER

Hvordan kan jeg få mere lyst til at træne?

Hvordan kan jeg få mere lyst til at træne?

 Hvorfor skal jeg træne?

 I nogle lande bruger unge ikke ret meget tid på at være fysisk aktive, og det går ud over deres helbred. Men faktisk siger Bibelen at “fysisk træning gavner”. (1. Timotheus 4:8) Tænk over de her grunde til at træne:

  •   Træning gør dig glad. Fysisk aktivitet udløser endorfiner – et kemisk stof i hjernen der gør dig glad og afslappet. Nogle omtaler træning som et naturligt antidepressivt middel.

     “Hvis jeg starter dagen med en løbetur, får jeg generelt en bedre og mere produktiv dag. Løb gør mig i bedre humør.” – Regina.

  •   Træning kan forbedre dit udseende. Regelmæssig træning kan gøre dig stærkere og forbedre din form, og det vil sikkert give dig større selvtillid.

     “Det føles virkelig godt at kunne tage ti armhævninger – for et år siden var jeg ikke i nærheden af at kunne tage bare én. Men det bedste af det hele er at jeg ved jeg at jeg gør noget godt for min krop.” – Olivia.

  •   Træning kan forlænge dit liv. At være aktiv er godt for dit hjerte og dine lunger. Konditionstræning kan også modvirke hjerte-kar-sygdomme – en af de mest almindelige dødsårsager blandt både mænd og kvinder.

     “Når vi har gode motionsvaner, viser vi vores Skaber at vi er glade for den krop han har givet os.” – Jessica.

 Pointen: Der er store fordele ved at dyrke motion, både i det lange løb og lige nu – det er godt for dit helbred og gør dig glad. “Du kommer aldrig til at sige: ‘Jeg ville ønske jeg ikke havde taget på den vandre- eller løbetur,’” siger 22-årige Tonya. “Når jeg har pakket mine undskyldninger væk og fået trænet, har jeg aldrig fortrudt det.”

En bil der ikke bliver vedligeholdt, vil til sidst holde op med at virke; det samme gælder din krop hvis du ikke dyrker motion

 Hvorfor er det så svært at få det gjort?

 Her er nogle forskellige udfordringer:

  •   Du mangler motivation. “Jeg tror mange føler sig uovervindelige når de er unge. Det er svært at forestille sig at man på et tidspunkt får problemer med helbredet. Man tror at det kun er noget der sker for gamle mennesker.” – Sophia.

  •   Du har ikke tid. “Jeg har et stramt program, så jeg er nødt til at prioritere sund mad og kvalitetssøvn, men det har altid været sværere for mig at prioritere træning.” – Clarissa.

  •   Du har ikke noget medlemskab til et fitnesscenter. “Det er dyrt at holde sig i form – du er nødt til at punge ud hvis du vil komme i et fitnesscenter.” – Gina.

 Noget at tænke over:

 Hvad afholder dig fra at få trænet? Det kan kræve en indsats at overvinde det der gør det svært at få trænet, men det vil være anstrengelserne værd.

 Hvordan kan jeg få det gjort?

 Her er nogle forslag:

  •   Tag ansvar for dit helbred. – Galaterne 6:5.

  •   Undgå at finde på undskyldninger. (Prædikeren 11:4) Du behøver for eksempel ikke at melde dig ind i et fitnesscenter for at komme i gang med at træne – du skal bare finde en træningsform du godt kan lide, og så gøre det til en fast del af dit program.

  •   Få inspiration ved at spørge andre hvilken type træning de foretrækker. – Ordsprogene 20:18.

  •   Hav et træningsprogram. Hold fokus ved at sætte dig mål og notere dine fremskridt. – Ordsprogene 21:5.

  •   Find en at træne sammen med. En træningsmakker kan heppe på dig og hjælpe dig til at følge dit program. – Prædikeren 4:9, 10.

  •   Forvent ikke perfektion, og giv ikke op hvis du indimellem mister motivationen. – Ordsprogene 24:10.

 Hav et afbalanceret syn på træning

 Bibelen opfordrer alle til at være “moderate i deres vaner”. (1. Timotheus 3:2, 11) Så hav et afbalanceret forhold til træning. Folk der går ekstremt meget op i at træne, virker ofte meget selvcentrerede og forfængelige. “En fyr med større muskler end hjernekapacitet er overhovedet ikke tiltrækkende,” siger Julia.

 Pas på med at fokusere på fanatiske fitnessbudskaber som “Når du har lyst til at dø, så tag 10 mere!” Det kunne skade dit helbred og få dig til at glemme “hvilke ting der er de vigtigste” i livet. – Filipperne 1:10.

 Det der skulle virke motiverende, kan faktisk have den modsatte effekt. En pige ved navn Vera siger: “Mange piger gemmer billeder af nogle de gerne vil ligne, og ser på dem når de mangler motivation. Men egentlig sammenligner de sig med de mennesker og ender med at blive kede af det. Det er bedre at have som mål at træne for sit helbreds skyld, ikke bare for sit udseende.”