Jeg voksede op i Los Angeles, Californien, i forskellige områder der var berygtede for deres gadebander og narkomisbrug. Mine forældre havde seks børn, og jeg var nummer to i rækken.

Min mor opdrog os som medlemmer af en evangelisk kirke. Men som teenager levede jeg et dobbeltliv. Om søndagen sang jeg i kirkekoret. Resten af ugen drejede mit liv sig om fester, narko og sex.

Jeg havde et voldeligt temperament. Jeg var parat til at bruge ethvert tænkeligt våben for at vinde. Det jeg lærte i kirken, var ikke nogen hjælp. Jeg plejede at sige: “Hævnen er Herrens – og jeg er hans redskab!” Da jeg gik i high school i slutningen af 1960’erne, blev jeg påvirket af De Sorte Pantere, en politisk gruppe der var kendt for deres militante holdning til borgerrettighedsspørgsmål. Jeg sluttede mig til en studenterorganisation der kæmpede for borgerrettigheder. Ved flere lejligheder arrangerede vi protestdemonstrationer, og hver gang førte det til midlertidig lukning af vores skole.

Men at protestere var åbenbart ikke tilstrækkeligt for mit voldelige temperament. Så jeg begyndte at deltage i hadforbrydelser. Når vi havde lejlighed til det, så jeg og mine venner film der skildrede de lidelser afrikanske slaver var blevet udsat for i USA. Opildnede af disse uretfærdigheder gik vi til angreb på de unge hvide der befandt sig i biografen. Bagefter tog vi hen i bydele hvor der boede hvide, for at få fat i flere vi kunne give bank.

Da jeg var sidst i teenageårene, var mine brødre og jeg blevet forhærdede bøller. Vi kom i konflikt med myndighederne. En af mine yngre brødre var medlem af en berygtet bande, og dem var jeg meget sammen med. Mit liv gik fra ondt til værre.

En af mine venners forældre var Jehovas Vidner. De inviterede mig med til møderne i deres menighed, og det sagde jeg ja til. Lige fra begyndelsen kunne jeg se hvor anderledes Vidnerne var. Alle havde en bibel og slog op i den under mødet. Der var endda unge der holdt foredrag! Det gjorde indtryk på mig at få at vide at Gud har et navn, Jehova, og at høre det blive brugt. (Salme 83:18) Menigheden bestod af folk af mange forskellige nationaliteter, men det var tydeligt at der ikke var raceskel iblandt dem.

 I begyndelsen havde jeg ikke lyst til studere Bibelen med Jehovas Vidner, men jeg kunne godt lide at komme til deres møder. En aften hvor jeg var til møde, var nogle af mine venner til en koncert. Der tævede de en teenager til døde fordi han ikke ville lade dem få den læderjakke han havde på. Næste dag pralede de af mordet. Under retssagen lo de endda ad deres forbrydelse. De fleste af dem blev idømt fængsel på livstid. Jeg behøver vist ikke at sige at jeg var meget glad for at jeg ikke havde været sammen med dem den aften. Jeg besluttede at jeg nu ville forandre mit liv og begynde at studere Bibelen.

Jeg havde indtil nu oplevet så meget racefordom at jeg blev meget overrasket over det jeg så blandt Jehovas Vidner. For eksempel lod et hvidt Jehovas Vidne som var nødt til at tage til udlandet, en sort familie passe sine børn. På et tidspunkt oplevede jeg også at en hvid familie tog en ung sort dreng til sig fordi han manglede et sted at bo. Jeg blev overbevist om at Jehovas Vidner passede til den beskrivelse Jesus kom med i Johannes 13:35: “På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.” Jeg vidste at jeg havde fundet et ægte brodersamfund.

Mit studium af Bibelen fik mig til at indse at jeg havde behov for at justere min måde at tænke på. Jeg måtte ændre min holdning så jeg ikke blot opførte mig fredeligt, men også erkendte at en sådan livsform er den bedste. (Romerne 12:2) Lidt efter lidt gjorde jeg fremskridt, og i januar 1974 blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner.

Men selv efter min dåb var jeg nødt til at arbejde på at styre mit temperament. For eksempel måtte jeg ved en lejlighed, mens vi var ude at forkynde fra hus til hus, løbe efter en tyv som lige havde stjålet radioen i min bil. Da jeg var ved at indhente ham, kastede han radioen fra sig og løb videre. Da jeg fortalte dem jeg var sammen med, hvordan jeg fik min radio tilbage, spurgte en ældste mig: “Stephen, hvad ville du have gjort hvis du havde indhentet ham?” Det var et tankevækkende spørgsmål, som motiverede mig til fortsat at arbejde på at være fredelig.

I oktober 1974 begyndte jeg at forkynde på heltidsbasis, det vil sige at bruge omkring 100 timer hver måned på at undervise andre i hvad Bibelen lærer. Senere fik jeg det privilegium at deltage i det frivillige arbejde på Jehovas Vidners Hovedkontor i Brooklyn, New York. I 1978 vendte jeg tilbage til Los Angeles for at tage mig af min syge mor. To år senere giftede jeg mig med min kære kone, Aarhonda. Hun var en stor hjælp for mig mens vi passede min mor i den sidste tid hun levede. På et tidspunkt kom Aarhonda og jeg på Vagttårnets Bibelskole Gilead. Derefter blev vi sendt til Panama, hvor vi stadig virker i missionærtjenesten.

Siden min dåb har jeg flere gange befundet mig i situationer som kunne have fået mig til at reagere voldeligt. Jeg har lært at trække mig ud af eller at afdramatisere situationer hvor folk har prøvet at provokere mig. Mange, inklusive min kone, har rost mig for min måde at tackle disse situationer på. Faktisk er jeg også selv blevet overrasket! Jeg tager ikke selv æren for denne ændring af min personlighed. Den er snarere et vidnesbyrd om den kraft Bibelen har til at forandre mennesker. – Hebræerne 4:12.

Bibelen har givet mig et mål i livet og lært mig at være et helt igennem fredeligt menneske. Nu tæver jeg ikke længere folk. Jeg hjælper dem i stedet på fode rent åndeligt. Jeg har endda studeret Bibelen med en som var min fjende mens vi gik i high school. Da han var blevet døbt, boede vi i en periode på samme værelse. Vi er stadig nære venner. Indtil nu har min kone og jeg hjulpet mere end 80 mennesker til at blive Jehovas Vidner ved at studere Bibelen med dem.

Jeg er Jehova dybt taknemmelig fordi han har givet mig et lykkeligt og meningsfyldt liv i et ægte brodersamfund.