Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Ude at forkynde med min kone, Tabitha

BIBELEN FORANDRER FOLKS LIV

I min verden eksisterede Gud ikke

I min verden eksisterede Gud ikke
  • FØDT: 1974

  • FØDESTED: ØSTTYSKLAND (DDR)

  • FORTID: ATEIST

MIN BAGGRUND

Jeg blev født i en landsby i Sachsen i det der dengang var Østtyskland. Der var en varm og kærlig atmosfære hjemme hos os, og mine forældre lærte mig nogle gode moralske værdier. Østtyskland var en kommunistisk stat, så for de fleste i Sachsen var religion uden betydning. I min verden eksisterede Gud ikke. Der var to ideologier der prægede de første 18 år af mit liv: ateisme og kommunisme.

Hvorfor appellerede kommunismen til mig? Fordi jeg godt kunne lide tanken om at alle er lige. Jeg mente også at al ejendom burde fordeles retfærdigt, for det ville sætte en stopper for at nogle var ekstremt rige og andre ekstremt fattige. Så jeg engagerede mig i en kommunistisk ungdomsorganisation. Som 14-årig brugte jeg meget tid på et miljøprojekt som gik ud på at genbruge papir. Byen Aue var så taknemmelig for min indsats at myndighederne tildelte mig en pris. Selvom jeg ikke var så gammel, lærte jeg nogle af toppolitikerne fra Østtyskland at kende. Jeg følte at jeg havde de rigtige mål, og at min fremtid så lys og lovende ud.

Men så brød min verden pludselig sammen. I 1989 faldt Berlinmuren og samtidig hele Østeuropas kommunistiske blok. Jeg fik det ene chok efter det andet. Jeg fandt hurtigt ud af at der var blevet begået mange uretfærdigheder i Østtyskland. For eksempel var de der ikke støttede kommunismen, blevet behandlet som andenrangsborgere. Hvordan var det muligt? Mente vi kommunister ikke at alle er lige? Var kommunismen bare en illusion? Jeg blev overvældet af frygt.

Jeg begyndte så at gå op i noget andet og fokusere på musik og kunst. Fordi jeg fik lov at studere på en højere musikskole – med mulighed for senere at komme på universitetet – drømte jeg om at gøre karriere som musiker og kunstner. Jeg opgav de moralske værdier jeg havde lært som barn. Det der nu betød noget, var at leve livet, og det indbefattede at have flere kærester på en gang. Men hverken musik, kunst eller en fri livsstil mindskede min frygt. Selv de billeder jeg malede, afspejlede en morbid frygt. Hvad ville fremtiden bringe? Og hvad var meningen med livet?

Da jeg endelig fandt de svar jeg havde ledt efter, forbløffede de mig. En aften på musikskolen sad jeg sammen med en gruppe studerende og talte om fremtiden. En af de studerende, Mandy *, var et af Jehovas Vidner. Den aften gav hun mig et godt råd. Hun sagde: “Andreas, hvis du gerne vil have svar på dine spørgsmål om livet og fremtiden, skulle du tage at undersøge Bibelen.”

Jeg var både skeptisk og nysgerrig, men til sidst var det nysgerrigheden der tog over. Mandy henledte min opmærksomhed på Daniel, kapitel 2, og det jeg læste, forbavsede mig. Profetien dér beskriver en række verdensmagter, regeringer der ville have stor indflydelse frem til vores tid. Mandy viste mig nogle andre bibelprofetier der handler om fremtiden. Endelig fandt jeg svarene på mine spørgsmål. Men hvem var det der havde skrevet de profetier, og hvem kunne forudsige fremtiden så præcist? Mon Gud alligevel eksisterede?

HVORDAN BIBELEN FORANDREDE MIT LIV

Mandy satte mig i forbindelse med Horst og Angelika, et ægtepar der var Jehovas Vidner, og de hjalp mig til at forstå Guds ord bedre. Det gik hurtigt op for mig at Jehovas Vidner er det eneste trossamfund der konsekvent bruger Guds navn, Jehova, og henleder andres opmærksomhed på det. (Salme 83:18; Mattæus 6:9) Jeg lærte at Jehova Gud lover os mennesker at vi kan komme til at leve for evigt i et paradis på jorden. I Salme 37:9 står der: “De der håber på Jehova, skal tage jorden i besiddelse.” Det tiltalte mig at dette løfte gælder alle der prøver at leve op til Guds normer, som er beskrevet i Bibelen.

Men det var svært for mig at ændre min levevis så den kom til at harmonere med det jeg lærte fra Bibelen. Jeg var blevet stolt fordi jeg havde fået succes som musiker, og jeg havde derfor brug for at blive mere ydmyg. Og det var ikke let for mig at holde op med at leve umoralsk. Hvor er jeg taknemmelig for at Jehova er tålmodig, barmhjertig og forstående over for dem der gør deres bedste for at leve op til det der står i Bibelen.

Det var kommunismen og ateismen der prægede de første 18 år af mit liv. Siden da er det Bibelen der har formet mit liv. Det jeg lærte, mindskede min frygt for fremtiden og gav mig en mening med livet. I 1993 blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner, og i 2000 blev jeg gift med Tabitha, en ivrig forkynder. Vi bruger så meget tid som muligt på at hjælpe andre til at lære Bibelen at kende. Mange af dem vi møder, har en baggrund der minder om min – altså præget af kommunismen og ateismen. Det giver mig en dyb tilfredsstillelse at vise dem hvordan de kan lære Jehova at kende.

HVORDAN DET HAR HJULPET MIG

Da jeg begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner, var mine forældre rystede. Men med tiden har de kunnet se den positive virkning det har haft på mit liv. Jeg er glad for at de nu læser Bibelen og kommer til Jehovas Vidners møder.

Tabitha og jeg har et godt ægteskab fordi vi gør vores bedste for at følge de råd Bibelen giver til ægtepar. For eksempel styrker det vores forhold at følge vejledningen om at man skal være tro mod sin ægtefælle. – Hebræerne 13:4.

Jeg lever ikke længere i frygt eller er bekymret for fremtiden. Jeg føler mig som en del af en global familie af trosfæller der er kendetegnet af fred og enhed. I den familie behandler alle hinanden som ligeværdige. Det er noget jeg altid har ønsket mig.

^ par. 12 Navnet er ændret.