Gå direkte til indholdet

Hvordan så Jesus ud?

Hvordan så Jesus ud?

Hvad Bibelen siger

 Ingen ved nøjagtigt hvordan Jesus så ud, for hans udseende er ikke beskrevet i Bibelen. Det viser at hans fysiske træk ikke er vigtige. Bibelen giver os dog en vis idé om hvordan Jesus har set ud.

  •   Fysiske træk: Jesus var jøde og havde sandsynligvis arvet nogle almindelige semitiske træk fra sin mor. (Hebræerne 7:14) Der er ikke noget der tyder på at hans ydre var særligt iøjnefaldende. Ved én lejlighed rejste han fra Galilæa til Jerusalem uden at blive genkendt. (Johannes 7:10, 11) Rent fysisk har han tilsyneladende ikke skilt sig ud fra andre, end ikke sine nærmeste disciple. Husk at Judas Iskariot måtte identificere Jesus for den bevæbnede skare der arresterede ham. – Mattæus 26:47-49.

  •   Hårlængde: Det er usandsynligt at Jesus havde langt hår, for Bibelen siger at “hvis en mand har langt hår, er det til vanære for ham”. – 1 Korinther 11:14.

  •   Skæg: Jesus havde skæg. Han fulgte den jødiske lov, som forbød voksne mænd at ‘ødelægge spidsen af deres skæg’. (3 Mosebog 19:27; Galaterne 4:4) Bibelen omtaler også Jesus’ skæg i en profeti om hans lidelser. – Esajas 50:6.

  •   Krop: Alt tyder på at Jesus var fysisk stærk. I løbet af sin tjeneste rejste han mange kilometer. (Mattæus 9:35) Han rensede det jødiske tempel to gange, væltede pengevekslernes borde og drev engang får og okser ud med en pisk. (Lukas 19:45, 46; Johannes 2:14, 15) McClintock og Strongs Cyclopedia skriver at “hele den evangeliske beretning viser at [Jesus] havde en robust konstitution”. Bind IV, side 884.

  •   Ansigtsudtryk: Jesus var kærlig og medfølende, og det afspejlede sig uden tvivl i hans ansigtsudtryk. (Mattæus 11:28, 29) Alle slags mennesker opsøgte ham for at få trøst og hjælp. (Lukas 5:12, 13; 7:37, 38) Selv børn følte sig godt tilpas sammen med ham. – Mattæus 19:13-15; Markus 9:35-37.

Fejlagtige opfattelser af Jesus’ udseende

 Fejlagtig opfattelse: Nogle argumenterer for at Jesus må have været af afrikansk afstamning fordi Bibelen i Åbenbaringens Bog sammenligner hans hår med uld og hans fødder med “skinnende bronze”. – Åbenbaringen 1:14, 15, The New Jerusalem Bible.

 Faktum: Det der står i Åbenbaringens Bog, er fremstillet “i tegn”. (Åbenbaringen 1:1) Jesus’ hår og fødder er her beskrevet i et symbolsk sprog for at skildre hans egenskaber efter hans opstandelse, ikke for at skildre hvordan han så ud da han var på jorden. Når der i Åbenbaringen 1:14 siges om Jesus at ‘hans hoved og hans hår var hvidt som hvid uld, som sne’, sigtes der til farve, ikke til stof. Det er et udtryk for hans visdom på grund af hans alder. (Åbenbaringen 3:14) Dette vers sammenligner ikke strukturen af Jesus’ hår med uld, lige så lidt som det sammenligner hans hår med sne.

 Jesus’ fødder så ud som “fint kobber når det gløder i en ovn”. (Åbenbaringen 1:15) Og “hans ansigt var som solen når den skinner i sin kraft”. (Åbenbaringen 1:16) Eftersom ingen race har en hudfarve der passer til disse beskrivelser, må synet være symbolsk, og det viser den opstandne Jesus som den der “bor i et utilgængeligt lys”. – 1 Timoteus 6:16.

 Fejlagtig opfattelse: Jesus var svag og skrøbelig.

 Faktum: Jesus var mandig i sin fremtræden. For eksempel identificerede han sig modigt over for den bevæbnede skare der kom for at arrestere ham. (Johannes 18:4-8) Jesus må også have været fysisk stærk for at kunne arbejde som tømrer og bruge manuelt værktøj. – Markus 6:3.

 Men hvorfor havde Jesus så brug for hjælp til at bære sin marterpæl? Og hvorfor døde han før de andre der blev henrettet sammen med ham? (Lukas 23:26; Johannes 19:31-33) Lige før Jesus blev henrettet, var hans krop alvorligt svækket. Han havde været vågen hele natten, blandt andet på grund af dødsangst. (Lukas 22:42-44) I løbet af natten havde jøderne mishandlet ham, og næste morgen havde romerne tortureret ham. (Mattæus 26:67, 68; Johannes 19:1-3) Alt dette har højst tænkeligt fremskyndet hans død.

 Fejlagtig opfattelse: Jesus var altid alvorlig og sørgmodig.

 Faktum: Jesus genspejlede til fuldkommenhed sin himmelske Far, Jehova, der i Bibelen beskrives som ‘den lykkelige Gud’. (1 Timoteus 1:11; Johannes 14:9) Ja, Jesus lærte andre hvordan de kunne blive lykkelige. (Mattæus 5:3-9; Lukas 11:28) Det viser at Jesus’ ansigtsudtryk ofte afspejlede glæde og lykke.