Gå direkte til indholdet

FORKLARING AF BIBELVERS

Romerne 12:2 – “Lad jer forvandle, ved at sindet fornyes”

Romerne 12:2 – “Lad jer forvandle, ved at sindet fornyes”

 “Lad jer ikke længere forme af denne verden, men lad jer forvandle ved at forny jeres tankegang så I kan få en klar forståelse af hvad der er Guds gode og fuldkomne vilje, og hvad han godkender.” – Romerne 12:2, Ny Verden-Oversættelsen.

 “Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.” – Romerne 12:2, den danske autoriserede oversættelse.

Hvad betyder Romerne 12:2?

 De der ønsker at glæde Gud, skal ikke kun afvise negativ påvirkning, de skal også ændre deres personlighed. Gud tvinger dem ikke til at ændre sig – de gør det fordi de elsker ham og er klar over at det han forventer af dem, er rimeligt og til gavn for dem. – Esajas 48:17.

 “Lad jer ikke længere forme af denne verden.” “Denne verden”, det vil sige denne verdensordning, med dens normer, skikke, synspunkter og livsholdninger afspejler ikke Guds værdier eller måde at tænke på. (1. Johannes 2:15-17) Verden lægger et konstant pres på os mennesker som kan påvirke eller forme vores personlighed eller måde at være på. Hvis man vil tilbede Gud på en måde han kan godkende, må man modstå verdens påvirkning, for ellers vil man udvikle karaktertræk som er skadelige for en selv, og som Gud ikke synes om. – Efeserne 2:1-3; 4:17-19.

 “Lad jer forvandle ved at forny jeres tankegang.” Vi må også arbejde på at ændre vores indstilling og det vi føler inderst inde. Omfanget af denne forandring kan ses ud fra det græske ord der er oversat med “forvandle”, som betegner den gennemgribende forandring der sker når en larve bliver til en sommerfugl. De der tilbeder Gud, må iføre sig en ‘ny personlighed’. – Efeserne 4:23, 24; Kolossenserne 3:9, 10.

 “Få en klar forståelse af hvad der er Guds gode og fuldkomne vilje, og hvad han godkender.” Gud ønsker at de der tilbeder ham, skal være fuldstændigt overbevist om det de tror på. Det kan de blive ved at studere Guds ord, Bibelen, anvende det den siger, i deres liv og opleve hvor godt det er at leve efter Guds normer. Så vil de erfare at Guds måde at gøre tingene på altid er den bedste. – Salme 34:8.

Hvad er baggrunden for Romerne 12:2?

 Romerne, kapitel 12, forklarer hvad det indebærer at tilbede Gud på en måde han kan godkende. Den form for tilbedelse påvirker alle aspekter af vores liv, og det er nødvendigt at vi bruger vores ‘sunde fornuft’ i stedet for kun at lade os lede af følelser eller lade os lede af en blind tro. (Romerne 12:1, 3) Kapitlet indeholder praktiske råd til hvordan vi kan vise gode, kristne egenskaber, hvordan vi kommer godt ud af det med andre, og hvordan vi skal reagere når vi bliver dårligt behandlet. – Romerne 12:9-21.