Gå direkte til indholdet

FORKLARING AF BIBELVERS

Ordsprogene 3:5, 6 – “Støt dig ikke til din egen klogskab”

Ordsprogene 3:5, 6 – “Støt dig ikke til din egen klogskab”

 “Stol på Jehova af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen klogskab. Tag ham i betragtning i alt hvad du gør, så vil han rydde stierne foran dig.” – Ordsprogene 3:5, 6, Ny Verden-Oversættelsen.

 “Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt. Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.” – Ordsprogene 3:5, 6, den danske autoriserede oversættelse.

Hvad betyder Ordsprogene 3:5, 6?

 Når vi skal træffe vigtige beslutninger, skal vi søge råd og vejledning hos Jehova a Gud i stedet for kun at stole på os selv.

 “Stol på Jehova af hele dit hjerte.” Vi viser at vi stoler på Gud når vi gør tingene på hans måde. Vi må stole fuldstændigt på Gud af hele vores hjerte. I Bibelen står hjertet ofte for den man er inderst inde. Det indbefatter en persons følelser, motiver, tanker og indstilling. Så der er tale om mere end bare følelser når man stoler på Gud af hele sit hjerte. Det er et valg man træffer fordi man er fuldstændigt overbevist om at vores Skaber ved hvad der er bedst for os. – Romerne 12:1.

 “Støt dig ikke til din egen klogskab.” Vi har brug for at stole på Gud fordi vi er ufuldkomne og derfor ikke altid kan vurdere tingene rigtigt. Hvis vi kun stoler på os selv eller træffer beslutninger der udelukkende er baseret på følelser, kan det være at de valg vi træffer, og som til at begynde med ser gode ud, med tiden fører noget dårligt med sig. (Ordsprogene 14:12; Jeremias 17:9) Guds visdom er meget større end vores. (Esajas 55:8, 9) Hvis man lader sig lede af hans tanker, vil man få et godt og meningsfyldt liv. – Salme 1:1-3; Ordsprogene 2:6-9; 16:20.

 “Tag ham i betragtning i alt hvad du gør.” Uanset om det er store eller små beslutninger vi skal træffe i livet, må vi have Guds syn på tingene. Det kan vi få ved at bede til ham om hans hjælp og vejledning og ved at følge det han siger i sit ord, Bibelen. – Salme 25:4; 2. Timotheus 3:16, 17.

 “Så vil han rydde stierne foran dig.” Gud rydder stierne foran os ved at han hjælper os til at leve efter hans retfærdige normer. (Ordsprogene 11:5) Det fører til at vi undgår en masse unødige problemer og får et lykkeligere liv. – Salme 19:7, 8; Esajas 48:17, 18.

Hvad er baggrunden for Ordsprogene 3:5, 6?

 Ordsprogenes Bog indeholder gode principper der fører til et lykkeligt liv der glæder Gud. De første ni kapitler er skrevet som en fars gode råd til sin elskede søn. Kapitel 3 understreger de glæder man får når man værdsætter og lader sig lede af vores Skabers visdom. – Ordsprogene 3:13-26.

a Jehova er Guds personlige navn. – Salme 83:18.