TIMOTEUS forlod sit hjem med faste skridt mens han i tankerne fokuserede på det der lå forude. Hans rejsefæller gik foran ham hen over de marker Timoteus kendte så godt. Byen Lystra, som lå på et højdedrag i dalen, forsvandt langsomt bag dem. Timoteus smilte når han tænkte på sin mor og sin mormor, der havde skjult deres tårer mens de stolte så ham tage af sted. Skulle han se sig tilbage og vinke – en sidste gang?

Nu og da vendte apostlen Paulus sig og smilte opmuntrende til ham. Han vidste at Timoteus stadig måtte kæmpe med generthed, men Paulus var glad for at se den unge mands entusiasme. Timoteus var ikke så gammel, måske sidst i teenageårene eller først i tyverne. Han havde dyb respekt for Paulus og viste ham inderlig hengivenhed. Sammen med denne dynamiske og trofaste mand havde Timoteus påbegyndt en rejse som ville føre ham hundreder af kilometer væk. De skulle rejse til fods og med skib, og rejsen ville indebære at de kom ud for utallige farlige situationer. Timoteus vidste ikke om han nogen sinde ville komme til at se sit hjem igen.

Hvad var det der fik den unge mand til at slå ind på den livsvej? Kunne nogen form for belønning være sådanne ofre værd? Og hvordan kan Timoteus’ tro få indflydelse på vores tro?

Lad os gå to eller tre år tilbage i tiden, og lad os gå ud fra at Lystra – som de fleste mener – var Timoteus’ hjemby. Det var en lille rustik by der lå i en afsidesliggende, vandrig dal. Folk kunne måske godt forstå græsk, men de talte stadig det lokale sprog, lykaonisk. En dag blev der optøjer i den stille by. To kristne missionærer, Paulus og hans rejsefælle, Barnabas, ankom fra Ikonium, en større by der lå i nærheden. Mens de forkyndte offentligt, fik Paulus øje på en krøbling der viste at han havde tro. Så Paulus udførte et mirakel og helbredte manden! – Apostelgerninger 14:5-10.

Mange af Lystras indbyggere troede åbenbart på de lokale sagn om guder der var forklædt som mennesker, og som tidligere havde vist sig i området. Derfor antog de fejlagtigt at Paulus var Hermes, og at Barnabas var Zeus. De to ydmyge kristne kunne kun med besvær forhindre folket i at bringe dem ofre. – Apostelgerninger 14:11-18.

Nogle få af indbyggerne i Lystra betragtede imidlertid ikke dette som et besøg af mytiske hedenske guder; for dem var det der skete noget virkeligt og noget helt vidunderligt. For eksempel lyttede Eunike, en jødisk kvinde der var gift med en ikketroende græker, * og hendes mor, Lois, med stor begejstring og glæde til Paulus og Barnabas. Her hørte de langt om længe den nyhed som enhver trofast jøde havde længtes efter – at Messias var kommet, og at De Hebraiske Skrifters profetier om ham var gået i opfyldelse!

Prøv at forestille dig hvordan Paulus’ besøg påvirkede Timoteus. Han var “fra den spæde barndom” blevet oplært til at værdsætte De Hebraiske Skrifter. (2 Timoteus 3:15) Ligesom sin mor og sin  mormor indså han at det Paulus og Barnabas sagde, var sandheden om Messias. Og tænk på den handicappede mand som Paulus havde helbredt. Timoteus havde jo sikkert fra han var lille set den mand et utal af gange rundt omkring i Lystra. Nu så Timoteus manden gå for første gang i sit liv! Det er ikke så mærkeligt at Eunike, Lois og Timoteus blev kristne. Den dag i dag kan bedsteforældre og forældre lære meget af Lois og Eunike. Kan du være med til at påvirke de unge i en god retning?

De der blev kristne i Lystra, må have været meget begejstrede for at lære om det håb der blev fremholdt for Kristi disciple. Men de lærte også at det kunne have sin pris at være kristen. Fanatiske jødiske modstandere fra Ikonium og Antiochia kom til Lystra, og de ophidsede de impulsive og letpåvirkelige indbyggere til at vende sig imod Paulus og Barnabas. Inden længe blev Paulus forfulgt af en voldelig skare, der kastede sten efter ham. Han blev ramt adskillige gange og faldt omkuld. Pøblen slæbte ham uden for byen og regnede med at han var død. – Apostelgerninger 14:19.

Disciplene i Lystra gik imidlertid ud til Paulus og slog kreds om ham. Hvor må de have været lettede da de så ham bevæge sig, rejse sig og derefter modigt gå ind i Lystra igen! Dagen efter fortsatte Paulus og Barnabas til byen Derbe for at forkynde. Efter at de også dér havde gjort nye disciple, trodsede de igen faren og vendte tilbage til Lystra. Hvorfor gjorde de det? Beretningen fortæller: “De styrkede disciplenes sjæle og opmuntrede dem til at forblive i troen.” Forestil dig hvordan den unge Timoteus har siddet med store øjne og lyttet intenst til Paulus og Barnabas mens de belærte disse nye kristne om at det strålende fremtidshåb de havde fået, ville være alle omkostningerne værd. De sagde: “Vi skal gennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige.” – Apostelgerninger 14:20-22.

Timoteus havde set Paulus leve op til disse ord ved modigt at se trængslerne i øjnene for at kunne dele den gode nyhed med andre. Timoteus vidste altså at indbyggerne i Lystra ville modarbejde ham hvis han fulgte Paulus’ eksempel, og det ville hans egen far måske også. Men Timoteus havde besluttet hvordan han ville tjene Gud, og han ville ikke lade sig påvirke af den form for pres. I dag er der mange unge der er ligesom Timoteus. De er kloge og vælger venner med en stærk tro, der kan være med til at opmuntre og styrke dem. Og de lader ikke modstand forhindre dem i at tjene Gud.

Som tidligere nævnt var det sandsynligvis to eller tre år senere at Paulus igen besøgte Lystra. Forestil dig hvor glade de må være blevet hjemme hos Timoteus da Paulus ankom, og denne gang havde han taget Silas med. Det var helt sikkert også en glædelig dag for Paulus. Nu kunne han med egne øjne se hvad der var sket med de åndelige sædekorn han havde sået i Lystra. Lois og hendes datter Eunike var nu loyale kristne kvinder, fyldt med ‘den tro uden hykleri’ som Paulus beundrede så meget. (2 Timoteus 1:5) Og hvad med den unge Timoteus?

Paulus var imponeret over hvor moden den unge mand var blevet siden hans sidste besøg. Timoteus “havde et godt omdømme hos brødrene”, ikke kun i Lystra, men også i Ikonium, der lå 32 kilometer mod nordøst. (Apostelgerninger 16:2) Hvordan havde han fået det gode omdømme?

“De hellige skrifter”, som Timoteus’ mor og mormor havde undervist ham i siden hans “spæde barndom”, indeholdt gode og praktiske råd til unge mennesker. (2 Timoteus 3:15) Her er et eksempel: “Husk din store Skaber i din unge manddoms dage.” (Prædikeren 12:1) Disse ord fik en dybere mening for Timoteus efter at han var blevet kristen. Han forstod at den bedste måde han kunne vise at han huskede sin store Skaber på, ville indbefatte at han forkyndte den gode nyhed om Guds søn, Messias. Timoteus lærte lidt efter lidt at overvinde sin tilbøjelighed til at være genert og tilbageholdende så han frimodigt kunne fortælle andre den gode nyhed om Jesus.

De mænd der førte an i menighederne, lagde mærke til de fremskridt Timoteus gjorde. Uden tvivl gjorde det stort indtryk på dem at se hvordan den unge mand opmuntrede alle han kom i kontakt med, og styrkede deres tro. Men hvad der er endnu vigtigere, er at Jehova lagde mærke til Timoteus. Gud havde inspireret nogle til at fremsætte profetier om ham – måske om den opgave han en dag ville få i mange kristne menigheder. Under sit besøg blev Paulus opmærksom på at Timoteus kunne blive en hjælpsom rejsefælle på missionsrejser. Brødrene i Lystra var enige med Paulus. De lagde hænderne på den unge mand, en handling der var et tegn på at han var udnævnt til at udføre en særlig tjeneste for Jehova Gud. – 1 Timoteus 1:18; 4:14.

Man kan godt forestille sig at den ydmyge Timoteus var fuld af ærefrygt på grund af den tillid der blev vist ham, og det store ansvar han fik overdraget. Han var klar til at tage af sted. * Men hvordan reagerede Timoteus’ far som ikke var kristen, på at hans søn nu skulle ud at rejse som kristen missionær? Han havde sikkert forestillet sig en helt anderledes fremtid for sin søn. Og hvad med Timoteus’ mor og mormor? De var sikkert synligt stolte, og samtidig prøvede de at skjule deres bekymring for den unge mands sikkerhed. Det var kun naturligt.

Hvad vi ved med sikkerhed, er at Timoteus tog af sted. Den morgen som er beskrevet i indledningen til denne artikel, begyndte hans nye tilværelse som Paulus’ rejsefælle. Lyden af gruset der knasede under hans sandaler, og af det tørre græs han trådte på, fortalte ham at han var på vej væk fra Lystra. Hvert eneste skridt var et skridt mod det ukendte og bort fra det kendte. Efter at have gået en hel dag nåede de tre mænd til Ikonium. Timoteus begyndte nu at iagttage hvordan Paulus og Silas videregav den nyeste vejledning fra det styrende råd i Jerusalem og styrkede troen hos brødrene i Ikonium. (Apostelgerninger 16:4, 5) Men det var kun begyndelsen.

Efter at have besøgt menighederne i Galatien forlod missionærerne de brede, brolagte romerske veje og gik hundreder af kilometer, først mod nord og så mod vest, hen over Frygiens udstrakte højslette. De fulgte hele tiden Guds ånds ledelse og nåede frem til Troas, gik om bord på et skib og sejlede til Makedonien. (Apostelgerninger 16:6-12) På det tidspunkt så Paulus virkelig at Timoteus var til stor hjælp. Så stor en hjælp at han kunne efterlade ham i Berøa sammen med Silas. (Apostelgerninger 17:14) Han sendte ham endda alene til Thessalonika. Her fulgte Timoteus omhyggeligt Paulus’ og Silas’ eksempel, og han styrkede troen hos de kristne i byen. – 1 Thessaloniker 3:1-3.

 Senere skrev Paulus om Timoteus: “Jeg har nemlig ingen med en indstilling som hans, ingen der så oprigtigt vil bekymre sig for jeres situation.” (Filipperne 2:20) Det var ikke nogen tilfældighed at han havde skabt sig det omdømme. Timoteus havde fået det ved at arbejde flittigt, tjene ydmygt og holde trofast ud under vanskelige forhold. Han er et bemærkelsesværdigt eksempel for unge i dag! Glem aldrig at man primært selv er herre over hvilket omdømme man får. Hvis du er ung, har du en fantastisk mulighed for at skabe dig et godt navn ved at sætte Jehova Gud på førstepladsen i dit liv og behandle andre med venlighed og respekt.

Over en periode på omkring 14 år arbejdede Timoteus meget sammen med sin ven, apostlen Paulus. Han blev udsat for mange af de samme farer som Paulus, men de delte også mange glæder. (2 Korinther 11:24-27) På et tidspunkt kom Timoteus endda i fængsel på grund af sin tro. (Hebræerne 13:23) Han havde også, ligesom Paulus, dyb og inderlig kærlighed til og omsorg for sine kristne brødre og søstre. Paulus skrev til ham: “Jeg husker dine tårer.” (2 Timoteus 1:4) Det ser ud til at Timoteus, på samme måde som Paulus, lærte at ‘græde med dem der græder’. (Romerne 12:15) Han viste empati og kunne derfor bedre opmuntre og trøste dem. Lad os lære at gøre det samme!

Det er ikke overraskende at Timoteus med tiden blev en fremragende kristen tilsynsmand. Paulus betroede ham ikke alene det ansvar at besøge menigheder for at styrke og opmuntre dem, men også at udnævne mænd som var kvalificerede til at tjene som ældste og menighedstjenere. – 1 Timoteus 5:22.

Paulus var meget glad for Timoteus. Han var som en far for ham og gav ham mange nyttige råd. Timoteus blev tilskyndet til at værne om sine åndelige gaver og blive ved med at gøre fremskridt og vokse i troen. (1 Timoteus 4:15, 16) Paulus opmuntrede ham til aldrig at lade hans ungdom – og måske hans naturlige tilbageholdenhed – forhindre ham i at kæmpe for det der var rigtigt når det var nødvendigt. (1 Timoteus 1:3; 4:6, 7, 11, 12) Paulus gav ham endda råd om hvordan han skulle tage sig af sine “hyppige svagheder”, som måske skyldtes et maveproblem. – 1 Timoteus 5:23.

Tiden kom hvor Paulus vidste at han ikke havde langt igen; åbenbart skulle han snart henrettes. Han sendte et sidste inspireret brev til Timoteus, der indeholdt disse meget rørende ord: “Gør dit yderste for snart at komme til mig.” (2 Timoteus 4:9) Paulus holdt meget af Timoteus. Han kaldte ham “mit elskede og trofaste barn i Herren”. (1 Korinther 4:17) Man kan godt forstå at han gerne ville have ham i nærheden da tiden nærmede sig! Vi kan alle spørge os selv: ‘Kommer andre til mig for at få trøst når de har det svært?’

Nåede Timoteus frem før Paulus døde? Det ved vi ikke. Men vi ved at han altid gjorde alt hvad han kunne, for at trøste og opmuntre Paulus og mange andre. Han levede op til betydningen af navnet Timoteus, “en der ærer Gud”. Og han blev et enestående eksempel i tro, som vi alle, både unge og gamle, kan følge.