Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Spørgsmål fra læserne

Spørgsmål fra læserne

Hvem er den “kvinde” der bliver nævnt i Esajas 60:1, og hvordan ‘rejser hun sig’ og ‘spreder lys’?

I Esajas 60:1 står der: “Rejs dig, kvinde, og spred lys, for dit lys er kommet. Jehovas herlighed skinner på dig.” Sammenhængen viser at den “kvinde” der er tale om, er Zion, eller Jerusalem, hovedstaden i Juda dengang. a (Esa. 60:14; 62:1, 2) Byen repræsenterer her hele nationen. Esajas’ ord giver anledning til to spørgsmål. For det første: Hvornår og hvordan rejste Jerusalem sig og begyndte at sprede åndeligt lys? For det andet: Er der en større opfyldelse af Esajas’ ord i vores tid?

Hvornår og hvordan rejste Jerusalem sig og begyndte at sprede åndeligt lys? Jerusalem og templet lå i ruiner mens jøderne var i eksil i Babylon i 70 år. Men efter at mederne og perserne havde indtaget Babylon, blev det muligt for israelitter fra hele det babyloniske rige at vende tilbage til deres hjemland og genindføre den sande tilbedelse. (Ezra 1:1-4) Fra og med år 537 f.v.t. var der trofaste israelitter fra alle 12 stammer der vendte hjem. (Esa. 60:4) De begyndte at bringe ofre til Jehova, fejre højtiderne og genopbygge templet. (Ezra 3:1-4, 7-11; 6:16-22) Nu skinnede Jehovas herlighed igen på Jerusalem, det vil sige på Guds folk der var vendt tilbage. De kunne så sprede det åndelige lys så nationerne omkring dem – der ikke tjente Jehova – kunne se det.

Men Esajas’ genoprettelsesprofetier blev kun delvist opfyldt på byen Jerusalem. De fleste af israelitterne holdt op med at være trofaste mod Jehova. (Neh. 13:27; Mal. 1:6-8; 2:13, 14; Matt. 15:7-9) Senere forkastede de endda Messias, Jesus Kristus. (Matt. 27:1, 2) Og i år 70 e.v.t. blev Jerusalem og templet ødelagt for anden gang.

Jehova havde forudsagt at det ville ske. (Dan. 9:24-27) Det var tydeligvis ikke Jehovas hensigt at alle aspekter af genoprettelsesprofetierne i Esajas, kapitel 60, skulle opfyldes på det bogstavelige Jerusalem.

Er der en større opfyldelse af Esajas’ ord i vores tid? Ja, men den har at gøre med en anden symbolsk kvinde – “det Jerusalem som er oventil”. Apostlen Paulus skrev om hende: “Det er vores mor.” (Gal. 4:26) “Det Jerusalem som er oventil,” er den himmelske del af Jehovas organisation, som består af de trofaste åndeskabninger. Hun er “mor” til Jesus og de 144.000 der er salvet med hellig ånd og ligesom Paulus har håb om evigt liv i himlen. Sammen udgør de salvede kristne “en hellig nation”, “Guds Israel”. – 1. Pet. 2:9; Gal. 6:16.

Hvordan kan man sige at “det Jerusalem som er oventil,” rejste sig og begyndte at sprede lys? Det gjorde hun gennem sine salvede børn på jorden. Vi vil nu se på hvordan det der skete med de salvede, stemmer med det der blev forudsagt i Esajas, kapitel 60.

De salvede kristne var nødt til at rejse sig fordi de havde været i en tilstand af åndeligt mørke, et mørke der opstod da det forudsagte frafald spredte sig i det andet århundrede. (Matt. 13:37-43) De var kommet i fangenskab i Babylon den Store, der står for al falsk religion. De salvede ville være i fangenskab indtil “afslutningen på verdensordningen”, en periode der begyndte i 1914. (Matt. 13:39, 40) Kort efter at den periode var begyndt, nemlig i 1919, blev de sat fri, og med det samme begyndte de at sprede åndeligt lys ved ivrigt at gå i gang med forkyndelsesarbejdet. b Lige siden er mennesker fra alle nationer blevet tiltrukket af lyset, deriblandt resten af “Guds Israel”, som er de “konger” der bliver nævnt i Esajas 60:3. – Åb. 5:9, 10.

I fremtiden vil de salvede genspejle lyset fra Jehova i endnu højere grad. Hvordan det? Når de afslutter deres liv på jorden, bliver de i himlen en del af “det nye Jerusalem”, eller Kristus’ brud, der består af de 144.000 konger og præster. – Åb. 14:1; 21:1, 2, 24; 22:3-5.

“Det nye Jerusalem” vil spille en afgørende rolle i forbindelse med opfyldelsen af Esajas 60:1. (Sammenlign Esajas 60:1, 3, 5, 11, 19, 20 med Åbenbaringen 21:2, 9-11, 22-26). Ligesom byen Jerusalem var regeringssædet i det gamle Israel, vil “det nye Jerusalem” få en helt særlig plads – det vil nemlig sammen med Kristus udgøre regeringen i den nye verdensordning. Hvordan vil det nye Jerusalem “komme ned fra himlen fra Gud”? Det vil det i den forstand at det vil udrette ting på jorden. Mennesker fra alle nationer der elsker Gud, “vil vandre i lyset fra [det nye Jerusalem]”. De vil endda blive befriet fra synd og død. (Åb. 21:3, 4, 24) Alt det vil føre til at alting bliver genoprettet, som forudsagt af Esajas og andre profeter. (Ap.G. 3:21) Denne store genoprettelse begyndte da Kristus blev konge, og den vil være fuldført ved slutningen af hans tusindårige styre.

a Ny Verden-Oversættelsen af Bibelen bruger i Esajas 60:1 “kvinde”, og ikke “Zion” eller “Jerusalem”, fordi de hebraiske udsagnsord i grundteksten for “rejs” og “spred lys” står i hunkønsform, og det samme gør ordet “dig”. Den gengivelse hjælper læseren til at forstå at der her er tale om en symbolsk kvinde.

b Den åndelige genoprettelse der fandt sted i 1919, er også beskrevet i Ezekiel 37:1-14 og i Åbenbaringen 11:7-12. Ezekiel forudsagde at alle salvede kristne ville opleve en åndelig genoprettelse efter at de havde været i fangenskab i en meget lang periode. Profetien i Åbenbaringen henviser til en lille gruppe salvede brødre der førte an i organisationen. Efter at de i en kort periode havde været tvunget til at indstille arbejdet fordi de var uretfærdigt fængslet, kom de i 1919 til live igen i symbolsk forstand og blev udnævnt som “den trofaste og kloge træl”. – Matt. 24:45; se Den rene tilbedelse af Jehova – endelig genindført!, s. 118.