Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

AFSNIT 7

Hvad du kan gøre for at oplære dine børn

Hvad du kan gøre for at oplære dine børn

„Disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du have i dit hjerte, og du skal indprente din søn dem.“ — 5 Mosebog 6:6, 7

Da Jehova skabte familieordningen, gav han forældrene ansvaret for deres børn. (Kolossenserne 3:20) Det påhviler jer som forældre at oplære jeres børn til at elske Jehova og blive ansvarsbevidste voksne. (2 Timoteus 1:5; 3:15) Det betyder at I skal lære at se hvad der bor i hjertet hos jeres børn. Husk også at jeres eget eksempel har stor betydning. Hvis I selv har Jehovas ord i hjertet, er det lettere for jer at undervise jeres børn i det. — Salme 40:8.

1 GØR DET LET FOR DINE BØRN AT TALE MED DIG

HVAD BIBELEN SIGER: ’Vær hurtig til at høre, langsom til at tale.’ (Jakob 1:19) Dine børn skulle gerne føle sig helt frie til at henvende sig til dig. De skal vide at når de har brug for at snakke med dig, så er du parat til at lytte. Prøv at skabe en tryg atmosfære, så det bliver let for dem at udtrykke sig. (Jakob 3:18) Hvis de tror at du vil være hård og fordømmende, vil de måske ikke åbne sig for dig. Vær tålmodig med dine børn, og fortæl dem tit at du elsker dem. — Mattæus 3:17; 1 Korinther 8:1.

HVAD DU KAN GØRE:

  • Vær parat når dine børn har brug for at snakke med dig

  • Tal ofte med dine børn — ikke bare når der er problemer

2 PRØV AT FORSTÅ HVAD DE VIRKELIG MENER

HVAD BIBELEN SIGER: „Den der har indsigt i en sag vil finde det gode.“ (Ordsprogene 16:20) For at forstå hvad dine børn virkelig tænker og føler, må du finde ud af hvad der ligger bag det de siger. Det er almindeligt at unge overdriver eller siger noget de egentlig ikke mener. ’Når nogen svarer før han hører hvad sagen drejer sig om, bliver det til dårskab for ham.’ (Ordsprogene 18:13) Pas derfor på ikke at overreagere. — Ordsprogene 19:11.

HVAD DU KAN GØRE:

  • Vær besluttet på at du ikke vil afbryde eller overreagere uanset hvad dine børn siger

  • Prøv at huske hvordan du selv havde det i deres alder, og hvad der var vigtigt for dig dengang

3 UDGØR EN ENIG FRONT

HVAD BIBELEN SIGER: „Hør, min søn, på din faders tugt, og forlad ikke din moders lov.“ (Ordsprogene 1:8) Jehova har givet myndigheden over børnene til både faren og moren. Derfor må I lære jeres børn at respektere og adlyde jer. (Efeserne 6:1-3) Hvis forældrene ikke er „helt forenede i samme sind“, mærker børnene det hurtigt. (1 Korinther 1:10) Skulle det ske at I er uenige, kan I tale med hinanden om det når børnene ikke er til stede, så det ikke går ud over deres respekt for jer.

HVAD I KAN GØRE:

  • Tal sammen som forældre om hvordan børnene skal opdrages, og bliv enige om det

  • Hvis I har forskellige meninger om opdragelsen, så prøv hver især at se det fra den andens synspunkt

4 PLANLÆG OPLÆRINGEN

HVAD BIBELEN SIGER: „Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge.“ (Ordsprogene 22:6) En god oplæring af jeres børn kommer ikke af sig selv. I må have en plan for hvordan opdragelsen skal foregå, hvilke regler der skal gælde, og hvad der skal gøres hvis de ikke bliver fulgt. (Salme 127:4; Ordsprogene 29:17) Det drejer sig ikke om strenghed og straf, snarere om at hjælpe børnene til at forstå begrundelsen for de regler I har. (Ordsprogene 28:7) Hjælp dem også til at elske Jehovas ord og lære dets principper at kende. (Salme 1:2) Det vil hjælpe dem til at få en sundt virkende samvittighed. — Hebræerne 5:14.

HVAD I KAN GØRE:

  • Hjælp jeres børn til at forstå at Gud er en virkelig person, en de kan stole på

  • Hjælp dem til at se hvor der er moralske farezoner, så de kan undgå dem — for eksempel steder på internettet og i sociale medier. Lær dem at være på vagt over for seksuelle krænkere

„Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge“