Gå direkte til indholdet

Kommer dyr i himlen?

Kommer dyr i himlen?

Hvad Bibelen siger

 Bibelen lærer at ud af alle jordens skabninger er det kun et begrænset antal mennesker der kommer i himlen. (Åbenbaringen 14:1, 3) Der skal de herske som konger og præster sammen med Jesus. (Lukas 22:28-30; Åbenbaringen 5:9, 10) Størstedelen af de mennesker der får en opstandelse, vil få livet igen i et paradis på jorden. – Salme 37:11, 29.

 Ingen steder i Bibelen omtales der en himmel for dyr – og det er med god grund. Dyr kan ikke opfylde de betingelser der er nødvendige for at få “det himmelske kald”. (Hebræerne 3:1) Det indebærer blandt andet at man får kundskab, viser at man har tro, og overholder Guds bud. (Matthæus 19:17; Johannes 3:16; 17:3) Kun mennesker blev skabt med udsigten til at leve evigt. – 1. Mosebog 2:16, 17; 3:22, 23.

 For at komme i himlen er det nødvendigt med en opstandelse. (1. Korinther 15:42) Bibelen omtaler en hel række opstandelser. (1. Kongebog 17:17-24; 2. Kongebog 4:32-37; 13:20, 21; Lukas 7:11-15; 8:41, 42, 49-56; Johannes 11:38-44; Apostlenes Gerninger 9:36-42; 20:7-12) Men i alle tilfælde var det mennesker der blev oprejst, ikke dyr.

 Har dyr en sjæl?

 Nej. Bibelen siger at både dyr og mennesker er sjæle. (4. Mosebog 31:28) Da det første menneske, Adam, blev skabt, fik han ikke en sjæl, men han “blev en levende sjæl”. (1. Mosebog 2:7, fodnote) En sjæl består af to ting: “støv fra jorden” og “livsånde”.

 Kan en sjæl dø?

 Ja, Bibelen lærer at en sjæl godt kan dø. (3. Mosebog 21:11, fodnote; Ezekiel 18:20) Både dyr og mennesker bliver til støv igen når de dør. (Prædikeren 3:19, 20) Med andre ord holder de simpelthen op med at eksistere. a

 Kan dyr synde?

 Nej. At synde betyder at man enten tænker, føler eller gør noget der strider mod Guds normer. For at synde må man være i stand til at træffe beslutninger angående moral, og den evne har dyr ikke. I løbet af deres korte liv handler de kun efter deres instinkter. (2. Peter 2:12) De dør altså selvom de ikke synder.

 Er det tilladt at mishandle dyr?

 Nej. Gud har givet mennesker herredømme over dyrene, men han har ikke givet dem lov til at mishandle dem. (1. Mosebog 1:28; Salme 8:6-8) Gud interesserer sig for hvert enkelt dyr – selv små fugle. (Jonas 4:11; Matthæus 10:29) Og han befalede sine tjenere at de skulle behandle dyr på en god måde. – 2. Mosebog 23:12; 5. Mosebog 25:4; Ordsprogene 12:10.

a Du kan få flere oplysninger i kapitel 6 i bogen Hvad kan Bibelen lære os?