Gå direkte til indholdet

Er alle religioner lige gode? Fører de alle til Gud?

Er alle religioner lige gode? Fører de alle til Gud?

Hvad Bibelen siger

 Nej, alle religioner er ikke lige gode. Bibelen indeholder mange eksempler på religioner som Gud bestemt ikke kan acceptere. De kan inddeles i to hovedkategorier.

Kategori 1: Tilbedelse af falske guder

 Bibelen beskriver tilbedelsen af falske guder med ord som “løgn”, “tomhed” og “ting hvori der intet gavnligt er”. (Jeremias 10:3-5; 16:19, 20) Jehova a Gud gav fortidens Israel denne befaling: “Du må ikke have andre guder i trods mod mig.” (2 Mosebog 20:3, 23; 23:24) Når israelitterne tilbad andre guder, “blussede Jehovas vrede op” mod dem. – Dommerne 2:13, 14; 3 Mosebog 20:2; 4 Mosebog 25:3.

 Gud har stadig den samme holdning til tilbedelsen af såkaldte “guder”. (1 Korinther 8:5, 6; Galaterne 4:8) De der ønsker at tilbede ham, må holde op med at omgås dem der følger falsk religion. Gud giver nemlig denne befaling: “Gå ud fra dem, og skil jer ud.” (2 Korinther 6:14-17) Hvis alle religioner er lige gode og de alle fører til Gud, hvorfor skulle han så komme med en sådan befaling?

Kategori 2: Tilbedelse af den sande Gud på en måde han ikke kan godkende

 I nogle perioder tilbad israelitterne Gud ud fra religiøse opfattelser og skikke som de havde lånt fra tilbedelsen af falske guder, men Jehova forkastede disse forsøg på at blande sand og falsk religion. (2 Mosebog 32:8; 5 Mosebog 12:2-4) Jesus fordømte de religiøse ledere der levede på hans tid, på grund af deres måde at tilbede Gud på; de gav det udseende af at de var religiøse, men hyklerisk havde de “undladt det der er vigtigere i loven, nemlig ret og barmhjertighed og trofasthed”. – Mattæus 23:23.

 Det er det samme i dag. Kun religion der er baseret på sandhed, kan lede mennesker til Gud. Denne sandhed findes i Bibelen. (Johannes 4:24; 17:17; 2 Timoteus 3:16, 17) Religioner hvis læresætninger ikke stemmer med det der står i Bibelen, leder faktisk folk væk fra Gud. Mange læresætninger som folk tror stammer fra Bibelen – deriblandt treenighedslæren, læren om den udødelige sjæl og læren om evig pine – er lånt fra nogle der tilbad falske guder. Hvis nogle fremmer sådanne lærepunkter, er deres tilbedelse “forgæves”, eller nytteløs, fordi de følger religiøse traditioner i stedet for at leve op til de krav Gud stiller. – Markus 7:7, 8.

 Gud hader religiøst hykleri. (Titus 1:16) Hvis en religion skal hjælpe mennesker til at komme nærmere til Gud, må den have indflydelse på deres daglige liv og ikke blot bestå af ritualer og ceremonier. Bibelen siger for eksempel: “Hvis nogen mener at han er religiøs og dog ikke tøjler sin tunge men bliver ved med at bedrage sit hjerte, hans form for tilbedelse er forgæves. Den religion der er ren og ubesmittet for vor Gud og Fader er denne: at se til faderløse og enker i deres trængsel, og at holde sig uplettet af verden.” (Jakob 1:26, 27, fodnoter) Den danske autoriserede oversættelse bruger udtrykket “ægte gudsdyrkelse” for denne rene og uhykleriske tilbedelse af Gud.