Gå direkte til indholdet

Hun blev overrasket over resultaterne

Hun blev overrasket over resultaterne

 En enlig mor der hedder Desicar, ville gerne være pioner for at kunne gøre mere i tjenesten for Jehova. Hun bor i Venezuela, der er et land med store økonomiske problemer. Men hun var fast besluttet på at blive pioner, og det lykkedes hende at nå sit mål. Hun var meget glad for det, men så kom covid-19-pandemien.

 Da pandemien ramte, var det svært for Desicar at tilpasse sin tjeneste til de nye omstændigheder. Det var en udfordring for hende at skrive breve. Og hun kunne ikke forkynde via videokonference fordi internettet er meget dyrt der hvor hun bor. “Jeg var ved helt at miste modet,” fortæller hun. “Fra den ene dag til den anden kunne jeg ikke længere forkynde på den måde jeg havde været vant til, og jeg følte ikke rigtig at jeg slog til som pioner.”

 I januar 2021 godkendte Afdelingskontoret i Venezuela så en særlig forkynderkampagne. Det blev arrangeret at 60 radiostationer og 7 tv-kanaler skulle sende udvalgte bibelske foredrag i alle fem weekender i løbet af måneden. Forkynderne blev opfordret til at ringe og skrive til folk for at invitere dem til at lytte til foredragene. Afdelingskontoret kom også med forslag til spørgsmål og bibelvers som brødrene og søstrene kunne bruge når de inviterede til de forskellige foredrag. Desuden foreslog afdelingskontoret forkynderne at skrive sms’er til folk – en forkyndermetode der var helt ny for mange Jehovas Vidner i Venezuela.

 Desicar var begejstret for at være med i kampagnen. Selvom hun aldrig havde forkyndt ved hjælp af sms’er før, besluttede hun sig for at prøve det. Men hun havde brug for lidt hjælp. “Jeg er ikke så teknisk anlagt,” fortæller hun. Desicar bad sin datter om at lære hende hvordan hun skulle gøre, og der gik ikke lang tid før hun var klar til at være med i kampagnen.

Desicar

 Desicar skrev sms’er til mange af sine bekendte og inviterede dem til at lytte til foredragene. Hun blev overrasket over resultaterne. Mange af hendes kontakter lyttede til foredragene og stillede spørgsmål til det de havde hørt. Andre havde ikke mulighed for at høre foredragene men spurgte bagefter Desicar hvad de havde handlet om. “Jeg lavede et referat til dem ud fra mine egne notater og sendte det til dem,” fortæller Desicar. “Tidligere havde jeg højst haft 5 genbesøg på en måned, men da kampagnen var slut, havde jeg haft 112 genbesøg!” a

 Desicar inviterede også sin søster, der bor lige ved siden af hende, til at lytte til foredragene i radioen. “Jeg blev meget overrasket over at hun havde lyst til det,” fortæller Desicar. “Hver søndag morgen klokken 8 gik jeg ind til hende, og så lyttede vi sammen til et foredrag. Hun havde mange spørgsmål, både under og efter foredraget.” Desicars søster var også med til højtiden til minde om Jesus’ død via videokonference, og Desicar fik lov til at bruge sin søsters internetforbindelse når hun skulle forkynde.

 “Jeg er så taknemmelig mod Jehova,” siger Desicar. “Og jeg er også meget taknemmelig mod de ældste i min menighed for at de har opmuntret mig så meget. De hjalp mig til at finde glæde ved forkyndelsen igen.” (Jeremias 15:16) Desicar er stadig pioner, og nu er hun optaget af at undervise de interesserede mennesker hun fandt ved at sende sms’er.

a Jehovas Vidner følger databeskyttelseslovene når de udfører deres forkyndelse.