Gå direkte til indholdet

En blind kvinde fik svar på sine bønner

En blind kvinde fik svar på sine bønner

 Yanmei, et Jehovas Vidne i Asien, tilbød at hjælpe en blind kvinde, der hed Mingjie, over vejen. a Mingjie svarede: “Mange tak. Må Gud velsigne dig!” På den anden side af vejen spurgte Yanmei om Mingjie havde lyst til at mødes en dag så de kunne tale sammen om Bibelen. Senere fortalte Mingjie at hun hver dag i sine bønner havde bedt om hjælp til at finde Guds sande folk. Hvad havde fået hende til at bede om det?

 I 2008 havde Mingjie taget imod en invitation fra en veninde der også var blind, til at komme hen i en kirke der holdt særlige prædikener for mennesker med handicap. Efter gudstjenesten spurgte Mingjie præsten hvilken bog han havde citeret fra. Han sagde at det var Bibelen, Guds sandhedsord. Mingjie ville meget gerne læse Bibelen, så hun skaffede en udgave i kinesisk punktskrift og læste de 32 bind på omkring et halvt år. Efterhånden som hendes bibellæsning skred frem, fandt Mingjie ud af at treenighedslæren, som hun havde hørt om i kirken, er falsk, og at Gud har et navn, Jehova.

 Mingjie blev også mere og mere skuffet over de andre kirkegængeres opførsel. Det var tydeligt for hende at deres måde at leve på ikke stemte med det hun læste i Bibelen. Når der for eksempel var fællesspisning, fik de blinde serveret restemad, mens alle andre fik frisklavet mad. Den diskriminerende behandling sårede Mingjie, så hun begyndte at undersøge hvilke andre kirker der var i hendes område. Det var derfor Mingjie havde bedt Gud om hjælp til at finde de sande kristne.

 Yanmeis venlige gestus fik Mingjie til at tage imod et bibelstudie. Der gik ikke længe før Mingjie overværede sit første møde hos Jehovas Vidner. Hun fortæller: “Jeg vil aldrig glemme mit første møde. Alle brødrene og søstrene bød mig varmt velkommen. Jeg blev helt rørt, for jeg kunne tydeligt mærke at de var kærlige og fordomsfrie mennesker.”

 Mingjie gjorde gode fremskridt og begyndte at komme til alle møderne. Hun kunne især godt lide at synge Rigets sange, men det var ikke så let for hende at lære dem, for sangbogen fandtes ikke i den type punktskrift hun læste. Med menighedens hjælp gik hun derfor i gang med at fremstille sin egen sangbog. På 22 timer transskriberede hun alle 151 sange! I april 2018 var Mingjie med ude at forkynde for første gang, og derefter havde hun omkring 30 timer i forkyndelsen hver måned.

Det er et tålmodighedsarbejde at transskribere en bog til punktskrift

 Da Mingjie gav udtryk for at hun gerne ville døbes, hjalp Yanmei hende ved at indtale de forberedende spørgsmål med tilhørende bibelvers der findes i bogen Organiseret til at gøre Jehovas vilje. Og i juli 2018 blev Mingjie døbt. Hun siger: “Den kærlighed brødrene og søstrene viste ved stævnet, gjorde stort indtryk på mig. Jeg var rørt til tårer fordi jeg endelig var blevet en del af Guds sande folk.” (Johannes 13:34, 35) Mingjie er besluttet på at vise andre samme kærlighed som den hun selv blev vist, og derfor forkynder hun nu på fuld tid.

a Navnene er ændret.