“Ord kan ikke beskrive den glæde jeg følte over at tjene et sted hvor der er stort behov!” Det var sådan Joshua fra USA havde det efter at have tjent noget tid i Guyana. Mange Jehovas Vidner der har tjent i dette frugtbare distrikt i Sydamerika, a deler hans glæde. Hvad kan vi lære af disse need-greaters? Hvordan kan deres erfaringer hjælpe dig hvis du ønsker at tjene i et andet land?

 En bror der hedder Linel, var med til at forkynde i distrikt der sjældent gennemgås, i sit hjemland, USA, inden han flyttede til Guyana. “Vi var en gruppe på 20 som fik tildelt et afsidesliggende landdistrikt i West Virginia,” fortæller han. “Forkyndelsen og det samvær vi havde i de to uger vi var afsted, ændrede mit liv! Jeg blev endnu mere besluttet på at give alt hvad jeg havde, i tjenesten for Jehova.”

 Et ægtepar ved navn Garth og Erica begyndte at tænke seriøst over at tjene i et andet land, og de valgte Guyana. Hvorfor? “Min mand og jeg kendte et ægtepar der var flyttet dertil,” fortæller Erica. “Deres entusiasme og glæde over at tjene dér smittede af og motiverede os til at flytte til Guyana.” Erica og Garth beskriver deres tjeneste som et “dyrebart privilegium”, og de tilbragte tre lykkelige år i dette distrikt. Garth siger: “Vi smagte på det at tjene i et andet land, og så at det var godt.” Han og hans hustru kom senere på Gilead og tjener nu i Bolivia.

 I Bibelen bliver vi opfordret til at leve et enkelt liv. (Hebræerne 13:5) Vi bliver også tilskyndet til at beregne omkostningerne når vi skal træffe store beslutninger. (Lukas 14:26-33) Det gælder i høj grad når man beslutter sig for at flytte til et fremmed land. Garth skriver: “Inden vi rejste til Guyana, var Erica og jeg nødt til at forenkle vores liv. Det betød at vi måtte sælge vores firma, vores hus og alle de unødvendige ting vi havde fyldt vores hus med. Det tog et par år. I mellemtiden gjorde vi hvad vi kunne for at holde liv i vores ønske om at flytte til Guyana, blandt andet ved at rejse dertil en gang om året.”

 En anden vigtig faktor er økonomi. Nogle need-greaters kan arbejde i det land de rejser til, hvis landets love tillader det. En del kan ved hjælp af en computer beholde deres arbejde i hjemlandet. Andre vælger at tage tilbage til deres hjemland i korte perioder for at arbejde. Et ægtepar der hedder Paul og Sinead, rejste tilbage til Irland én gang om året for at arbejde. Det gjorde at de var i stand til at tjene i Guyana i 18 år, og de blev der endda i syv år efter at have fået en datter.

 I Salme 37:5 står der: “Læg dit liv i Jehovas hænder; stol på ham, så vil han gribe ind for at hjælpe dig.” Det gjorde Christopher og Lorissa fra USA. De bad ofte til Jehova om deres ønske om at tjene i et andet land, og i forbindelse med deres teokratiske familieaften snakkede de om deres mål og lavede en liste med fordele og ulemper ved at flytte. Fordi de gerne ville tjene i et land hvor det ikke var nødvendigt for dem at lære et nyt sprog, valgte de Guyana, hvor hovedsproget er engelsk.

 Derefter fulgte de princippet i Ordsprogene 15:22: “Planer mislykkes når man ikke rådfører sig med hinanden, men når der er mange rådgivere, lykkes tingene.” De skrev til det afdelingskontor der fører tilsyn med arbejdet i Guyana, b og fortalte om deres planer og baggrund. I brevet spurgte de også ind til lokale forhold såsom sundhedssystemet, klimaet og de lokale skikke. Afdelingskontoret besvarede deres spørgsmål og satte dem i kontakt med et ældsteråd i det område de senere ville flytte til.

 Linel, som blev omtalt tidligere, tjener nu som kredstilsynsmand i Guyana. Han anvendte også princippet i Ordsprogene 15:22 inden han flyttede dertil. “Ud over at spare op til rejsen,” siger han, “sørgede jeg for at tale med andre som havde tjent i et fremmed land. Jeg talte også med min familie om det, med de ældste i menigheden og med min kredstilsynsmand. Og jeg læste alt hvad der var at finde i vores publikationer om det at tjene et sted hvor der er stort behov.”

 Mange der ønsker at tjene i et andet land, vælger fornuftigt nok at besøge det inden de flytter dertil. “Første gang vi tog til Guyana,” fortæller et ægtepar der hedder Joseph og Christina, “var vi der i tre måneder. Så kunne vi nå at få en fornemmelse af hvordan det ville være at bo der. Derefter tog vi hjem, pakkede sammen og flyttede.”

 For at kunne falde godt til og få tjenesten til at fungere i et fremmed land må need-greaters have en selvopofrende indstilling og være villige til at tilpasse sig de lokale omstændigheder og skikke. Hvis man for eksempel flytter fra et koldt til et tropisk område, vil man ofte opleve at det vrimler med forskellige slags insekter. “Jeg var slet ikke vant til så mange insekter,” siger Joshua, der blev citeret tidligere. “De virkede også til at være meget større i Guyana! Men med tiden vænnede jeg mig til dem. Jeg lærte også at man kan holde mængden af insekter nede ved at holde sit hjem rent. Det er vigtigt at man husker at vaske op, tage affaldet ud og gøre rent i huset.”

 At skulle falde til i et andet land betyder også at man må vænne sig til fødevarer man ikke kender, og lære hvordan man kan tilberede dem. “Min roommate og jeg spurgte de lokale brødre og søstre om de ville lære os hvordan vi kunne bruge de lokale råvarer,” mindes Joshua. “Hver gang vi havde lært at lave en ny ret, inviterede vi nogle fra menigheden til at spise sammen med os. Det var også en god måde at lære vores trosfæller at kende på og få nye venskaber.”

 Med hensyn til lokale skikke husker Paul og Kathleen: “Vi måtte lære hvad der lokalt blev anset for at være gode manerer og god opførsel, og hvordan man kunne tillade sig at være klædt i troperne – meget af det var helt nyt for os. Så vi måtte være ydmyge og gøre forandringer, samtidig med at vi ikke gik på kompromis med Bibelens principper. Når vi tilpassede os den lokale kultur, kom vi tættere på vores trosfæller i menigheden, og folk i distriktet lagde mærke til det og var derfor venligt indstillet over for os.”

 Joseph og Christina taler på manges vegne når de siger: “Velsignelserne opvejer i høj grad udfordringerne og vanskelighederne. Det at træde ud af vores komfortzone hjalp os til at prioritere rigtigt. Ting der førhen var meget vigtige for os, havde ikke længere så stor betydning. Og alt det vi erfarede, motiverede os til at blive ved med at gøre alt hvad vi kunne, i tjenesten for Jehova. Det førte alt sammen til ægte tilfredshed.”

 Erica, som blev citeret tidligere, siger: “Som need-greaters lærte min mand og jeg hvad det vil sige at stole fuldt ud på Jehova. Han har hjulpet os på måder vi aldrig har prøvet før. Og alle de ting vi har oplevet sammen, har styrket vores ægteskab.”