Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HVAD DINE BIDRAG BLIVER BRUGT TIL

Vedligeholdelse af rigssale

Vedligeholdelse af rigssale

1. APRIL 2024

 “Jeg elsker vores rigssal,” siger Nicole, en ung søster i Colombia. “Der kan jeg være sammen med alle brødrene og søstrene fra menigheden.” Du har det sikkert på samme måde med din lokale rigssal.

 Jehovas Vidner har omkring 63.000 rigssale i hele verden, og de danner ramme om vores tilbedelse af Gud. Men de gør også noget andet. En pioner i Colombia der hedder David, siger: “Vores rigssal giver andre et godt indtryk af os og det vi tror på. Mange der er her for første gang, lægger mærke til at vi passer godt på stedet.” Det er ikke noget der sker af sig selv. Vi sætter en ære i at holde vores rigssale rene og pæne og i god stand. Hvordan bliver der sørget for det?

Hvordan organiseres vedligeholdelsen?

 Menighederne der benytter de forskellige rigssale, har ansvar for at passe på den. Det gør de ved at gøre rent i rigssalen efter en fast plan og udføre almindeligt vedligehold og småreparationer.

 For at hjælpe menighederne har Bygge- og Projekteringsafdelingen, også kaldet LDC, givet nogle brødre til opgave at undervise i hvordan man vedligeholder en rigssal, en såkaldt vedligeholdelsesinstruktør. Hver bror har ansvar for mellem seks og ti rigssale, hvor han kommer på besøg og oplærer de lokale forkyndere. Hvert tredje år gennemgår han rigssalene og tjekker om der er noget der skal tages hånd om.

Vedligeholdelsesinstruktører hjælper med at holde rigssalene i god stand.

 Vores brødre og søstre er meget glade for den oplæring de har fået af instruktørerne. Indhumathi, en søster i Indien, siger: “Undervisningen var rigtig god. Det var rart at få mere at vide om hvordan vi kan passe godt på rigssalen og holde den i god stand.” Evans, der bor i Kenya, fortæller: “Vi lærte hvordan vi kan undgå ekstra udgifter ved at løse små problemer før de bliver til store problemer.”

Finansiering

 De årlige omkostninger til drift og vedligeholdelse af en rigssal kan spænde fra nogle få tusind til mange tusind kroner, a alt efter hvor rigssalen ligger, hvor gammel den er, og hvor mange menigheder der benytter den. Hvordan bliver udgifterne dækket?

 Al vedligeholdelse af rigssale finansieres af frivillige donationer. Alexander, der bor i Kasakhstan, uddyber: “En del af pengene bruges på internet, vand og el. Men de dækker også udgifter til andre nødvendige ting som papirhåndklæder, handsker, rengøringsartikler og maling.” De penge der måtte blive tilovers, bliver givet som bidrag til det globale arbejde og er på den måde med til at betale større og dyrere vedligeholdelsesprojekter rundt omkring i verden.

Større vedligeholdelsesprojekter

 Hvis udgifterne til et vedligeholdelsesprojekt i en rigssal overstiger det sædvanlige driftsbudget for to-tre måneder, kontakter de ældste LDC’s vedligeholdelsesinstruktør. Hvis LDC godkender projektet, bliver det som regel finansieret af bidrag der er givet til det globale arbejde. I tjenesteåret 2023 blev der udført 8.793 af den slags projekter, og omkostningerne udgjorde i alt over 523 millioner. To af projekterne blev udført i Angola og Polen.

 I Angola trængte en 15 år gammel rigssal til en større overhaling. De elektriske installationer skulle udskiftes, der var revner i murværket, og når det regnede meget, flød vandet over ved rigssalen og løb ind i naboernes huse. LDC gik i gang med at organisere projektet, der løb op i knap 64.000 kroner. Naboerne var imponerede over hvordan arbejdet blev udført, og var meget tilfredse med resultatet.

En renoveret rigssal i Angola.

 I Polen var taget i en rigssal utæt, og tæppet meget slidt. LDC godkendte et projekt som omfattede at reparere og tætne taget og lægge nyt tæppe på. Projektet kostede cirka 67.000 kroner og har sikret at der ikke bliver brug for en større renovering i flere år.

En rigssal i Polen bliver renoveret.

Vedligeholdelse som er til ære for Jehova

 Vedligehold er ikke kun en måde at spare penge på – det er også til ære for Jehova. Shaun, en bror i østaten Tonga, siger: “Vores vedligeholdelse af rigssalen gør at vi kan tilbede Jehova i rene, pæne og velfungerende omgivelser, og det er med til at give andre et positivt indtryk af den Gud vi tilbeder. Vi er stolte af at kunne invitere andre med i vores rigssal.”

Hvad kan du gøre?

 Vi kan alle være med til at gøre rent i rigssalen og holde den ved lige. Marino, der er vedligeholdelsesinstruktør i Australien, siger: “Det er et privilegie at være med til at passe godt på vores rigssale, og alle kan give en hånd med. Når vi gør det, er vi også med til at passe godt på pengene så de kan blive brugt der hvor der er et akut behov.”

 Joel, der bor i Indien, er glad for at kunne hjælpe til med at vedligeholde rigssalen. Han siger: “Når jeg arbejder sammen med mine brødre og søstre, er det som at få et glimt af hvordan det bliver i den nye verden.” Nicole, der blev citeret tidligere, fortæller: “For ikke så længe siden hjalp jeg med at tørre vand op fra gulvet mens nogle brødre fiksede en utæthed på toilettet. Det var ikke mig der løste problemet, men jeg var med til at forhindre en ulykke.”

 Hvis du kunne tænke dig at hjælpe til med at vedligeholde din rigssal, så tal med nogle af de ældste i din menighed. Dine bidrag er også med til at støtte vedligeholdelsen af både den lokale rigssal og andre rundt omkring i verden. Man kan give bidrag enten i rigssalen eller via donate.pr418.com. Din gavmilde indstilling er meget værdsat.

Alle kan være med til at passe godt på vores rigssale.

a Alle beløb i artiklen er i danske kroner.