Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

De mødte villigt frem — i Brasilien

De mødte villigt frem — i Brasilien

FOR nogle år siden rejste Rúbia, en søster der nu er 30 år gammel, en tur til det sydlige Brasilien for at besøge Sandra, der tjente som pioner i en lille menighed dér. Under besøget skete der noget som gjorde så stort indtryk på Rúbia at det ændrede hendes liv. Hvad var det? Det vil vi lade Rúbia selv fortælle.

„JEG KUNNE IKKE TRO MINE EGNE ØRER“

„Sandra tog mig med på et besøg hos en kvinde som hun studerede Bibelen med. Under studiet sagde kvinden henkastet: ’Sandra, der er tre piger på min arbejdsplads der gerne vil studere Bibelen, men jeg har sagt til dem at de må vente på at det bliver deres tur. Jeg ved godt at du er booket op for i år.’ Jeg kunne ikke tro mine egne ører. Folk der gerne ville lære Jehova at kende, måtte skrives på  venteliste! Der hvor jeg kom fra, havde jeg svært ved at finde bare én jeg kunne studere Bibelen med. I det øjeblik, hjemme hos denne kvinde som Sandra studerede med, opstod der et stærkt ønske hos mig om at hjælpe mennesker i denne lille by. Kort tid efter forlod jeg den storby hvor jeg boede, og flyttede til den by hvor Sandra var pioner.“

Hvordan gik det Rúbia? Hun fortæller: „To måneder efter at jeg var flyttet dertil, ledte jeg 15 bibelstudier, og — tro det eller ej — inden længe havde jeg, ligesom Sandra, folk skrevet op på venteliste!“

HAN TOG SIN TJENESTE OP TIL FORNYET OVERVEJELSE

Diego, en broder som nu er først i tyverne, besøgte nogle pionerer der tjente i Prudentópolis, en lille by i det sydlige Brasilien. Besøget gjorde dybt indtryk på ham og fik ham ligefrem til at tage sin egen tjeneste op til fornyet overvejelse. Han fortæller: „Hjemme i min egen menighed kørte jeg på frihjul og brugte kun nogle få timer om måneden i tjenesten. Men da jeg besøgte disse pionerer og lyttede til de oplevelser de fortalte, kunne jeg ikke lade være med at sammenligne deres glæde med min egen ligegyldige holdning til forkyndelsen. Da jeg så hvor entusiastiske og glade de var, ønskede jeg at mit liv kunne blive lige så meningsfyldt som deres.“ Efter dette besøg begyndte Diego som pioner.

Er du, ligesom Diego, et ungt Jehovas Vidne der deltager i forkyndelsen og overværer møderne, men samtidig føler at tjenesten er blevet ren rutine og ikke længere er så spændende? Hvis det er tilfældet, kan du så gøre de forandringer der skal til, for at du kan smage den glæde det giver at tjene et sted hvor behovet for forkyndere er større? Det kan selvfølgelig godt være du synes det lyder som en stor mundfuld at skulle opgive en komfortabel livsstil. Men det er der ikke desto mindre mange unge der har valgt at gøre. De har turdet ændre deres personlige mål og ønsker for at kunne tjene Jehova i større udstrækning. Endnu en der har gjort dette, er Bruno.

DIRIGENT ELLER FORKYNDER?

For nogle år siden studerede Bruno, som nu er 28, ved et berømt musikkonservatorium, og hans mål  var at blive orkesterdirigent. Han var så dygtig at han flere gange blev inviteret til at dirigere et symfoniorkester. Det var tydeligt at han havde en lovende karriere foran sig. „Men,“ fortæller Bruno, „jeg følte at der manglede noget i mit liv. Jeg havde indviet mig til Jehova, men jeg vidste at jeg ikke gav ham alt hvad jeg havde, og det generede mig. I en bøn fortalte jeg Jehova om mine følelser, og jeg talte også med nogle erfarne brødre i menigheden. Efter alvorlige overvejelser besluttede jeg at sætte min tjeneste over min musik. Jeg forlod konservatoriet og tog den udfordring op som det er at tjene i et område hvor der er et stort behov for forkyndere.“ Hvad blev resultatet af denne beslutning?

Bruno flyttede til byen Guapiara (med omkring 7000 indbyggere), der ligger cirka 260 kilometer fra São Paulo. Det var en stor forandring. Han fortæller: „Jeg flyttede ind i et lille hus uden køleskab, tv og internetforbindelse. Til gengæld hørte der ting til huset som jeg aldrig havde haft før — en køkkenhave og en frugthave!“ Mens Bruno tjente dér i en lille menighed, pakkede han en gang om ugen sin taske med mad, vand og litteratur og tog af sted på sin motorcykel for at forkynde ude på landet. Mange mennesker i dette område havde aldrig før hørt den gode nyhed. „Jeg ledte helt op til 18 bibelstudier,“ fortæller han. „At se hvordan disse elever gjorde forandringer i deres liv, var noget der fyldte mig med glæde!“ Og han tilføjer: „På dette tidspunkt gik det op for mig at jeg havde fundet det jeg havde savnet i mit liv — den følelse af dyb tilfredshed som kommer af at man sætter Riget først. Denne tilfredshed ville jeg aldrig have opnået hvis jeg havde fortsat med at sætte mig materialistiske mål.“ Hvordan forsørgede Bruno sig så i Guapiara? Han svarer med et smil: „Ved at give guitarundervisning.“ Musikken var altså stadig en del af hans tilværelse.

„JEG MÅTTE SIMPELT HEN BLIVE“

Mariana, der nu er sidst i tyverne, befandt sig i en situation der lignede Brunos. Hun arbejdede som advokat, men til trods for sin indbringende profession følte hun sig ikke rigtig tilfreds. Hun siger: „Jeg følte at mit liv var ’jag efter vind’.“ (Præd. 1:17) Adskillige brødre og søstre opfordrede hende til at overveje  pionertjenesten. Efter at have tænkt det igennem besluttede Mariana og hendes veninder Bianca, Caroline og Juliana at hjælpe en menighed i Barra do Bugres, en fjerntliggende by i nærheden af Bolivia, flere tusind kilometer fra deres hjem. Hvordan gik det?

Mariana siger: „Det var min plan at blive der i tre måneder. Men da perioden var gået, ledte jeg 15 bibelstudier! Disse elever havde selvfølgelig brug for meget mere hjælp for at gøre fremskridt i sandheden. Jeg kunne umuligt få mig selv til at sige til dem at jeg rejste. Jeg måtte simpelt hen blive.“ Og det var netop hvad alle fire søstre gjorde. Førte Marianas nye livsvej så til større tilfredshed? Hun fortæller: „Det at Jehova bruger mig til at hjælpe mennesker til at få et bedre liv, giver mig en god fornemmelse. Jeg føler det er en stor velsignelse at vide at jeg nu bruger min tid og energi på noget der virkelig betyder noget.“ Caroline beskriver meget godt hvordan hver af de fire søstre har det: „Når jeg lægger mig til at sove om aftenen, føler jeg en dyb tilfredshed fordi jeg har brugt mig selv 100 procent i tjenesten. Mit liv drejer sig om hvordan jeg kan hjælpe dem jeg studerer med. Det er fantastisk at se dem gøre fremskridt. Jeg har virkelig erfaret sandheden i ordene: ’Smag og se at Jehova er god.’“ — Sl. 34:8.

Der er ingen tvivl om at det glæder Jehova at se flere og flere unge brødre og søstre i hele verden som „møder villigt frem“ for at forkynde den gode nyhed om hans rige i fjerntliggende områder! (Sl. 110:3; Ordsp. 27:11) De der villigt stiller sig til rådighed på denne måde, vil blive rigt velsignet af Jehova. — Ordsp. 10:22.