Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvem er Konge i Guds rige?

Hvem er Konge i Guds rige?

Gud har gennem adskillige bibelskribenter givet os nogle detaljerede oplysninger der hjælper os til at identificere den der skulle være Konge i Guds rige. Her er nogle af kendetegnene:

  • Udvalgt af Gud. “Jeg har indsat min konge ... Jeg [vil] give dig nationer som din arv og hele jorden som din ejendom.” – Salme 2:6, 8.

  • Arving til kong Davids trone. “Der er blevet født os et barn, der er blevet givet os en søn ... Hans herredømme vil blive ved med at vokse, og freden vil hvile for evigt over Davids trone og over hans rige. Det vil blive grundfæstet.” – Esajas 9:6, 7.

  • Født i Betlehem. “Han [spurgte] dem hvor Kristus skulle fødes. De sagde til ham: ‘I Betlehem i Judæa, for sådan har profeten skrevet.’” – Matthæus 2:4, 5.

  • Forkastet af mennesker og henrettet. “Han blev foragtet, og vi regnede ham ikke for noget. Han blev gennemboret for vores overtrædelse; han blev knust for vores synders skyld.” – Esajas 53:3, 5.

  • Oprejst fra døden til liv i himlen. “Du vil ikke efterlade mig i Graven. Du vil ikke tillade at din loyale ser dybet. ... Ved din højre hånd er der lykke for evigt.” – Salme 16:10, 11.

Jesus Kristus er den ideelle Konge

Der er kun én person i menneskehedens historie der passer på beskrivelsen af den ideelle Konge, og det er Jesus Kristus. Faktisk sagde en engel til Maria, Jesus’ mor: “Gud vil give ham hans far Davids trone, ... og hans rige skal aldrig ophøre.” – Lukas 1:31-33.

Jesus blev ikke konge mens han var på jorden. Han skal derimod regere over mennesker fra himlen som Konge i Guds rige. Hvorfor er han den ideelle Konge? Tænk over hvad han gjorde dengang han levede på jorden.

  • Jesus havde omsorg for andre. Han tog sig af både mænd og kvinder, unge som gamle, og han gik ikke op i hvilken baggrund eller social status de havde. (Matthæus 9:36; Markus 10:16) Da en mand der var spedalsk, tryglende sagde: “Hvis bare du vil, kan du gøre mig rask”, fik Jesus inderligt ondt af ham og helbredte ham. – Markus 1:40-42.

  • Jesus lærte andre hvordan de kunne glæde Gud. Han sagde: “I kan ikke være trælle for både Gud og Rigdom.” Han lærte også folk at de skulle behandle andre som de gerne selv ville behandles – et princip der er blevet kendt som Den Gyldne Regel. Han forklarede at Gud ikke kun går op i hvad vi gør, men også i hvad vi tænker og føler. Så for at glæde Gud må vi beherske vores tanker og følelser. (Matthæus 5:28; 6:24; 7:12) Jesus fortalte også hvordan vi kan komme til at opleve ægte lykke – vi må sætte os ind i hvad Gud ønsker af os, og derefter leve efter det. – Lukas 11:28.

  • Jesus lærte andre at vise kærlighed. Det Jesus sagde og gjorde, virkede stærkt på folk. “Alle i folkemængden [var] helt forbavset over hans måde at undervise på, for han underviste dem som en der havde autoritet.” (Matthæus 7:28, 29) Jesus lærte andre at ‘elske deres fjender’. Han bad endda for dem der ville slå ham ihjel, og sagde: “Far, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.” – Matthæus 5:44; Lukas 23:34.

Jesus er yderst velkvalificeret til at regere over hele menneskeheden som en kærlig og omsorgsfuld Konge. Men hvornår begynder han at regere?