Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HVAD GØR DIG LYKKELIG?

Fysisk sundhed og mod på livet

Fysisk sundhed og mod på livet

MANGE KÆMPER MED EN KRONISK SYGDOM ELLER ET HANDICAP. En mand der hedder Ulf, var engang sund og rask og levede et aktivt liv, men det ændrede sig fuldstændigt da han blev lam. Han siger: “Det slog mig virkelig ud. Jeg havde ingen energi, ikke noget gåpåmod ... Jeg var helt ødelagt.”

Som eksemplet med Ulf viser, har man ikke altid kontrol over hvad der sker med ens helbred. Der er selvfølgelig noget man kan gøre for at holde sig sund og rask, men man kan alligevel blive ramt af alvorlig sygdom. Hvis det sker, er det så umuligt at være lykkelig? Nej, slet ikke. Men inden vi kommer ind på det, vil vi se på nogle principper der kan gavne helbredet.

VÆR “MÅDEHOLDEN I VANER”. (1 Timoteus 3:2, 11) At have for vane at spise for meget mad og drikke for meget alkohol er ikke godt for helbredet – og heller ikke for økonomien. “Vær ikke blandt dem der drikker sig fulde i vin, blandt dem der frådser i kød, for en dranker og en frådser kommer i nød.” – Ordsprogene 23:20, 21.

UNDGÅ TING DER SKADER KROPPEN. “Lad os rense os for enhver besmittelse af kød og ånd.” (2 Korinther 7:1) Hvis man bruger tobak, har et alkoholmisbrug eller tager stoffer, besmitter man sin krop. “Tobaksrygning er den enkeltfaktor der har den største negative indflydelse på danskernes helbred. Rygning skader hele kroppen.” – Sundhedsstyrelsen.

BETRAGT LIVET SOM EN VÆRDIFULD GAVE. “Ved [Gud] lever vi og bevæger vi os og er vi til.” (Apostelgerninger 17:28) Hvis man har det i tanke, vil man ikke udsætte sig selv for unødvendige risici, hverken når man er på arbejde, færdes i trafikken eller i forbindelse med fritidsaktiviteter. Et øjebliks spænding kan få livslange konsekvenser.

BEKÆMP NEGATIVE FØLELSER. Vores psyke har stor indvirkning på vores fysiske helbred. Så gør hvad du kan for at bekæmpe overdrevet bekymring, ukontrolleret vrede, misundelse og andre negative følelser. “Giv slip på vrede og lad forbitrelse fare,” står der i Salme 37:8. Og i Mattæus 6:34 står der: “Vær ... aldrig bekymrede for dagen i morgen, for dagen i morgen vil have sine egne bekymringer.”

TÆNK POSITIVT. Bibelen siger at “et roligt hjerte er liv for legemet”, og at “et hjerte der fryder sig er god medicin”. (Ordsprogene 14:30; 17:22) Det er blevet bekræftet af videnskaben. Dr. Derek Cox, der er læge i Skotland, har udtalt: “Hvis man er glad, vil man sandsynligvis opleve mindre sygdom end hvis det modsatte er tilfældet.”

HAV MOD PÅ LIVET. Ligesom Ulf, der blev omtalt tidligere, er nogle desværre tvunget til at leve med en kronisk sygdom eller et handicap. Men man vælger selv hvordan man vil leve med det. Nogle bliver overvældet af modløshed, hvilket gør situationen endnu værre. Det fremgår af det der står i Ordsprogene 24:10: “Har du mistet modet på trængselens dag, vil din kraft være begrænset.”

Andre finder ud af hvordan de skal tilpasse sig den nye situation, og kommer hurtigere ovenpå igen. Sådan var det for Ulf. Efter at have bedt meget til Gud og tænkt dybt over Bibelens positive budskab blev han bedre til “at se muligheder frem for forhindringer”. Og ligesom mange andre der har oplevet modgang, blev han mere medfølende og hensynsfuld, og det motiverede ham til at fortælle andre om Bibelens trøstende budskab.

En anden der oplevede noget tragisk, var Steve. Da han var 15, kom han ud for en ulykke der gjorde ham lam fra halsen og ned. Som 18-årig havde han dog fået førligheden tilbage i sine arme. Senere kom han på universitetet, hvor han begyndte at tage stoffer, drikke og have umoralske seksuelle forhold. Hans liv virkede tomt og meningsløst. Men efter at han gik i gang med at undersøge Bibelen, fik han et nyt syn på livet, og det hjalp ham til at foretage store forandringer. Steve siger: “Den tomhed jeg havde følt, var endelig væk ... Jeg har fået fred i sindet og er meget mere glad og tilfreds.”

Steve og Ulf har begge oplevet at det der står i Salme 19:7, 8, er sandt: “Jehovas lov er fuldkommen, giver sjælen ny styrke. ... Jehovas bestemmelser er retskafne, fryder hjertet; Jehovas bud er purt, giver øjnene lys.”