Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

 HJÆLP TIL FAMILIEN | ÆGTESKABET

Hvordan man indgår kompromiser

Hvordan man indgår kompromiser

UDFORDRINGEN

Du har lyst til én ting, og din ægtefælle vil noget andet. Realistisk set er der mindst tre muligheder:

  1. Du kan stædigt blive ved med at insistere på at få din vilje.

  2. Du kan passivt overgive dig og lade din ægtefælle få sin vilje.

  3. I kan indgå et kompromis.

’Men jeg bryder mig ikke om kompromiser,’ siger du måske. ’Det lyder som om ingen af os vil få opfyldt sit ønske!’

Et kompromis behøver ikke at ende i en situation hvor begge parter er tabere — ikke hvis I gør det rigtigt. Men inden vi ser på hvordan man indgår kompromiser, er der nogle ting du bør vide om denne vigtige kunst.

HVAD DU MÅ VIDE

Kompromiser kræver samarbejde. Inden du blev gift, har du måske været vant til selv at træffe beslutninger. Sådan er det ikke længere, og både du og din ægtefælle må sætte ægteskabet højere end jeres personlige ønsker. I stedet for at betragte det som en ulempe, så tænk på fordelene. „En kombination af to personers idéer kan føre til en løsning der er bedre end den de hver især kunne finde på,“ siger en gift kvinde ved navn Alexandra.

Kompromiser kræver et åbent sind. „Du behøver ikke være enig i alt, hvad din ægtefælle siger eller mener, men du er nødt til at være oprigtigt åben over for at tage hans eller hendes synspunkt alvorligt,“ skriver parterapeuten John M. Gottman. „Hvis du sidder med armene over kors og ryster på hovedet (eller bare tænker: ’Nej’), når din ægtefælle forsøger at snakke et problem igennem med dig, kommer I aldrig nogen vegne i diskussionen.“ *

Kompromiser kræver selvopofrelse. Ingen bryder sig om at leve sammen med en der har holdningen „enten bliver det på min måde, eller også kan du godt glemme det“. Det er langt bedre når begge parter har en selvopofrende indstilling. „Der er situationer hvor jeg giver efter for at gøre min mand glad, men andre gange gør han det samme for mig,“ siger June. „Det er jo hvad ægteskabet bør handle om — at give og tage imod, ikke kun tage imod.“

 HVAD DU KAN GØRE

Begynd rigtigt. Det plan en samtale begynder på, er ofte det plan den slutter på. Hvis I begynder med hårde ord, er der ikke mange chancer for at I når frem til et fredeligt kompromis. Så følg Bibelens råd om at „iføre jer ... medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed“. (Kolossenserne 3:12) Sådanne egenskaber vil hjælpe dig og din ægtefælle til ikke at skændes og i stedet tage fat på at løse problemet. — Princip fra Bibelen: Kolossenserne 4:6.

Find noget I er enige om. Hvis jeres forsøg på at indgå et kompromis bare eskalerer og ender i en ophedet diskussion, kan det være at I fokuserer for meget på hvad I ikke er enige om. Find i stedet ud af hvad I er enige om. Det kan være en hjælp at prøve følgende:

Lav hver sin liste med to kolonner. Skriv i den første kolonne hvilke aspekter af spørgsmålet I føler stærkest for. Anfør i den anden kolonne på hvilke områder I er villige til at indgå kompromiser. Drøft derefter hvad I hver især har skrevet. I opdager måske at de områder I begge føler stærkest for, slet ikke er så vanskelige at forene. Så skulle det ikke være så svært at finde et kompromis. Selv hvis de er vanskelige at forene, vil dét at I har alle aspekter af sagen nedskrevet sort på hvidt, hjælpe jer til at se det hele mere klart.

Foretag en brainstorming. Nogle problemer kan være relativt lette at løse. Et ægtepar kan dog, når det drejer sig om mere komplicerede spørgsmål, styrke deres forhold ved at brainstorme sig frem til en løsning som ingen af dem ville være kommet frem til alene. — Princip fra Bibelen: Prædikeren 4:9.

Vær villig til at skifte mening. Bibelen siger: „Lad ... hver enkelt af jer elske sin hustru som sig selv; men hustruen skal have dyb respekt for sin mand.“ (Efeserne 5:33) Når der er kærlighed og respekt i et ægteskab, er begge parter villige til at se tingene fra den andens synsvinkel — og endda lade sig rokke. En mand ved navn Cameron siger: „Der er nogle ting man helst ikke vil, men som man — takket være sin ægtefælles input — efterhånden kommer til at holde af.“ — Princip fra Bibelen: 1 Mosebog 2:18.

^ par. 12 Fra bogen Syv gyldne regler for to der lever sammen, oversat af Mette Wigh Tvermoes.