Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„Jeg vil ud af det!“

„Jeg vil ud af det!“

Det faldefærdige hus bærer præg af at være forsømt. Gennem årene har det været udsat for mange storme, men har ikke klaret dem alle lige godt. Nu er bygningen skrøbelig og ser ud til at kunne falde sammen når som helst.

DETTE billede kan bruges om mange ægteskaber i dag. Har du nogen sinde haft fornemmelsen af at dit ægteskab er ved at nå det punkt? Hvis du har, kan du trøste dig ved tanken om at ingen ægtepar er immune over for problemer. I Bibelen siges det meget realistisk at de der gifter sig, højst sandsynligt vil opleve „sorg og smerte“. — 1 Korinther 7:28, The New English Bible.

At denne udtalelse passer, bekræftes af et hold forskere der har beskrevet ægteskabet som „det mest risikofyldte foretagende som det største antal mennesker i vores samfund giver sig i kast med.“ De tilføjer: „Hvad der begyndte som et glædesfyldt og lovende forhold, kan blive det mest frustrerende og smertelige i et menneskes liv.“

Hvordan forholder det sig med dit ægteskab? Er det mærket af et eller flere af følgende problemer?

  • Stadige skænderier

  • Barsk omgangstone

  • Utroskab

  • Bitterhed og vrede

Hvis du fornemmer at dit ægteskab er skrøbeligt, og at det kan gå i stykker når som helst, hvad kan du så gøre? Er skilsmisse løsningen?