Gå direkte til indholdet

HJÆLP TIL FAMILIEN | FORÆLDREROLLEN

Hvordan skilsmisse påvirker børn

Hvordan skilsmisse påvirker børn

 Nogle ægtefæller som ikke kan enes, siger ofte til sig selv at det vil være bedst for børnene hvis de blev skilt – i hvert fald bedre end at leve sammen med forældre der skændes hele tiden. Men hvad siger kendsgerningerne?

 Hvordan vil en skilsmisse påvirke børnene?

 Undersøgelser viser at en skilsmisse går hårdt ud over børnene. Der er stor sandsynlighed for at skilsmissebørn ...

  •   bliver vrede og bekymrede eller får en depression

  •   udvikler adfærdsproblemer

  •   klarer sig dårligt i skolen eller dropper ud

  •   oftere bliver syge

 Derudover er der mange børn som bebrejder sig selv fordi de tror at de var skyld i skilsmissen, eller at de kunne have hindret den.

 De problemer skilsmissebørn kommer ud for, kan fortsætte helt ind i voksenlivet, hvor de kan komme til at kæmpe med lavt selvværd og have svært ved at stole på andre. Der er også større chance for at de selv bliver skilt hvis de senere oplever problemer i deres ægteskab.

 Pointen: Nogle af dem der overvejer skilsmisse, siger til sig selv at det vil være det bedste for børnene, men undersøgelser viser at det ikke er sandt. “Skilsmisse gør børn ulykkelige,” skriver børneekspert Penelope Leach. a

 Princip fra Bibelen: “Vær ikke kun optaget af det der gavner jer selv, men tænk også på det der gavner andre.” – Filipperne 2:4.

 Vil mine børn være gladere hvis jeg bliver skilt?

 Nogle vil svare ja til det spørgsmål. Men det er vigtigt at huske at voksne slet ikke har samme behov og følelser som børn har. En der overvejer at blive skilt, ønsker sig et nyt liv. Det børn ønsker, er derimod at der ikke skal ske nogen forandringer, men at mor og far skal blive sammen som familie.

 Forfatterne til bogen The Unexpected Legacy of Divorce har undersøgt tusinder af skilsmisser og skriver: “Én ting står klart: Børnene siger ikke at de er blevet gladere. Tværtimod siger de meget ærligt: ‘Den dag mine forældre blev skilt, holdt jeg op med at være barn.’” Der står også i bogen at de betragter verden som “et meget mere upålideligt og utrygt sted fordi det stærkeste forhold de kender til i deres liv, er gået i opløsning og ikke længere er til at regne med”.

 Pointen: Børn bliver ikke gladere af at deres forældre bliver skilt.

 Princip fra Bibelen: “Den der føler sig sønderknust, bliver tappet for energi.” – Ordsprogene 17:22.

 Hvad skal jeg vide om det at være deleforælder?

 Nogle par der er blevet skilt, forsøger at dele ansvaret så meget som muligt i den tro at de begge kan være lige meget med i opdragelsen af deres børn. Men det er svært at være deleforælder. Undersøgelser viser at deleforældre ofte ...

  •   bruger mindre tid sammen med deres børn

  •   giver deres børn modstridende værdier

  •   er eftergivende over for deres børn på grund af skyldfølelse eller udmattelse

 Skilsmissebørn kan desuden være tilbøjelige til ikke at ville høre efter deres forældre. Fordi forældrene har brudt deres løfte om at blive sammen, tænker børnene måske ‘Hvorfor lytte til dem?’

 Pointen: Det kan være svært for et par der er blevet skilt, at være deleforældre. Men det er endnu sværere for børnene.

 Princip fra Bibelen: “I må ikke gøre jeres børn frustrerede så de mister modet.” – Kolossenserne 3:21.

 Findes der en bedre løsning?

 Det kræver rigtig meget at skulle starte et nyt liv efter en skilsmisse. Ofte ville det have været bedre hvis ægtefællerne havde brugt kræfterne på at styrke deres forhold. “Når det går dårligt i et ægteskab, er det ikke ensbetydende med at det altid vil være sådan,” står der i bogen The Case for Marriage. “For de fleste par som holder sammen i svære tider, sker der det at ægteskabet bliver bedre og bedre.” Uanset hvad trives børn allerbedst når deres forældre bliver sammen.

 Det betyder ikke at skilsmisse aldrig er en mulighed. I Bibelen står der at man kan blive skilt hvis den ene ægtefælle har haft et umoralsk seksuelt forhold. (Matthæus 19:9) Men der står også at “den kloge overvejer hvert skridt han tager”. (Ordsprogene 14:15) Hvis man har problemer i sit ægteskab, bør man tage alle aspekter med i sine overvejelser – deriblandt hvordan en skilsmisse vil påvirke børnene.

 Men det er selvfølgelig vigtigt at man gør mere end bare at udholde den svære situation. I Bibelen kan ægtepar få gode råd til hvordan de kan udvikle egenskaber der giver et godt og stærkt ægteskab. Det er nemlig Bibelens Forfatter, Jehova, der står bag ægteskabsordningen. – Matthæus 19:4-6.

 Princip fra Bibelen: “Jeg, Jehova, er din Gud, den som lærer dig at gøre det der gavner dig.” – Esajas 48:17.

a Fra bogen Your Growing Child – From Babyhood Through Adolescence.