Gå direkte til indholdet

HJÆLP TIL FAMILIEN | FORÆLDREROLLEN

Hvad forældre bør vide om pasningsordninger

Hvad forældre bør vide om pasningsordninger

 Mange forældre vælger at sende deres førskolebørn i daginstitution fordi de selv arbejder i dagtimerne. Ville det være det bedste for dit barn?

 Noget du bør overveje

 Vil det påvirke dit forhold til dit barn negativt hvis det bliver passet af andre? Det kan det gøre. I de første par år af et barns liv sker der en stor udvikling i hjernen der har afgørende betydning for barnets relationer til andre. I denne periode, der er så vigtig for barnets udvikling, må du derfor bruge så meget tid som muligt sammen med det. – 5. Mosebog 6:6, 7.

  •    Forældre der overvejer at få deres barn passet, bør tænke over hvordan de kan bevare en nær relation til barnet.

 Vil det påvirke den indflydelse du har på dit barn? Det kan det gøre. “Jo mere førskolebørn er sammen med hinanden, jo mere vil de blive formet af deres jævnaldrende,” står der i bogen Hold On to Your Kids.

  •    Forældre der overvejer at få deres barn passet, bør tænke over om det stadig vil være dem der har den største indflydelse på barnets liv.

 Vil det give dit barn en fordel når det starter i skole? Det er der nogle der mener. Andre siger at det at gå i daginstitution kun har lidt eller slet ingen betydning for et barns indlæringsevne. Børnepsykolog Penelope Leach skriver interessant nok: “Tro ikke at ‘uddannelse’ er nøglen til at klare sig godt i livet, og at jo mere et barn får af det, og jo tidligere det begynder på det, jo bedre. Det ville være at undervurdere den ‘uddannelse’ du selv har givet dit barn siden fødslen.”

  •    Forældre der overvejer at få deres barn passet, bør tænke over om det vil være det bedste for barnet, og om det overhovedet er nødvendigt.

 Er det muligt for dig eller din ægtefælle at være hjemmegående far eller mor? I nogle familier arbejder begge forældre bare fordi de gerne vil opretholde en høj levestandard. Men er det omkostningerne værd?

  •    Forældre der overvejer at få deres barn passet, bør tænke over om de kan skære ned på nogle udgifter så den ene forælder kan gå hjemme.

 Du bør først træffe beslutningen om hvorvidt du vil sende dit barn i for eksempel daginstitution, efter nøje at have overvejet fordele og ulemper. Hvad hvis du kommer frem til at det bedste for din familie vil være at gøre brug af en pasningsordning?

 Hvad du kan gøre

 Bibelen siger at “den kloge overvejer hvert skridt han tager”. (Ordsprogene 14:15) Du kan følge det princip ved at tænke dig godt om inden du beslutter hvilken pasningsordning du vil vælge.

 Sæt dig ind i de muligheder der er

  •    Nogle forældre vælger at få deres barn passet hos en dagplejer – en person der passer en mindre gruppe børn i eget hjem.

  •    Andre forældre får en slægtning eller en barnepige, der eventuelt bor i familiens hjem, til at passe deres barn.

 Der vil være fordele og ulemper uanset hvad man vælger. Du kunne tale med andre forældre der har fået deres børn passet. Bibelen siger: “De vise er dem der søger råd.” – Ordsprogene 13:10.

 Hvad hvis du vælger en daginstitution? Så er der nogle ting du må gøre.

 Lær mere om institutionen

  •    Opfylder den de lovmæssige krav? Har den fået gode anmeldelser, og har den et godt omdømme?

  •    Er institutionen ren, og er sikkerheden i orden?

  •    Hvilke aktiviteter er der? a

 Lær mere om personalet

  •    Hvilken uddannelse og erfaring har personalet? Kan alle de der arbejder der, førstehjælp?

  •    Hvilket omdømme har medarbejderne?

  •    Er der ofte udskiftning i personalet? Hvis der er, betyder det at dit barn hele tiden skal vænne sig til nye pædagoger.

  •    Hvor mange børn er der per voksen i institutionen? Hvis forholdstallet er højt, vil dit barn måske ikke få den opmærksomhed det har behov for. Hvor meget opmærksomhed dit barn har brug for, afhænger selvfølgelig af alder og evner.

  •    Er der god kommunikation mellem personale og forældre?

a Tilbringer børnene for eksempel meget tid passivt foran en skærm, eller sørger institutionen for at aktivere børnene mentalt og fysisk?