Gå direkte til indholdet

HJÆLP TIL FAMILIEN | FORÆLDREROLLEN

Børn og smartphones – 2. del: Lær dit barn at bruge en smartphone fornuftigt

Børn og smartphones – 2. del: Lær dit barn at bruge en smartphone fornuftigt

 En smartphone er som et kraftigt elværktøj – den kan hjælpe dig, eller den kan skade dig, alt efter hvordan du bruger den. Hvordan kan du lære dit barn at bruge dette værktøj fornuftigt? Hvor meget skærmtid er for eksempel for meget? a

 Hvad du må vide

  •   En smartphone udsætter brugeren for fare. Som artiklen “Børn og smartphones – 1. del: Skal mit barn have en smartphone?” kom ind på, giver en smartphone adgang til alt hvad der findes på internettet, både godt og dårligt.

     “Man kan let glemme at en smartphone kan udsætte vores børn for påvirkning fra alle mulige farlige mennesker og idéer.” – Brenda.

  •   Børn har brug for vejledning. Børn i dag er nærmest født med en smartphone i hånden, hvorimod den slags teknologi er noget nyt for mange voksne. Men det betyder ikke at forældre slet ikke ved noget om teknologi, og at børn er bedre kvalificeret til at bestemme hvordan og hvornår de skal bruge deres telefon.

     Det kan godt være dine børn er bedre end dig til at bruge en smartphone, men det er ikke sikkert de er bedre til at bruge den på en fornuftig måde. Selv børn der ved meget om teknologi, har brug for vejledning fra deres forældre for at kunne bruge deres telefon på en ansvarlig måde.

     “At give dit barn en smartphone uden noget vejledning er ligesom at give ham nøglerne til en bil, sætte ham bag rattet, starte motoren og sige ‘kør forsigtigt’ uden først at lære ham hvordan man kører bil.” – Seth.

 Hvad du kan gøre

  •   Sæt dig godt ind i funktionerne på dit barns smartphone. Undersøg hvilke indstillinger der kan hjælpe dit barn til at bruge sin telefon ansvarligt. For eksempel:

     Er der indstillinger der begrænser brugen af telefonen, for eksempel forældrekontrol?

     Er du klar over at indstillinger der skal blokere upassende indhold, ikke altid virker 100 procent?

     Jo mere du ved om dit barns telefon, jo bedre vil du være til at hjælpe ham til at bruge den på en ansvarlig måde.

     Princip fra Bibelen: “Kundskab styrker en mands magt.” – Ordsprogene 24:5.

  •   Sæt grænser. Beslut hvad du vil tillade, og hvad du ikke vil tillade. For eksempel:

     Er det i orden at dit barn har sin telefon med når I spiser sammen, eller bruger den når I besøger familie eller venner?

     Må dit barn have sin telefon på værelset om natten?

     Hvilke apps vil du tillade?

     Hvor meget skærmtid er for meget?

     Skal der være et loft for hvor lang tid barnet må bruge på telefonen hver dag?

     Fortæl dit barn hvilke regler der gælder, og sørg for at der er en konsekvens hvis reglerne bliver brudt.

     Princip fra Bibelen: “Skån ikke et barn for retledning.” – Ordsprogene 23:13, fodnote.

  •   Tjek dit barns telefon. Sørg for at kende dit barns password, og tjek om nødvendigt indholdet af hans eller hendes telefon, deriblandt beskeder, apps, billeder og hvilke internetsider der er besøgt.

     “Vi sagde til vores datter at vi med jævne mellemrum ville tjekke hendes telefon uden at fortælle hende det inden. Hvis det viste sig at hun ikke havde brugt sin telefon ordentligt, ville vi begrænse hvor meget hun kunne bruge den.” – Lorraine.

     Som forælder har du al ret til at vide hvordan dit barn bruger sin telefon.

     Princip fra Bibelen: “Et barn kendes på sine handlinger; det han gør, viser om han er ren og retfærdig.” – Ordsprogene 20:11.

  •   Lær dit barn værdier, ikke kun regler. Giv dit barn ønsket om at gøre det der er rigtigt. Hvorfor er det vigtigt? Fordi et barn der virkelig gerne vil skjule noget for sine forældre, nok skal finde en måde at gøre det på, uanset hvad forældrene gør. b

     Derfor må du lære dit barn at have gode egenskaber som ærlighed og selvkontrol og at tage ansvar for sine handlinger. Det er mere sandsynligt at et barn vil bruge sin telefon på en klog måde, hvis det har gode moralske værdier.

     Princip fra Bibelen: “Modne mennesker ... har brugt deres evne til at tænke så den er blevet trænet og de er i stand til at se forskel på rigtigt og forkert.” – Hebræerne 5:14.

a I denne artikel henviser udtrykket “smartphone” til en mobiltelefon med internetadgang. Det er faktisk en lille computer.

b For eksempel bruger nogle en app som ser ud til at være harmløs – den kunne for eksempel ligne en lommeregner – til at skjule indhold de ikke ønsker deres forældre skal se.