Gå direkte til indholdet

HJÆLP TIL FAMILIEN | FORÆLDREROLLEN

Hvad skal jeg gøre hvis mit barn keder sig?

Hvad skal jeg gøre hvis mit barn keder sig?

 Dit barn er nødt til at være hjemme og har ikke noget at lave. “Jeg keder mig,” siger han. Din første tanke er måske at foreslå ham at se TV eller spille computer. Men inden du gør det, er her noget du kan tænke over.

Børn der keder sig – hvad nogle forældre har fundet ud af

  •   Mængden og typen af underholdning kan gøre problemet værre. En far ved navn Robert siger: “For nogle børn føles deres liv kedeligt i forhold til det de ser i fjernsynet, eller når de spiller computer.”

     Hans kone, Barbara, er enig. Hun siger: “Det virkelige liv kræver en indsats og at man bruger hovedet, og tingene går ofte langsommere. Det kan være kedeligt for børn der bruger lang tid på at se fjernsyn eller spille computer.”

  •   At bruge meget tid på de sociale medier kan føre til at man får det dårligt med sig selv. Når man ser alt det ens venner laver, kan man komme til at føle at ens eget liv er kedeligt, især når man er ung. “Man kan hurtigt komme til at tænke: ‘Alle andre har det sjovt mens jeg bare sidder herhjemme,’” siger en pige der hedder Beth.

     Al den tid man bruger på sociale medier, kan også få en til at føle sig tom indeni – og man keder sig stadig. “Det holder dig beskæftiget, men når du er færdig, har du ikke fået noget som helst ud af det,” siger en ung mand der hedder Chris.

  •   Kedsomhed kan være godt. En mor der hedder Katherine, siger at kedsomhed giver børn mulighed for at tænke kreativt. Hun siger: “En kasse kan blive til en tidskapsel, en bil, en båd eller en rumraket. Et tæppe over nogle møbler kan blive til en hule.”

     Det er med god grund at psykolog Sherry Turkle beskriver kedsomhed som “en mulighed for at være kreativ”. a Så kedsomhed er ikke noget man for enhver pris skal prøve at undgå. Bogen Disconnected siger faktisk: “Kedsomhed er for din hjerne hvad styrketræning er for dine muskler.”

 Pointen: Når dine børn keder sig, skal du ikke se det som et problem men som en mulighed for at hjælpe dem til at være kreative.

Mine børn keder sig – hvad skal jeg gøre?

  •   Hvis det er muligt, så lad dine børn lege udenfor. Barbara, der blev citeret tidligere, siger: “Det er utroligt hvad solskin og frisk luft kan gøre ved kedsomhed. Da vores børn begyndte at lege udenfor, blev de meget bedre til at bruge deres fantasi.”

     Princip fra Bibelen: “Der er en fastsat tid til alt, ... en tid til at le, ... og en tid til at springe omkring.” – Prædikeren 3:1, 4, fodnote.

     Noget at tænke over: Hvad kan jeg gøre for at mine børn kan være mere udenfor? Hvis det ikke er muligt at lege udenfor, hvilke kreative ting kan de så lave indenfor?

  •   Hjælp dine børn til at tænke på andre. En mor ved navn Lillian foreslår: “Slå græsset eller riv blade sammen hos en ældre ven, eller lav noget mad og tag forbi og sig hej. Det gør en rigtig glad når man gør noget for andre.”

     Princip fra Bibelen: “Den der er gavmild, vil selv få rigeligt, og den der virker forfriskende på andre, vil selv blive forfrisket.” – Ordsprogene 11:25.

     Noget at tænke over: Hvordan kan du hjælpe dine børn til at blive glade for at gøre noget for andre?

  •   Vær et godt eksempel. Den måde du taler om din dagligdag på, kan påvirke dine børn. En mor ved navn Sarah siger: “Hvis vi får det til at lyde som om vores liv er kedeligt, lærer vi vores børn at kede sig. Men hvis vi har en positiv indstilling, hjælper vi vores børn til også at have det.”

     Princip fra Bibelen: “For den der har et glad hjerte, er hver dag en fest.” – Ordsprogene 15:15.

     Noget at tænke over: Hvordan taler jeg om min hverdag over for mine børn? Hvad ser mine børn at jeg gør hvis jeg ikke har noget at lave?

 Tip: Hjælp dine børn med at lave en liste med kreative aktiviteter. “Vi har en kasse i familien hvor alle kan komme med forslag til nogle kreative ting vi kan lave,” siger en mor ved navn Allison.

a Fra bogen Reclaiming Conversation.